Den traditionelle dialekt i Norddjurs Kommune var østjysk med visse fællestræk fra de østdanske dialekter: Man udtalte ord som »hjælp«, »vent«, »kamp« og »bank« med stød (ligesom i standardsproget). Mod vest bøjede man adjektiver i intetkøn: det er fint (ikke: fin, som man sagde mod øst), og substantiverne havde bevaret forskellen mellem hankøn og hunkøn: mand’in, ko:nen, hu’seð (i det nordøstlige hjørne: hu’se). De to sidstnævnte træk genfinder man i Vendsyssel og Syddjursland og på Samsø, og det samme gælder den konsekvente brug af w-: både i wi (vi) og wos (os).
Derimod har man været ret ene om at udtale forlyds d- i pronominer som r-: ve ru (vil du). Beboerne i dette hjørne blev drillet med, at de kunne sige: æ re ræ Ras, ræ komme ri:en po ræ rø: ø’g? (er det dig Rasmus, der kommer ridende på det røde øg?).
Man skal ikke forvente at høre sådanne former i dag. Som i det øvrige Østjylland er der slidt meget på dialekten. Det store flertal siger ikke længere a (jeg) eller ent (ikke), men har beholdt et jysk tonefald og nogle moderne fælles østjyske former som sårt, fjårte, mo:di, sta:di (sort, fjorten, modig, stadig). Mange udtaler også både »dansede« og »danset«, »hoppede« og »hoppet« med -et (eller helt i nordøst: -e).
Den mest iørefaldende lokale udtalespecialitet er nok stød på den bestemte endelse i flertal. I 1970’erne og 1980’erne, hvor Danmarks skatte- og økonomiminister i flere perioder hed Anders Andersen, kunne man ofte i radioen høre om skatter’n (skatterne). Den specialitet har man hæget om eller (mere sandsynligt) ikke været bevidst om, så man kan stadig høre former som hæster’n (hestene) og pri:ser’n (priserne).
