Svend Wiig Hansen
Faktaboks
Svend Wiig Hansen
- Født
- 20. december 1922, Møgeltønder
- Død
- 15. marts 1997, Helsingør
- Kilde
- Kunstindeks Danmark
- Titel
- Billedhugger, maler, tegner, grafiker
- Nationalitet
- Dansk
- Virkested
- Danmark
Biografi
Svend Wiig Hansens første del af vej til kunsten var fuld af forhindringer. Han var længe i vildrede om sin fremtid, en karriere som cirkusklovn eller sanger foresvævede ham, men et tilfældigt job med at klargøre støbte klatreengle satte ham på sporet af billedkunsten, og i 1945 blev han, en ikke særlig flittig, elev på Kunstakademiet. Det blev forholdet til skulpturen, der formede hele hans kunstneriske udtryksmåde. I 1946 debuterede han med skulptur på KE, men nogle år efter gik han også i gang med maleriet, tegningen og grafikken. I 1952 rejste W.H. til Stockholm for at se en stor mexikansk udstilling, som gav ham en afgørende inspiration.
1950erne blev et vigtigt årti. Han behøvede ikke at vente på et folkeligt gennembrud, det fik han hovedkulds, da hans skulptur Moder Jord vakte landsdækkende pressestorm, mens den var udstillet foran Aarhus Rådhus. Skulpturen blev fjernet, men ikke fra folks bevidsthed. Flere af hans senere værker har vakt udbredt forargelse, men ingen som Moder Jord. Allerede året efter, i 1955, konsoliderede han sit navn, idet hans store maleri De søgende fik stor opmærksomhed. En vigtig hændelse i 10-året var rejsen til Grækenland i 1957, som resulterede i bogen Græsk inspiration. Efter hjemkomsten tog han initiativ til at stifte en lille grafisk udstillingsgruppe, som fik navnet Mennesket efter det motiv, man hovedsageligt ville beskæftige sig med.
Ud over W.H. kom gruppen til at omfatte Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen, Erling Frederiksen, Henry Heerup, Reidar Magnus og Albert Mertz. Gruppen blev en beskeden, men vægtig faktor i de års kunstliv. Mod den kolde krigs dystre stemninger, og en fremherskende tendens til at bevæge kunsten ud i eksperimenter, manifesterede kunstnerne deres humanistiske standpunkt. I et interview fra tiden udtaler W.H.: "Det er en ulykkelig tid for mennesket. Fantasien, drømmen og troen er taget fra os". Perioden og holdningen blev grundlæggende for W.H. og hans kunst, der i disse år kan ligne et patosfyldt skrig på menneskeskærlighed. Med årene blev følelserne og meneskeskildringerne dog mere sammensatte. Det blev mindre påtrængende at sætte det ædle mod det onde og i højere grad naturligt at anskue mennesket i dets modsætningsfulde sammensathed. W.H. modtog ofte mulighederne for at manifestere sig som vældige udfordringer og udførte tit store værker til eller på stedet.
I den danske pavillon på biennalen i Venezia 1964 fyldte han den store sals vægge med en kæmpemæssig tegning, og flere gange arbejdede han på sine udstillinger foran publikum. Hans største satsning i den sammenhæng var, da han i august 1974 malede over for publikum på de hvide lærreder, han havde sat op i hele Nikolajs parterregalleri. Seancen blev fotograferet af Gerard Franceschi, der året efter udgav en billedbog om den. Tillige blev der lavet en film. Som en slags sportsmand eller entertainer udfordrede W.H. sig selv med næsten overmægtige krav. En Påske tegnede han 500 tuschtegninger. Metoden var karakteristisk for ham, men det vil være en misforståelse at opfatte det som udtryk for egocentri, snarere som et ønske om at afprøve sin ydeevne til det yderste.
I 1973 tog W.H. initiativ til en folkelig kunstundervisning i Fælledparken, og sammen med borgere i Brande lavede han i 1976 det kæmpemæssige Brandetæppe, i 1983 var han kunstlærer i Horsens Statsfængsel. I det nærmest enerådende menneskemotiv stod han i en indre kamp, hvor gode og onde kræfter stredes. I hans værker findes mange modsætningspar, først og fremmest det afgørende liv og død men også form og formløshed, orden og uorden, fylde og tomhed, opbygning og nedbrydning, kærlighed og had, alle de kontrastfyldte kræfter, som styrede hans liv og især i de yngre år prægede hans værk. Med noget, der kan opfattes som enten overstadighed eller dæmoni, skabte W.H. sine monumentale menneskeskildringer i maleri, skulptur, tegning og grafik. Trods voldsomheden er der alligevel "tale om et tøjlende element", sagde kunstnerkollegaen Palle Nielsen, og tilføjede: "Hvordan det end anskues ser jeg en bevidsthed, der, hvor stærk hengivelsen end kan synes, dog altid lader sig skimte i vekslende metaforer, forholdet til menneskeskikkelsen i et rum, der først og fremmest er billedets rum". W.H. kunne sit billedkunstneriske sprog, men modstod ikke fristelsen til at anspænde det til bristepunktet. Skønt det er det store generelle menneskesyn, der styrede ham, følte han sig nu og da kaldet til at give indsatsen en mere konkret adresse. Således udførte han et maleri til støtte for Christiania, en stor glascollage er bygget over Martin Luther Kingcitatet I have a Dream, og med det kæmpestore maleri Jorden græder bekendte han sin opfattelse af den globale trussel, som forureningen udgør. Disse og mange andre værker er vidnesbyrd om hans vilje til at være tilstede og til nytte i sin samtid. Men bag det mere konkrete var det stedse W.H.s dybe hensigt at skabe ud over nærværende tid, at tale tidløst og engageret om mennesket og det menneskelige.
Genealogi
Wiig Hansen, Svend, 1922-1997, billedhugger, maler, grafiker og tegner. *20.12.1922 i Møgeltønder, ?15.3.1997 i Helsingør, begr. i Kbh. (Holmens). Forældre: Togbetjent, senere togfører ved DSB Frederik Christian H. og Sigrid Wiig. ~8.12.1964 i Fredensborg med maleren, keramikeren Leila Sallyman, *21.7.1928 i Berlin, datter af dr.med. Solman Hussein Zade Ibragimouff og kunsthåndv. Ingeborg Sallyman, f. Pedersen.
Uddannelse
Kunstakad. Kbh., billedh.sk. (Johannes Bjerg og E. Utzon-Frank) 1946-50 med lange afbrydelser.
