Vennerslund, Nordvestfalster

Vennerslunds historie udspringer af hovedgården Stadager, som oprindeligt lå i en landsby af samme navn. Den tætved liggende kirke er den sidste rest deraf. Stadager var frem til 1576 adelsgods, men mageskiftedes dette år til Frederik II, som omdøbte gården til Sophienholm efter hustruen dronning Sophie. Umiddelbart efter kongemagtens overtagelse udbyggedes Stadager med nye bygninger og større jordtillæg muligvis i tilknytning til jagt. Hurtigt forsvandt kongemagtens interesse dog for stedet, som i 1585 fik sit gamle navn tilbage. Stadager blev derefter drevet som forpagtergård under kronen og enkedronningernes livgeding. Mellem 1706-08 nedbrændte de sidste rester af det gamle Stadager. Gården blev derefter nedlagt og opdelt i seks bøndergårde, som i 1718 blev henlagt under ryttergodset på Falster. I forbindelse med salget af krongodset på Falster i 1766 genopstod Stadager gods, som blev erhvervet af kancelliråd Hans Tersling (1736-85) og justitsråd Peder Thestrup (1744-1813). Som udtryk for tidens rousseauske sværmeri for følelser og naturen navngav de gården Vennerslund. De to nye ejere nyopførte gården i bindingsværk, som opbyggedes over en øst-vestgående symmetriakse. Ankomsten skete fra øst ad en poppelallé, der flankeret af to mindre symmetrisk placerede huse en art corps de garde og de endnu eksisterende damme ledte frem til det store gårdsrum, som på ankomstsiden flankeredes af to store ens lader, oprindeligt med stråtage, hvoraf den sydlige i 1967 blev nedrevet efter brand. Gårdsrummet var omkranset af flere fritliggende avlsbygninger deriblandt et hollænderi og mod vest af haveanlægget, der videreførte aksen. Den oprindeligt vinkelrette hovedbygning hvori flere bygningsdekorationer oprindeligt skal stamme fra det samtidigt nedrevne Nykøbing Slot var skudt til side og lå i forlængelse af den søndre avlslænge. Hele anlæggets karakter kan ses som udtryk for periodens herskabelige sværmeri for bonden, det jævne liv og naturen, ligesom hovedbygningens beskedne omfang og udseende er et produkt af, at herskabet kun i begrænset omfang opholdt sig på gården, der normalt blev drevet af en forvalter. Lignende åbne gårdskarakterer ses endnu på Klintholm på Møn og Gjedsergård på Falster. Forud for oprettelsen af Danmarks sidste stamhus i 1847 for familien Grandjean rejstes en ny hovedbygning på Vennerslund i 1845 ved arkitekt O.M. Glahn (1813-79). Hovedbygningen placeredes i anlæggets midterakse ud til haveanlægget, der samtidig blev omlagt i landskabelig parkstil. Den nye hovedbygnings massive karakter i senempire var oprindeligt forsynet med en stor tresidet støbejernstrappe på gårdssiden et tidligt eksempel på periodens glæde ved det nye materiales fremkomst. Ved opførslen af den nye hovedbygning blev den gamle hovedbygning udlagt til forpagterbolig. Gården har siden gennemgået en del ændringer. Den store rejsestald mod nord nedbrændte i 1937 og genopførtes i mursten, ligesom der er kommet en del omkringliggende bygninger til. Den gamle hovedbygning gennemgik i 1942 en renovering, der bl.a. medførte en nedrivning af vinklen mod vest ud til haven. Samtidig opførtes en grundmuret elevbygning mod øst i tilknytning til den gamle hovedbygning. Den nye hovedbygnings trappepartier mod haven og gårdspladsen er ændret og erstattet af nye konstruktioner, ligesom en senere tilkommet terrasse ved sydgavlen med omkransede murpartier er fjernet. Bindingsværket på den gamle hovedbygning har formentlig oprindeligt stået kalket over stok og sten som den endnu gjorde omkring år 1900.

Den nye hovedbygning er en rektangulær, grundmuret bygning i to etager med kælder. Bygningen ligger som en del af et gårdanlæg i et større landskabsrum. Bygningens haveside (vest) vender ud mod parken med sø og ridehus, mens gårdspladsen med avlsbygninger ligger mod øst. Soklen er kvadreinddelt og pudset i rosa, mens gård- og haveside er hvidkalkede, opdelt ved lisener mellem vinduesfelterne. Vinduerne er traditionelle, opsprossede vinduer som er større på førstesalen, end på stueplan. Taget er helvalmet, tækket med skifer og har fire skorstene. Under taget sidder en bred gesims med hvide stukkrosetter på blå bund. Både gård- og haveside har midtrisalitter med trekantgavl. På gårdssiden fører en stentrappe af nyere dato op til hoveddøren i den let fremspringende midtrisalit på tre fag under en lav fronton. Havesidens midtrisalit går over de fem midterste fag. I stueplan er en buet karnap med udgang til haven. Over karnappen er en terrasse med udgang fra første sal. Interiørerne er bygget op med en tjenesteafdeling i kælderen, værelser og sale i stueplan og på førstesalen. Kælderen præges af en midtergang med tilstødende lager, værksted, værelser og et centralt placeret køkken, hvorfra det er vinduer ind til opholdsrum for personalet. I begge ender af gangen er der udgange til gården. I stueplanet er der en stor hall med klassicistisk udsmykning, bag hvilken der ligger en oval havestue. Spisestuen med gyldenlaminerede tapeter er et af de rigest udsmykkede rum på etagen. Førstesalen, som har en loftshøjde på 4,5 meter, domineres af den store sal på fem fag, som vender mod haven. I dag benyttes salen som bibliotek og billardrum. Lige inden for, ved biblioteket er der et rum med pompejansk rumudsmykning. Det kompakte rumforløb med høje og lyse stuer, brystpaneler og dekorerede lofter er gennemgående for begge etager. Med undtagelse af et nyere køkken, er den oprindelige rumindelingen opretholdt, og alle bygningsdetaljer med gulv, paneler og loftudsmykning er intakt. Gulvene er dels parketgulve, dels plankegulve. Væggene er de fleste steder hvidmalede med forgyldte detaljer. Den gamle hovedbygning på Vennerslund Gods er en 23 fag lang bindingsværksbygning i en etage, som sammen med parallelt liggende avlsbygning lukker gårdspladsen mod syd. Bygningen står på en kampestenssokkel, bindingsværket er sortopstolpet og tavlene er kalket hvide. Vinduerne er traditionelle, opsprossede vinduer. Gårdsiden har en gavlkvist med vindue, samt en nyklassicistisk indgangsdør. Bygningen har flere skråbånd og en smal, trukket gesims under taget, som er halvvalmet og tækket med røde tegl. Interiøret er præget af en nyere rumstruktur, overflader og detaljering, dog er flere ældre døre og tilhørende gerichter bevaret.

Herregården ligger i et åbent landområde, og herregårdsanlægget fremstår som en heterogen sammenstilling af bygninger fra forskellige tider og af forskellige stilarter. Den gamle hovedbygnings beliggenhed som anlæggets ene fløj understøtter og fremhæver den nye hovedbygnings historie og økonomiske fundament. Mod vest ligger en romantisk landskabshave med en kunstig sø. Parkanlægget er udført efter principperne om efterligning af motiver i det naturlige landskab, med en stræben efter det enkle og harmoniske. Parksøen må således læses som en forlængelse af den nye hovedbygnings klassicistiske arkitektur.

Den nye hovedbygnings klassicistiske formsprog formidler linjer tilbage til den italienske villaarkitektur, herunder til ejernes sociale magt, økonomiske status og kulturelle kompetencer. Den gamle hovedbygning er typisk for 1700-tallets herregårdsbygninger i bindingsværk. Bygningens kampestenssokkel, kraftige fodrem, høje stolper og brugen af fyldtømmer i gavlkvisten, gør dette til et fornemt og gennemarbejdet eksempel på en traditionel byggeskik.

Vennerslunds nye hovedbygning er inspireret af arkitekterne C.F. Hansen og G.F. Hetsch, samt italiensk villabyggeri, og bygningen fremstår som en tidstypisk repræsentant for empirens sidste fase, hvor de klassiske elementer benyttes noget friere, end tidligere i perioden. Dette ses i den vertikale orientering af gård- og haveside, i det flade, helvalmede tag, i størrelsen på vindurene, karnapmotivet og i udformningen af gavlene, som rejser sig højt på facaden. For den klassicistiske villa var det enkle udtryk vigtigt. Bygningen skulle opfattes som den helhed, de enkelte bygningsdele og udsmykninger indordner sig under. Interiørets vægpilastre, palmettefriser og loft med kasettedekorationer eller stukkrosetter, er ligeledes tidstypiske udsmykninger. I den Gamle Hovedbygning knytter de arkitektoniske værdier sig til den velbevarede, traditionelle arkitektur, herunder det regelmæssige bindingsværk, den markante gavlkvist og det stejle tegltag. Kampestenssoklen, som visuelt løfter bygningen fra jorden, den enkle farvesætning i rød, hvid og sort samt de mange, store vinduer, giver bygnignen et let, elegant og herskabeligt udtryk.

Læs videre om

• Engestofte
• Gammel Kirstineberg, Nykøbing F
• Ålholm, Vantore

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen