Vestergade 35, Asferg

Vestergade 35 blev opført i 1731. I perioden fra 1791 til 1856 var der garnisonssygehus i bygningen. Fra omkring 1854 var der også et brændevinsbrænderi, som formentlig ophørte omkring 1861. Herefter er bygningen blevet anvendt til butik og bolig. Fonden Til Bevarelse Af Gamle Bygninger I Randers Kommune erhvervede bygningen i 2001. Bygningen indeholdt en butik med store butiksvinduer i stueetagen og to boliger på første sal, og den var i meget dårlig stand. Efter restaureringen, der blev ledet af arkitektfirmaet Buhl & Klithøj og afsluttet i 2006, indeholder ejendommen nu fire boliger: to i stueetagen og to på første sal.

Forhuset ligger på sydsiden af Vestergade, hvor det indgår i gadens husrække. Bag forhuset er et pigstensbelagt gårdrum.

Forhuset er en to stokværk høj og 17 fag lang bindingsværksbygning med et rødt, teglhængt heltag. Tagfladerne er stort set ubrudte, der er to tagvinduer i tagfladen mod gården, og i rygningen er tre skorstenspiber med sokkel og gesims. Mod gården er de seks vestre fag trukket frem i en toetages lude med grundmuret stueetage, og ud for de resterende fag, undtagen det østligste, er en tegloverdækket svalegang. Forhuset står på en lav, pudset og sorttjæret sokkel, bindingsværket er rødt opstolpet og tavlene er kalket gule ligesom skorstenspiberne. Den synlige del af østgavlen er beklædt med lodretstillede brædder. Gadesidens øvre stokværk er let fremkraget og det øverste bjælkelag er gennemstukket med dobbelte nagler. På gårdsiden bærer bjælkelaget, der understøttes af skråstivere, den lange svalegang, som er beklædt med lodretstillede brædder med enkelte åbninger samt en lav luge. På midten, langs facaden fører en ældre ligeløbstrappe op til svalegangen. Øverst afsluttes både gade- og gårdside af en skråtstillet sugfjæl. Mod gaden er der to nyere, men traditionelt udførte, listebeklædte revledøre med en simpel indfatning. Foran hver dør ligger et granittrin. På gårdsiden er der i alt fem døre, to i stueetagen og tre ud for svalegangen. Dørene er magen til dørene mod gaden, dog er den ene af svalegangens døre en ældre revledør med ældre beslag. Vinduerne er torammede og smårudede og er en blanding af ældre vinduer og nyere, traditionelt udførte vinduer. Portrummet er brolagt, der er en høj, pudset sokkel, grundmurede vægge og pudset loft. Mod gaden aflukkes portrummet af en nyere, men traditionelt udført revleport. Døre, vinduer port og den udvendige trappe er malet grå og svalegangens træværk er malet rødt ligesom bindingsværket.

Bygningen indeholder to lejligheder i stueetagen, der begge har indgang direkte fra gaden, og to lejligheder på første sal, som har adgang fra gården med hver deres nye, interne kvartsvingstrappe. I det indre er en traditionel planløsning, som karakteriseres ved en langsgående hovedskillevæg, stuer mod gaden og sekundære rum placeret mod gården, herunder badeværelser og køkkener. Fra svalegangen er der via en ældre lofttrappe adgang til den uudnyttede tagetage. Lejlighederne fremstår med et traditionelt materialevalg, der er bræddegulve samt klinkegulve og vinylgulve på badeværelserne, pudsede vægge og skillevægge med malet bindingsværk samt synlige bjælker, som på oversiden er forsynet med en ekstra bjælke for at øge lofthøjden af de pudsede loftflader mellem bjælkerne. Ud mod svalegangen er revledørene på indersiden forsynet med en nyere rammedør med store ruder. Samtlige døre er nyere, men er traditionelt udførte et- og tofløjede fyldingsdøre med nye, enkle gerichter, og vinduerne har koblede rammer. Tagetagen har dels ældre, dels nyere bræddegulve, bindingsværksgavlene står hvidkalkede over stok og sten, skorstenene er synlige midt i rummet, tagkonstruktionen er enkelte steder forsynet med nye spær, og der er undertag af banevarer.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Vestergade, hvor bygningen indgår i gadens varierende række af ældre og nyere bygninger. I kraft af sin længde, højde og sit rige bindingsværk er bygningen med til at formidle den gamle indfaldsvejs oprindelige karakter samt 1700-tallets lave byskala.

Endvidere er der miljømæssig værdi ved det brolagte portrum og det pigstensbelagte gårdrum, som understøtter bygningens gårdside med den markante svalegang med udvendig trætrappe, der på traditionel vis giver adgang til bygningens førstesal.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningen som et eksempel på byens udvikling i 1700-tallet, hvor de første større købmandsgårde blev lagt uden for byens gamle afgrænsning i Vestergade, hvor grundene var noget større end inden for voldene. Hertil kommer forhusets størrelse og portrummet, der vidner om, at det har været en del af en stor købmandsgård med side- og baghuse i gården.

Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved bygningens opførelse som et toetages bindingsværkshus med let fremkraget øvre stokværk mod gaden, som er en bygningstype, der er karakteristisk for Randers historiske bykerne. Bygningen er opført i 1731 med det tidstypiske, let fremkragede etagefremspring med vandrette profileringer, som dog ikke vandt indpas i Randers og derfor er forholdsvist sjældent set i bybilledet. Hertil kommer de gennemstukne bjælkeender med bevarede dobbeltnagler. Det etageinddelte bindingsværk vandt allerede indpas i slutningen af 1500-tallet, og konstruktionsmåden hang nøje sammen med den udvendige svalegang, som konstruktivt var afhængig af, at bjælkelaget uhindret kunne forlænges ud foran facadeplanet. Dette kan ses på gårdsiden, hvor den lange, overdækkede svalegang er bevaret med lodret bræddebeklædning, smalle og aflange lysåbninger, en lav luge samt små rundbuede huller, som muligvis blev anvendt som et dueslag. På traditionel vis giver svalegangen adgang til bygningens øvre stokværk, der ofte blev anvendt til lager, herunder tagetagen, som nås ude fra svalegangen ad den ældre ligeløbstrappe bag den ældre revledør.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved, at enkelte af vinduesrammerne er hængslet på lodposten, hvilket var den traditionelle måde at hængsle rammerne på ind til 1700-tallet, hvor det blev almindeligt at hængsle dem i sidekarmene. Dette tyder på, at disse vinduer er genanvendt fra en ældre bygning.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den traditionelle grundplan med en langsgående hovedskillevæg, som adskiller stuerne mod gaden fra de sekundære rum som køkken, bad og trapper placeret mod gården. Hertil kommer de bevarede skorstene og de ældre bjælkelag samt den ældre loftstrappe.

Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved, at tagetagen er uudnyttet og står som et uopvarmet rum anvendt til opbevaring, som er den traditionelle måde at anvende disse mørke loftrum på.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til det velproportionerede, toetages bygningsvolumen, der træder i karakter på grund af forhusets anseelige længde, facadernes taktfaste og righoldige bindingsværk med mange vinduer samt det stejle heltag med tre markante skorstenspiber i rygningen. Bygningen har et forholdsvist simpelt materialevalg med det rødt opstolpede tømmer, de gulkalkede tavl og de røde tegl, men fremstår alligevel med en vis pondus i kraft af den righoldige bindingsværkskonstruktion og de store ubrudte tagflader. Bygningens længde understøttes af den faste stolpebredde samt af dokkerne under vinduerne.

Endvidere kommer kontrasten mellem facaden og gårdsiden, der fremstår mere ydmyg, hvilket i høj grad skyldes den lange, overdækkede og forholdsvist lukkede svalegang, der understøttes af lange skråstolper. Den stejle, udvendige trappe understreger tillige gårdsidens sekundære karakter.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den gennemgående traditionelle materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og synlige bjælker, der giver en samstemmende oplevelse af bygningens ydre og indre.

Læs videre om

• Oust Møllegård, Randers
• Randers Rådhus
• Randers Vandtårn

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger - Slots- og Kulturstyrelsen