I Vestervig lå Thys eneste middelalderkloster. Navnet skyldes beliggenheden ved vigen i Limfjordens vestligste del, nær udløbet i Vesterhavet. Traditionelt angives klosterets stiftelsesår til ca. 1110, men man har ikke noget konkret belæg herfor. Klosteret går dog rimeligvis tilbage til første tredjedel af 1100-tallet, da det ca. 1135 indgik i et broderskab for forbøn med domkapitlet i Lund.
En ældre formodning om, at bispesædet for Vendsyssel Stift oprindelig lå i Vestervig, hvorfra det senere flyttede til Børglum, synes at bygge på en misforståelse. Vestervig Kloster er snarere opstået i forbindelse med kulten omkring Sankt Thøger og dennes grav i den nærliggende sognekirke, måske med begyndelse omkring 1117.
Konventet bestod af kannikker tilknyttet Augustinerordenen under ledelse af en provst. I hvert fald i perioder synes klosteret at have fungeret som et »kollegiatkapitel«, dvs. en slags filial af domkapitlet i Børglum, hvorfra stiftsmæssige anliggender i Thy blev administreret. Op gennem middelalderen blev provsterne regnet blandt rigets førende gejstlige prælater, og de lagde sig hyppigt ud med deres bispelige herrer i Børglum. Klosteret erhvervede sig desuden betydelige godsbesiddelser i det meste af Jylland. Flere kilder og sagn beretter om et utugtigt levned blandt kannikkerne i Vestervig. I slutningen af 1100-tallet anklagede abbed Vilhelm af Æbelholt kannikkerne for at have smidt deres provst på porten, da denne nægtede dem at pleje omgang med skøger.
I forbindelse med Reformationen i 1530’erne blev klosterets sidste provst, Svend Mogensen, indsat som lensmand på Vestervig. Nogle af kannikkerne boede endnu i klosteret i 1547, da klosterkirken fik ny funktion som kirke for Vestervig Sogn. Stedet fortsatte indtil 1661 som kongelig lensgård, hvorefter den kom på adelige hænder. Herregården blev udparcelleret i 1799 og nedrevet i 1800-tallet, men da var hovedparten af klosteret for længst nedrevet.
