Litteratur i Norddjurs Kommune

Hvert år er der tradition for, at årets studenter danser rundt om statuen af Søren Kanne efter endt translokation. På billedet er det studenter fra årgang 1964.
.

I 1588 flyttede den nygifte adelsdame Anne Krabbe til herregården Stenalt, hvor hun optegnede folkeviser. I visen »Hr. Palles Bryllup« ligger hr. Palle på lur i herregårdens park for at voldtage den væne jomfru Gunder, men han ender selv som offer: Hun lover ham giftermål, lader sin køresvend klæde sig ud som brud, og først i brudesengen opdager hr. Palle, at han er blevet narret.

Birthe Arnbak voksede op på Gammel Estrup Skovridergård. I prosadigtet »Morgenstund« (1975) noterer hun, at: »Sådan står der hos Trap Danmark«. Men stærkest står de lyriske passager om dette »solbeskinnede centrum i hendes tidlige opvækst«, der også skildres i erindringsbogen Stumper og stykker (2004).

I Mer end meget. Roman fra den forblandede tid (1982) skrev Vagn Steen intenst om vækkelsesbevægelserne i 1800-tallets Djursland, og i 1970’ernes kollektivbevægelse på egnen hørte han et ekko af den tidligere vækkelse.

Anholt danner et kapitel for sig i norddjursk litteraturhistorie. 1719‑20 udkom Ludvig Holbergs store heroisk-komiske digt Peder Paars om denne kræmmer, som sammen med sin krambodssvend Peder Ruus »tog en Rejse for fra Callundborg til Aars«. Gudinden Avind får vindenes gud til at slippe en vind, og det komiske par strander på Anholt. Satiren over undertrykkelse og overtro på Anholt fik Anholts ejer, Frederik Rostgaard, til at klage til kongen, men klagen blev afvist, og komikken levede videre.

»Øens Spids pegede som en Finger ud i det Graa hvor Hav og Himmel gled i Et« står der i Harald Kiddes store roman Helten (1912), hvor det om anholterne hedder: »Indelukkede på deres egen Ø, i deres eget Sprog var de«. Indelukkede er også det ægtepar, som Kidde fortæller om i Mødet Nytaarsnat. En Krønike fra Anholt (1912). Gennem 17 år veksler de ikke et ord, og manden ønsker sin kone død og borte, men så mødes de en skæbnesvanger nytårsnat på kirkegården. Historien er inspireret af folkemindesamleren Evald Tang Kristensens Øen Anholt i Sagn og Sæd efter gamle Folks mundtlige Meddelelser (1891), hvor befolkningen beskrives som »en Rest af Danmarks Urbefolkning«, med et næsten uforståeligt sprog.

I Vagn Lundbyes Tilbage til Anholt (1978) er Anholt et sted, hvor man kan træde i forbindelse med mytiske kræfter. Straks efter ankomsten til Anholt forvandler øen sig for helten således til »et stort, blåsort uhyre, som langt væk lignede en fugl, men tæt på forvandlede sig til fråde og død«. Også her fremstår Anholt som et levn fra en »længst forsvunden tid«.

Søren Kanne

Bonden Søren Kanne (1801‑60) var en lokal helt, der i 1835 reddede skipperen på et skib, der var gået på grund ud for Grenaa. Kannes bedrift blev omtalt i aviserne, og han blev kendt i hele landet. St.St. Blicher hyldede i »En anden ny Vise om en Sømand og en Landmand« (1838) redningsdåden som et billede på national samling. I 1949 blev statuen Søren Kanne af billedhugger Johannes Bjerg indviet på torvet foran Grenaa Kirke. De sidste tre strofer af Blichers digt er hugget ind i statuens sokkel. Den sidste lyder: »Og Fynbo, og Jyde, og Sjællandsfar –/Til eet Hus vi Alle jo høre./Gud Fader os Alle i Troskab bevar!/Og Alle til Enighed føre!«

I Vagn Steens novellesamling Da kunsten kom til Grenå (1979) fortælles imidlertid, at opstillingen af statuen frem for at samle endte i konflikt. Skulle den anbringes foran kirken eller nede på havnen: »Vidste landkrabberne, hvor farligt havet kunne være? Og skulle fiskerne altid trykkes ned og være uden for samfundet?«

Videre læsning

Læs mere om kultur i Norddjurs Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Litteratur