Tuxens Hus, Skagen

Gården nævnes i 1831, hvor Søren Pedersen Møller købte den med henblik på nedrivning. I 1834 fjernede han delvist det gamle hus og opførte i stedet et 11 fag langt bindingsværkshus med stråtag. Nybygningen var reelt en restaurering af det eksisterende hus, og der blev brugt både nye og eksisterende materialer. Denne fløj udgør i dag anlæggets sydlænge. Samtidig blev også en helt ny staldlænge opført i ni fag bindingsværk med stråtag. Denne bygning var udført i nye materialer samt enkelte genbrugte materialer fra sydlængen. Huset blev i 1842 teglhængt og havde på dette tidspunkt også fået grundmurede gavle. I 1842 blev også østfløjen opført, i bindingsværk med murede tegl og tegltag lig de resterende bygninger. Her blev indrettet bryggers, pigekammer, borgerstue, saltkammer og depot.

I 1901 købte professor og maler Laurits Tuxen gården, og fik året efter arkitekt Thorvald Jørgensen til at stå for en omfattende ombygning, der blandt andet tilføjede den toetagers hjørnebygning mod sydvest og atelieret mod nordvest. Ligeledes blev mange af interiørerne udsmykket af Tuxen og hans hustru. Thorvald Jørgensen tegnede ligeledes den lille pavillon.

Tuxens Hus udgøres af et delvist sammenbygget, trefløjet anlæg, som åbner sig mod nord. Nordøst for den pigstensbelagte gårdsplads findes en lille kvadratisk pavillon. Adgangen til gårdpladsen sker fra øst.

Syd- og østlængen, der begge er opført i én etage, er sammenbygget i en vinkel med en hjørnebygning i to etager. Vestlængen er fritliggende og består af to sammenbyggede dele, hvoraf den sydlige del er i én etage og den nordlige, atelierbygningen, er i to etager. Bygningerne er primært opført i sorttjæret bindingsværk med hvidkalkede tavl, der flere steder opdelt af dokker. Dog er flere gavle og enkelte facadedele grundmurede og hvidkalkede. Bindingsværksmurene afsluttes af sorttjærede, enkle trægesimser, mens der på de grundmurede dele er en muret tandsnitsgesims. Alle tage er afvalmede og lagt med røde vingetegl, der har hvidtet kantforskælling, undtagen den nordlige vestlænge, der har et helvalmet tag. I bygningernes tagrygge ses seks skorstenspiber med sokkel og krave. I tagfladerne ses nyere udluftningshætter, ældre støbejernsvinduer og nyere ovenlysvinduer. I sydlængens tagflade mod haven ses en taskekvist. Mod gårdspladsen findes flere ældre, blåmalede døre, hvoraf enkelte har rødmalede detaljer omkring fyldingerne, og én dør har tillige en udskåren indfatning. Flere af dørene har et smalt overvindue. Vinduerne, der varierer i størrelse, er alle torammede med småopsprossede ruder. Karmene er malet mørkeblå, mens rammerne er hvide. De fleste vinduer er ældre, dog er der få undtagelser, som er udført i kopi. Mange af de ældre vinduer er udført med håndsmedede beslag. Vinduerne i de murede dele sidder i murfalse med smalle, skrå sålbænke.

Bygningerne fremstår med forskellige særpræg: Østlængen har i næsten alle fag gennemstukne bjælkeender, mens syd- og vestlængen har udskårne knægte under tagudhænget. På østlængens haveside ses en mindre, grundmuret halvtagsudbygning. Hjørnebygningens førstesal, er mod syd udkraget og båret af lange knægte, der over to fag bærer en balkon med sorttjærrede stolper og bræddebalustr, og i stuetagen ses en tofags karnap med en tofløjet havedør. Atelierbygningen har ligeledes flere særprægede bygningsdetaljer, heriblandt to murede stræbepiller, hvor imellem der findes en nyere tofløjet, blåmalet revleport med ældre, svungne, hvidmalede beslag. I gavlen ses en høj, gennemgående karnap og i begge langsider sidder højt oppe en hvidmalet luge.

Indvendigt er øst- og sydlængen indrettet til én stor sammenhængende bolig. Den sydligste del af vestlængen er ligeledes indrettet til én særskilt bolig, mens atelierbygningen er indrettet til fællesrum.

Den store bolig har en velbevaret grundplan med mange bevarede interiører, herunder køkken med åbent ildsted og adgang til et fadebur. Alle rum har ældre trægulve eller teglstensgulve og de fleste lofter er bræddelofter med synlige loftbjælker. Flere af stuerne har helpaneler med udskæringer og bemalinger, andre har brystningspaneler. Hovedparten af dørene udgøres af ældre fyldingsdøre med ældre greb og gerichter, og alle vinduer har forsatsruder. I hjørnebygningen findes et gennemgående, originalt trapperum med ældre gelænder, og på første sal og i sydlængens tagetage findes værelser og badeværelser. Køkkenet og badeværelserne er af nyere dato. Spidstaget står uudnyttet med understrøgne tegl.

Den sydlige del af vestlænge indeholder et nyere køkken/alrum i stueetagen og værelser i tagetagen. Bræddegulvene er ældre, mens de øvrige overflader er nyere. Den del, der støder op til atelierbygningen, er indrettet til bryggers med nyere overflader. Herfra er adgang til atelieret.

I atelierbygningen findes det oprindelige trægulv, en pejs, pudsede vægge og loft. Her er ligeledes ældre fyldingsdøre, greb og gerichter.

Pavillonen er en bindingsværksbygning, der har pyramideformet tegltag med hvidtet kantforskælling. I tagfladen mod nord findes en stor hvidmalet skorstenspibe i beton, og mod syd og vest findes to nye tagvinduer. Mod nord er en nyere, glat dør og mod vest er en nyere, opsprosset havedør. Vinduerne er alle nye og torammede, med blå karme og hvide rammer. Mod syd findes en ny glaskarnap.

Indvendigt er alle overflader nyere med et stort køkken/alrum og værelser i stueetagen samt et værelse i tagetagen.

Den miljømæssige værdi ved Tuxens Hus ligger i dets tilbagetrukne og solitære placering i forhold til det omkringliggende villakvarter. Det samlede bygningskompleks omgrænser den indre gårdsplads, der med den velbevarede knoldebro styrker autenticiteten omkring det historiske miljø. Tillige dannes et fint symmetrisk mønster ved brugen af kantstillede pigsten, som markerer et bånd langs murene samt et kvadrat i gårdspladsens midte. Den store have mod sydøst skaber et frodigt og malerisk miljø, der står i kontrast til den stensatte gårdsplads.

Endvidere knytter den miljømæssige værdi sig til den lille låge med buet overligger, mellem syd- og vestlængen, idet den binder fløjene sammen, og tillige underbygger det historiske miljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Tuxens Hus knytter sig til bygningens traditionelle byggestil i bindingsværk med detaljer som styrterum, gennemstukne bjælkeender og udskårne knægte. De mange fløjes divergerende former, udtryk og forskydninger bidrager til opfattelsen af et kompleks, der har udviklet sig over tid, men samtidig har bevaret respekten for den lokale, traditionelle byggeskik. Dette ses ved de egnskarakteristiske træk, herunder den hvidtede kantforskælling, det genbrugte tømmer, der ses i østlænges nordgavl samt de mange udskårne detaljer som tyder på, at Thorvald Jørgensen har været inspireret af Bindelsbøll, der var med til at tegne flere bygninger i Skagen på samme tid. Ligeledes findes der, såvel i det ydre som i det indre, mange særegne bygningsdetaljer som karnappen, og altanen samt indbyggede skabe og skuffer, der afspejler arkitektens og bygherrens nære venskab og samarbejde omkring ombygningerne.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til atelierbygningens store rumhøjde, den store glaskarnap og de højtsiddende luger, hvorfra man kan styre lyset i rummet. Alt dette vidner om rummets anvendelse til atelier, i dette tilfælde af Laurits Tuxen. Hans aftryk kan desuden ses i initialerne over atelierets pejs og i østlængens spisestue med grønne helpaneler, hvor han har malet små blomstermotiver og skrevet citater og vers som dekoration på træværket.

Endvidere kan bygningernes indretning til en traditionel bolig stadig aflæses ved de mange bygningsdetaljer, herunder ildstederne og særligt det åbne ildsted i østfløjens køkken. Hertil kommer køkkenets tilhørende fadebur, der tilmed har et lille nedgravet kølerum. Endvidere er bevaret et tidligt ventilationssystem i østlængen, hvilket ses ved de mange huller i havesiden.

Arkitektonisk fremtræder Tuxens Hus som et sammensat og knopskydende bygningskompleks, der trods utallige om- og tilbygninger fremstår som et helstøbt anlæg. Visuelt bindes fløjene sammen af den ens materiale- og farveholdning, herunder de ens vinduer med blå beslag, og bygningsmæssigt bindes de sammen af de to, diagonalt placerede, toetagers bygninger, der holder på anlæggets hovedform.

Alligevel fremstår hver bygning som ét enkelt volumen grundet bindingsværkets skiftende mønster fra bygning til bygning, samt ved de afvalmede tegltage, der afslutter hvert volumen præcist. Længerne fremtræder tillige forskellige i valget af bygningsdetaljer, herunder de gennemstukne bjælkeender, volutformede knægte, styrterum og murede gesimser.

Trods de mange ombygninger gennem tiden er det Thorvald Jørgensens præg fra starten af 1900- tallet, der træder tydeligst frem, og giver et let og sprødt udseende med de mange udskårne detaljer som eksempelvis de svungne knægte med firkløvere.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de mange tidstypiske interiører, i øst- og sydlængen, med de mange bemalede paneler, fyldingsdøre og gerichter, der dominerer de mange stuer. Ligeledes kommer det meget personlige udtryk fra arkitekten og kunstneren til udtryk, dette ses især i spisestuen med de blåmalede helpaneler og i forstuen med de lyserøde helpaneler. I køkkenet er der arkitektonisk værdi i det åbne ildsted, der ligeledes kan ses fra gavlstuen.

Trapperummet i hjørnebygningen virker som en labyrint, der giver en variation og dermed giver hvert værelse en unik udsigt over enten haven eller gårdspladsen.

Læs videre om

• Hospitalet (tidl.), Sæby
• Sæbygård
• Toldkammerbygningen, Skagen

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen