Teaterkulturen i Norddjurs Kommune er i høj grad båret af lokale ildsjæle. Fjordbynetværket, som opstod blandt landsbyerne langs den østlige del af Randers Fjord, har blandt deres mange initiativer i 2009 skabt amatørteatergruppen Ofelias Riddere, som spiller på forskellige lokaliteter i kommunen. I Hevring fik man i 2002 ideen til Hevring Amatør Teater Selskab, HATS, efter at byen samme år fik etableret en friluftsscene. I 2006 etablerede HATS sig som en kulturforening, der ud over det årlige lokalhistoriske spil står for en lang række forskellige arrangementer. Samme år rykkede HATS ind i Landsbyhallen Blåhvalen, som lokale kræfter investerede i. I 2007 blev Blåhvalen officielt indviet af bl.a. Jytte Abildstrøm.

I Ørsted har man ligeledes selv taget hånd om kulturen. I 2013 gik 475 borgere sammen om at købe og istandsætte Ørsted Kro fra 1876, som nu med ny scene og moderne lys- og lydanlæg står bag en lang række arrangementer, bl.a. teaterforestillinger af Ørsted Amatørteater Forening, som opstod i forlængelse af købet af kroen.

Kommunens ældste amatørteaterforening er Grenaa Amatørteater fra 1953. Efter i en del år at have haft til huse i Remisen i Grenaa flyttede de i år 2000 over i den gamle pavillon fra 1902, som i 1957 blev bygget sammen med Grenaa Hallen og fik navnet Kulturhuset Pavillonen. Her har amatørteateret sine egne lokaler med en scene med plads til 100 tilskuere, Kulissen, hvor de opfører egenproducerede forestillinger. Større forestillinger og professionelt teater opføres i Centersalen i Kulturhuset Pavillonen med plads til 400 tilskuere.

I Grenaa ligger også Kulturskolen Norddjurs, som tilbyder undervisning i dans, drama, musik og billedkunst.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Norddjurs Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film