Vester Allés Kaserne, Aarhus

Krigsministeriet opførte ridehuset i 1860 efter tegninger af konduktør H. Jespersen, og af murermester H. Lanberg. Ridehuset indgik som en del af Vester Allé Kaserne, der blev oprettet til 3. Dragonregiment. Dragonerne var kommet til Aarhus i 1819 – dengang under navnet Prins Frederik Ferdinands dragoner, og indtil 1864 var det byens eneste regiment.

Fra 1875-1878 blev der opført en rytterikaserne til dragonerne, med boliger, skolestald, fægtesal, foderloft, kontorer, samlings- og undervisningsrum samt officersboliger. I 1932 blev 3. og 5. dragonregiment lagt sammen, og under navnet Jyske Dragonregiment flyttede de til Randers. Kasernen på Vester Allé blev nu indtaget af et panservognskompagni, to cyklist-eskadroner og to feltartilleriafdelinger fra 3. Feltartilleriregiment. Under 2. verdenskrig blev kasernen overtaget af tyskerne, som opførte flere træbarakker på området. Efter krigen i juni 1945 rykkede de danske soldater igen ind på Vester Allé Kaserne og anvendte blandt andet det gamle ridehus til opbevaring af køretøjer og andet materiel. I denne forbindelse var der brug for flere og større åbninger og derfor blev vestsiden i 1951 gennembrudt af en lang række store porte. Disse er sidenhen fjernet, men spor efter opmuringen ses stadig. Den 26. september 1969 blev kasernen lukket og træbarakker og sidebygninger blev revet ned. Der var dog stor diskussion om officersbygningen og ridehuset også skulle rives ned eller bevares. Der var mange planer for hvad man kunne bygge på grunden i stedet, men endelig blev det dog besluttet at bygningerne fik lov at stå. Ridehuset har herefter været anvendt til forskellige kulturelle formål.

Ridehuset ligger på et hjørne midt i Aarhus tæt ved Rådhuset, Aros og Musikhuset Aarhus. Bygningens gavlfacade vender ud til Vester Allé og er her forbundet til den tidligere officersbygning med en høj mur og en muret portåbning. Ridehuset er en grundmuret bygning opført i rød, blank mur med fremhævede, krenelerede hjørnetårne. Bygningen har en muret sokkel, der er dækket af cement. Murværket er udsmykket med enkle rundbuede blændinger og profilerede indfatninger i gule sten omkring alle vinduer og porte, og afsluttet af en muret hovedgesims med buefrise, der tillige har enkelte gule sten. Bygningen har et skiferbelagt heltag med zinkkanter, tagrender og nedløbsrør. Tagfladerne er ubrudte og i rygningen ses to lave tagryttere til udluftning. I bygningens nordgavl findes en stor trefløjet, brunmalet port med diamantfyldinger og rundbuet overvindue i støbejern med krydsbuede støbejernssprosser. I alle bygningens fire sider ses rundbuede, småtopsprossede støbejernsvinduer med murede sålbænke. Under den vestlige langsides vinduer, og under et vindue i sydgavlen, er placeret tofløjede, brunmalede porte. Øverst i hver gavltrekant er et stort rundt rosetvindue ligeledes i støbejern. Omkring rosetvinduet i nordgavlen ses kong Frederik VII´s initialer samt opførelsesåret 1860 i støbejern.

I det indre er ridehuset et stort rum, der er 13 meter højt og åbent til kip, hvor en stor tagkonstruktion i træ er synlig. Tømmerkonstruktionens stolper langs ydervæggene står på høje murede baser. Gulvet i rummet består af betonfliser og chaussesten, væggene er hvidkalkede og loftet, mellem trækonstruktionen er belagt med træbeton. I den nordlige ende af ridehuset er to nyere trapper i gulvet, der fører ned til henholdsvis dame- og herretoiletter. Trapperne afskærmes i det store rum af afrundede, lave, hvide brystninger.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens centrale placering i Århus i tæt forbindelse med den tidligere officersbygning. Tilsammen udgør de to bygninger den bevarede del af den tidligere kaserne. Deres tilknytning og samspil kan foruden deres placering aflæses i det historicistiske stiludtryk, ens materialeholdning samt den høje mur med portparti, der fysisk forbinder de to bygninger mod nord.

Bygningens kulturhistoriske værdi relaterer sig til den oprindelige funktion som ridehus, hvilket stadig kan aflæses i den store port samt i de få og højtsiddende støbejernsvinduer der har ventilationsrosetter. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til bygningens opførelse i historicistisk stil, der netop i perioden 1850-1910 prægede dansk arkitektur. Historicismen er betegnelsen for den stilefterlignende arkitektur, som tog udgangspunkt i de klassiske europæiske stilarter. Stilarten er kendetegnet ved at facaderne ofte fremstår i blank mur med mønstermurværk og markeret gesims. Et andet kendetegn for perioden er brugen af en række nye byggematerialer samt præfabrikerede og dekorative elementer, herunder bandt andet støbejern og skifer. Støbejernet blev introduceret i Danmark i 1850, og hermed blev det muligt at lave store, frie konstruktioner og detaljerede facadedekorationer som det blandt andet ses af ridehusets store, rundbuede vinduer og i særdeleshed sprosseværket i portens overvindue og i rosetvinduerne. Den store anvendelse af skifer til blandt andet tage på de historicistiske bygninger skyldes at den grå walisiske naturskifer i 1860'erne blev meget billig, og dermed også hurtig populær i Danmark.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det store, åbne rum, der tydeligt afspejler den oprindelige funktion som ridehus. Dette underbygges af den enkle og robuste materialeholdning.

Ridehuset fremstår som en helstøbt bygning grundet den enkle og afgrænsede form, den ensartede materialeholdning, dokorationer og bygningselementer på alle fire sider. Ridehusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre således til proportioneringen, kompositionen og materialeholdningen, der udgør et både helstøbt og selvstændigt udtryk i sammenstillingen af de klare middelalderlige referencer, som især findes i de krenelerede hjørnetårne og i murstensdetaljerne. Arkadefrise og rosetvinduerne i gavltrekanterne leder endvidere tankerne hen på norditaliensk renæssancearkitektur. Begge gavle fremtræder som to karakterfulde, symmetriske helheder af høj håndværksmæssig karakter i kraft af deres dekorationer. Nordgavlen træder dog frem som den mest repræsentative på grund af den store port.

Den arkitektoniske værdi knytter sig tillige til vinduesåbningernes indfatninger og stik, der danner relief i de ellers relativt plane murflader. Anvendelsen af gule sten i indfatningerne og sortbrændte sten til sålbænkene er en enkel men raffineret detalje, der har stor arkitektonisk værdi for det samlede udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den store tømmerkonstruktion, der udover at være en konstruktionsmæssig nødvendighed også giver rummet en helt særlig karakter og taktfasthed.

Læs videre om

• Harlev Præstegård, Gammel Harlev
• Vestergade 29, Aarhus
• Vilhelmsborg, Mårslet

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen