Vestervig Kloster

Vestervig Kloster, som det fremstod inden nedrivningen i årene 1839-40. Illustreret Tidende, 1876.

.

I Vestervig lå Thys eneste middelalderkloster. Navnet skyldes beliggenheden ved vigen i Limfjordens vestligste del, nær udløbet i Vesterhavet. Traditionelt angives klosterets stiftelsesår til ca. 1110, men man har ikke noget konkret belæg herfor. Klosteret går dog rimeligvis tilbage til første tredjedel af 1100-tallet, da det ca. 1135 indgik i et broderskab for forbøn med domkapitlet i Lund.

En ældre formodning om, at bispesædet for Vendsyssel Stift oprindelig lå i Vestervig, hvorfra det senere flyttede til Børglum, synes at bygge på en misforståelse. Vestervig Kloster er snarere opstået i forbindelse med kulten omkring Sankt Thøger og dennes grav i den nærliggende sognekirke, måske med begyndelse omkring 1117.

Konventet bestod af kannikker tilknyttet Augustinerordenen under ledelse af en provst. I hvert fald i perioder synes klosteret at have fungeret som et »kollegiatkapitel«, dvs. en slags filial af domkapitlet i Børglum, hvorfra stiftsmæssige anliggender i Thy blev administreret. Op gennem middelalderen blev provsterne regnet blandt rigets førende gejstlige prælater, og de lagde sig hyppigt ud med deres bispelige herrer i Børglum. Klosteret erhvervede sig desuden betydelige godsbesiddelser i det meste af Jylland. Flere kilder og sagn beretter om et utugtigt levned blandt kannikkerne i Vestervig. I slutningen af 1100-tallet anklagede abbed Vilhelm af Æbelholt kannikkerne for at have smidt deres provst på porten, da denne nægtede dem at pleje omgang med skøger.

I forbindelse med Reformationen i 1530’erne blev klosterets sidste provst, Svend Mogensen, indsat som lensmand på Vestervig. Nogle af kannikkerne boede endnu i klosteret i 1547, da klosterkirken fik ny funktion som kirke for Vestervig Sogn. Stedet fortsatte indtil 1661 som kongelig lensgård, hvorefter den kom på adelige hænder. Herregården blev udparcelleret i 1799 og nedrevet i 1800-tallet, men da var hovedparten af klosteret for længst nedrevet.

Klosteranlægget

Ud over kirken er ingen synlige dele af klosterbygningerne bevaret. Bygningerne syd for kirken blev revet ned i 1660’erne, og den vigtigste kilde til de ældre dele er en udgravning i 1927. Den viste, at de ældste dele af klosteranlægget bestod af en grundmuret øst- og sydfløj, antagelig fra ældre middelalder. Fund af romanske søjlebaser tyder på, at nogle rum i de ældste fløje har været hvælvede.

Senere i middelalderen blev anlægget ombygget og udvidet ad flere omgange og udgjorde et sluttet, firfløjet anlæg. Dog var kun den nedre del af vestfløjens vestmur i 1609 grundmuret, mens resten var i bindingsværk. Østfløjen fortsatte mod syd uden for udgravningsfeltet fra 1927.

Klosterets store landtilliggende blev drevet fra en ladegård, som på en tegning fra Resens Atlas fra 1677 lå sydvest for klosteret.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om: Klostre.

Eksterne links