Tårupgård, Kvols

Hovedbygningen er bygget af Niels Kaas, der var kongens kansler. Det præcise år for bygningens opførelse kendes ikke men skriftlige kilder beskriver at Niels Kaas fik ejendomsret til Tårup kirke i 1567. Tillige fik han samme år tildelt herregården, Skovsgård, den lå få hundrede meter fra Tårupgård og rev hovedbygningen ned. I 1580 fik han tillige et øde stenhus på Asmild, der også bliver revet ned og i 1582 forærede kongen Niels Kaas 50 egetræer, der blev hygget op i Hald. Disse forskellige kilder tyder på at Niels Kaas i denne periode samlede byggematerialer sammen, der kunne bruges til opførelsen af en hovedbygning. Den oprindelige bygning blev opført i to etager i rød grundmur over en tøndehvælvet kælder. På nordsiden var oprindeligt to hemmeligheder og et hjørnetårn ved det nordvestre hjørne. Det formodes, at der også var et trappetårn på midten af sydmuren, som det ses af lignende bygninger fra denne periode. Ved kloakeringsarbejde i 1974 blev der fundet spor af det tidligere tårn.

Ved Anne Cathrine Friis død i 1698 blev Tårupgård omdannet til en fond for en mild stiftelse, Den Tårupgårdske Stiftelse. Antageligt er der i forbindelse med funktionsskift fra herskabsbolig til en stiftelse sket en større ombygning. Hovedbygningen har fungeret som bolig for fattige enker samt for ansatte på gården, og har i større perioder været ubeboet. Kilder vidner om at bygmester Nicolaus Hinrich Riemann omkring 1747 opholdt sig på Tårupgård, hvor han muligvis har forestået en ombygning. Den bevarede sydportal på hovedbygningen ligner andre arbejder fra hans hånd.

Året for opførelsen af de to sidefløje kendes ikke med sikkerhed. Østfløjen blev angiveligt opført lidt før år 1600 og var oprindeligt en selvstændig bygning. Østfløjens vestlige mur flugtede med hovedbygningens østgavl og først i 1945 blev der lavet en lille mellemgang mellem bygningerne. Østfløjen blev revet ned og genopbygget i 1927 med genanvendelse af det oprindelige tømmer. Ladegården blev opført i 1877. Staten overtog gården i 1941 og indrettede en ungdomsskole. Fra 1976-79 gennemgik bygningerne en større restaurering med blandt andet udskiftning af en stor del af vinduerne og taget.

Tårupgård ligger i det åbne landskab ud til Hjarbæk Fjord mellem Skive og Viborg. Den trelængede herregård er placeret på et fortidsmindefredet voldsted, der er omgivet af vandfyldte grave med broer mod alle fire sider.

De tre længer ligger omkring en gårdsplads, der åbner sig mod syd til en nyere avlsgård og Tårup Kirke. Selve hovedbygningen består af en lang nordfløj og en kort vestfløj. Hovedbygningen er grundmuret i én etage af røde munkesten i polsk forbandt med en høj sokkel af huggede granitkvadre. Murene afsluttes af en hvidkalket, muret gesims og et rødt, teglhængt heltag med kamtakkede gavle. I rygningen sidder to hvidtede skorstenspiber med sokkel og gesims, og i tagfladerne findes små støbejernsvinduer. Mod gården er en ældre, tofløjet fyldingsdør med rundbuet, vifteopsprosset overvindue, mens der mod haven er en tofløjet dør med ruder i den øverste del og smalt overvindue. Begge døre er malet blå og omgivet af en hvidkalket portal, hvoraf den omkring hoveddøren er mest detaljeret. I øst- og vestgavlen findes en nyere, men traditionel udført, tofløjet og hvidmalet dør, der har opsprossede ruder i den øverste del samt overvindue. Foran alle døre er stejle granittrapper. Bygningen har korspostvinduer med kurvehanksbuede stik, hvilkalkede blændingsfelter og muret false. De øverste gavlvinduer er rundbuede og torammede, og i soklen ses forskellige etrammede kældervinduer samt rødmalede revleluger. Alle vinduer er hvidmalede med småtopsprossede ruder og er enten ældre eller udført på traditionel vis. De to bindingsværkssidelænger er i store træk ens, dog er den vestlige sidelænge kortest, da den ligger i forlængelse af hovedbygningens korte vestfløj, og den østlige sidelænge er fritliggende.

De to sidelænger er smalle bygninger opført i et stokværk af svært, sorttjæret egetræsbindingsværk med hvidkalkede tavl over høje sorttjærede sokler, der på den vestlige sidelænge delvist er af kampesten. Bindingsværket er enkelt med gennemstukne bjælkeender og udskårne knægte. Længernes sydgavle er grundmurede og tagene, der er halvvalmede, er hængt med røde vingetegl. I rygningen findes traditionelle skorstenspiber med sokkel og krave, og i tagfladerne er små støbejernsvinduer. Længerne har enkle revledøre med granittrapper foran. Vinduerne er toramme og småtopsprossede, de fleste er ældre med bevarede smedede beslag, mens andre er nyere men traditionelt udførte. I den vestlige sidelænge er tillige etrammede kældervinduer i soklen. Alt træværk omkring døre og vinduer er malet rødt.

I hovedbygningens indre er en ældre grundplan i store træk bevaret med store gennemlyste stuer en suite og en hall med en nyere, traditionel trappe til tagetagen. En af stuerne er indrettet som et stort åbent køkken. Stueetagen er overvejende præet af en traditionel materialeholdning i form af nyere, brede plankegulve i stuer og værelser, ølandssten i hallen, pudsede vægge og bræddelofter mellem et synligt bjælkelag. Der er en række ældre bygningsdele og -detaljer, herunder et- og tofløjede fyldningsdøre med gerichter, greb og hængsler og i hallen er frembragt et stykke af et større kalkmaleri. Tagetagen er delvist udnyttet med gavlværelser, mens den midterste del er uudnyttet og her er de understrøgne tegl og et ældre tagværk synligt. Den østlige del af tagetagen er nyindrettet med åbent til kip samt et nyt badeværelse med synlige ældre spær og hanebånd. Elementer i samtlige badeværelser og i køkkenet er nyere. Der er kælder under hele bygningen med tøndehvælvet loft, kalkede vægge og støbt gulv.

Den vestlige sidelænge er i det indre sammenhængende med hovedfløjen og har en delvist ældre grundplan med en gårdvendt hvorfra der er adgang til en række værelser samt en større stue i sydgavlen. Under denne sidelænge er fuld kælder. I den østlige sidelænge er en nyere grundplan, med kontorer og mellemgange, der forbinder disse. Begge længers tagetager er udnyttet og indrettet til værelser. Materialeholdningen er traditionel med bræddegulve og pudsede vægge og lofter. Der er både ældre døre og nyere traditionelle døre med gerichter og en del ældre knægte, hvoraf flere har rige udskæringer. I den vestlige sidelænge er tillige synligt bjælkelag og bræddelofter samt en pejs i den sydlige gavlstue. I kælder er støbte gulve i den nordlige del og stengulve i den sydlige del samt kalkede vægge, der er delvist af kampesten og bræddelofter mellem et kraftigt bjælkelag.

Den miljømæssige værdi for Tårupgård knytter sig til placeringen i det åbne landskab, der sammen med de bevarede avlslænger vidner om det tidligere landbrugsmæssige incitament for landets herregårde. Tidligere var det almindeligt, at der i forbindelse med en herregård var en tilhørende kirke, og derfor har den bevarede nære kontakt til Tårup Kirke stor miljømæssig værdi. Hertil kommer at værdien højnes af hovedbygningens placering på borgbanken med de omgivende, vandfyldte grave, der giver en solitær og magtbetonet fremtræden. Den aksefaste ankomst fra syd, underbygger netop dette bygningshierarki og sammen med haven og udsigten til fjorden fremstår Taarupgård som et stemningsfuldt og intakt herregårdsanlæg.

Tårupgårds kulturhistoriske værdi knytter sig til hovedbygningens fremtrædende volumen og markante grave, der vidner om et herresæde, der har haft stor lokal symbolværdi, som beboelse for godsejeren. Bygningernes indbyrdes placering, proportionering og materialeholdning sikre et let aflæseligt hierarki mellem hovedbygningen og de to sidelænger. Hovedbygningen fremstår hermed som det repræsentative omdrejningspunkt i anlægget, hvori bindingsværkssidelænger underlægger sig og fremstår mere funktionsbetingede. Selvom alle tre længer har gennemgået en del ændringer gennem tiden er det stadig de renæssancemæssige træk, som dominerer. Hermed fremtræder Tårupgård som en repræsentant for bygningskulturen i slutningen af 1500-tallet og starten af 1600-tallet. Det ses i den grundmurede hovedbygnings røde, blanke mure, den kraftige kampestenssokkel, de enkle blændingsfelter over vinduerne, den murede gesims, de kamtakkede gavle samt de ubrudte, teglhængte tagflader med skorstenspiber i rygningen. Selvom flere karakteristiske bygningselementer, herunder hemmeligheder og et trappetårn for længst er fjernet, ses der i murværket stadig spor efter disse, ligesom tidligere vinduesåbninger kan anes. Især i gavlene findes spor efter spidsbuede vinduer fra den tid hvor hovedbygningen var i to etager. De bygningsmæssige træk fra renæssancen kan sammenlignes med andre hovedbygninger fra perioden blandt andet den lidt ældre Krabbesholm. De to sidelængers kraftige bindingsværket der er udført med gennemstukne bjælkeender og udskårne knægte samt det kølbuesvejfede hammertræ over den ene dør er tillige typiske træk for renæssancen. De mange spor i bindingsværket kunne tyde på, at der gennem tiden er sket mange ombygninger. Den østlige sidelænge har en ulige fagdeling i nordgavlen og sammen med de mange konsolknægte tyder det på, at længen oprindeligt har haft to stokværk med højstolper og kraftig udkragning. Nordfløjens korspostvinduer med rundposte er kendetegnende for 1700-tallet og påviser dermed de senere ombygninger.

De kulturhistoriske værdier i hovedbygningens indre knytter sig til den oprindelige plandisposition og til de ældre dele af interiøret, der knytter sig til 1600-tallet. Dette gælder især de gennemlyste stuer, de brede plankegulve, omend disse er nyere, de enfløjede, brede døre samt det synlige, kraftige bjælkelag i lofterne. Dertil kommer de tofløjede fyldingsdøre, der er et stiltræk, som var mere almindeligt i klassicismen og antageligt må stamme fra en ombygning i 1800-tallet. De store, højloftede stuer skiller sig ud fra den brugsorienterede indretning i sidelængerne og afspejler bygningshierarkiet i det indre. Hertil kommer kælderen, under både hovedbygningen og den vestlige sidelænge, hvis alder og anvendelse ses i de tykke mure og de enkle og slidstærke materialer. I det nordvestlige hjørne findes en tilmuret dør, der har været udgang til det tidligere tårn. Den nordlige del af kælderen under sidelængen synes at være yngre end den øvrige grundet variation i murværket og i den sydligste del er bevaret resterne af en gammel skorsten af munkesten med et fundament af store granitsten.

Den arkitektoniske værdi knytter sig først og fremmest til Tårupgårds enkle, middelalderlige udtryk, som dannes ved de enkle bygningskroppe, med de blanke mure, de kamtakkede gavle, det opstregede bindingsværk samt materialevalget og detaljeringen. Proportioneringen af de tre længer virker harmoniske hvilket i høj grad skyldes de høje markante sokler og de stejle, ubrudte tagflader. De mange bygningselementer er afstemt og proportioneret efter en let aflæselig, hierarkisk orden, hvor hovedfløjen markerer sig ved sin længde og røde, tykke mure. Ankomsten samles omkring hoveddøren hvis trappe og indfatning sætter fokus på facadens midte, der tillige markeres af de to store træer, som flankerer hoveddøren.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig især til de dybe vinduesnicher, hvor murenes tykkelse tydeligt fornemmes. Hertil kommer de mange loftsbjælker, der dominerer de fleste rum og tildeler en taktfasthed. Bjælkernes bemaling i en dyb rød farve giver lofterne en markant og imponerende fremtræden. Den øvrige materialeholdning med plankegulve, kalkede vægge og bræddelofter fuldender interiøret og er med til at skabe harmoniske rum. Detaljeringen er enkel og knytter sig hovedsageligt til fyldningsdørene med alle detaljer, hvis placering enfilade skaber lange kig gennem hovedbygningen. En yderligere arkitektonisk værdi, der er værd at bemærke, er de ældre kalkmalerier, der er frembragt i forstuen.

Den arkitektoniske værdi i de to sidelængers indre knytter sig i store træk til rækkerne af knægte langs ydermurene, der ligesom i facaden har unikke, detaljerige udskæringer.

Læs videre om

• Tårupgård, Trap Danmark

Læs også om

• Sankt Mogensgade 11
• Sankt Mogensgade 7
• Viborg Teater

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen