Randers Vandtårn

Vandtårnet blev opført for Randers Byråd af arkitekten Jens Peter Jensen-Værum. Murermester Carl Jensen stod for facaden og murermester Carl Schiøtz for cisternen, mens tømmerarbejdet blev udført af tømrermester Jens Welløw.

Vandtårnet blev opført som erstatning for de beholdere, der siden slutningen af 1800-tallet havde sørget for vand til de nordlige, højtliggende kvarterer i Randers.

Vandtårnet, der kunne rumme 300 tønder vand, blev taget i brug i december 1905 og fungerede indtil 1950, hvor vandtårnet på Hadsundvej blev indviet.

Arkitekten Jens Peter Jensen-Værum (1855-1926) blev udlært tømrer i Randers og studerede efterfølgende på Kunstakademiets Arkitektskole, dog uden at tage afgang. Jensen-Værum var i sin studietid tilknyttet både Christian Hansen og Ferdinand Meldahl, og arbejdede på begges tegnestuer. Efter at have forladt Kunstakademiet i 1879 for at etablere tegnestue i sin fødeby Randers, fik Jensen-Værum af Christian Hansens bror, Theophilus Hansen, tilbudt ansættelse på hans tegnestue i Wien. Jensen-Værum afslog tilbuddet og fortsatte sit arbejde i Randers, hvor han frem til sin død i 1926 formgav en række af de mest markante bygningsværker, der stadig præger bybilledet.

Randers Vandtårn ligger ved den nordlige indfaldsvej til Randers midtby.

Vandtårnet består i det ydre af en let kegleformet, 29 meter høj grundmuret cylinder af røde teglsten i blank mur i krydsforbandt. På bagsiden af vandtårnet findes en nyere, muret udskud. Tårnets sokkel er udført i tilhugget, affaset granit. Over soklen findes et løberskifte og herefter et muret rulskifte med glaserede kopper. Hvor den nederste etage afsluttes, ses en muret gesims der består af et fremtrukket rulskifte, et fremtrukket løberskifte, herefter to yderligere skifter og herefter gule teglklinker på skrå. Inden murværket fortsætter op mod hovedgesimsen, der er placeret under den øverste etage, er der yderligere et rulskifte.

Vandtårnets vinduer er symmetrisk placeret og indrammet af tilbagetrukne, aftrappede murpartier. Vinduespartiet over indgangsdøren, der består af tre større åbninger, er med spidsbuer. I ydermuren findes ligeledes en række skjoldformede og spidsbuede blændinger med pudset overflade samt Randers byvåben, der er placeret over hoveddøren. Hoveddøren er indrammet af en fremtrukket portal, der afsluttes af kamptakker med glaserede vingetegl. Hoveddørens indfatning er spidsbuet og blændingsfeltet mellem hoveddøren og spidsbuen er muret i sildebensmønster. Døren har en overligger i form af en H-bjælke i jern, mens selve døren er en ældre tofløjet fyldingsdør med et greb i messing.

Hovedgesimsen består af to støbte bånd med detaljer i form af halvstaf og kehl under en skrå flade. Mellem de to bånd er en række formtagsten, hvis motiv er et glaseret firkløver. Den øverste, 12 kantede etage der ligger mellem hovedgesimsen og taget, er kendetegnet ved 12x2 mindre, spidsbuede vinduer placeret mellem udskårne knægte af træ. Hvert andet sæt vinduer er blændet. Taget, der ligeledes er 12-kantet, er belagt med bæverhaleskifer, har rigt udsmykkede rendejern og afsluttes øverst af en tagrytter med spir. Den oprindelige vinddrage findes i dag på Randers Museum.

I det indre består tårnet af et ydre trapperum og en indre cylinder, cisternen, der er udført i jernbeton. Trapperummet løber hele vejen uden om cisternen. I stueetagen er indrettet et kontorlokale, og herfra er der adgang til toilettet i det tilbyggede udskud. Desuden er der døre til opbevaringsrum under trappen. Via trappen er der adgang til førstesalen, hvor der ligeledes er indrettet et rum, som anvendes til kontor. En etage længere oppe er der indskudt et dæk i selve cisternen. Øverst findes loftsetagen, der ligger ud for de mindre, spidsbuede vinduer og herover findes spidsloftet. Begge de øverste etager er kendetegnet ved trægulve og tømmerkonstruktioner, der for en stor dels vedkommende er oprindelige. På loftsetagen ses desuden en indskudt konstruktion af H-jernbjælker samt nyere nedløbsrør.

Vandtårnets miljømæssige værdi knytter sig til den fritstående placering ved den højtliggende, nordlige indfaldsvej, der understreger tårnets aktuelle funktion som pejlemærke for den nordlige del af byen, samt til vandtårnet som et historisk markant, identitetsskabende vartegn for Randers.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til vandtårnet som et stykke industriarkitektur der vidner om datidens teknologiske stade inden for vandforsyningen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig ligeledes til vandtårnet som et repræsentativt eksempel på den dekorative historicisme, der omkring forrige århundredeskifte dominerede den offentlige arkitektur i de danske byer, og som ønskede at iklæde selv den enkleste industribygning en passende arkitektonisk dragt.

Vandtårnets arkitektoniske værdi knytter sig til den velproportionerede og kraftfulde bygningskrop, der med sit tilknappede og udpræget symmetriske formsprog har en utilgængelig og næsten monumentagtig karakter.

Læs videre om

• Brødregade 25, Randers
• Snaregade 2, Randers
• Spentrup Præstegård

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen