Vodroffsvej 10, Frederiksberg

Da Københavns militære demarkationslinje i 1852 blev flyttet længere indad mod byen til østsiden af søerne, blev der åbnet op for nye muligheder for permanent bebyggelse uden for voldene. Der skulle ikke længere søges dispensation for opførelse af bebyggelse, og man risikerede heller ikke at blive tvunget til at rive ned uden erstatning, hvis militæret krævede det. Landstederne blev nu afløst af helårsbebyggelse, og navnlig efter 1860 tog udstykningen af villakvarterene fart. Vodroffsvej er opkaldt efter Vodroffsgaard, der blev anlagt som valkemølle i 1699 af regimentskvartermester Wodroff. Vodroffsvej 10 er en udstykning fra Vodroffsgaard, der indtil begyndelsen af 1900-årene lå, hvor nuværende Danas Plads er beliggende. Den fredede have har endnu som den eneste på Vodroffsvej bevaret sin oprindelige udstrækning. Da villaen blev fredet i 1980, var det første gang, man benyttede sig af den nye mulighed for at frede omgivelser i forbindelse med en bygningsfredning. Villaen blev opført i 1865 af arkitekt J.W. Frohne (1832-1909) for Kammerassessor Knud Benjamin Fick. Hovedfacaden mod søen havde fra starten kun et svagt fremhævet midterparti, der foroven kronedes af en trekantfronton. I 1896 blev midterpartiet udvidet til en egentlig karnap. Tagetagen blev indrettet til beboelse i 1940-erne. Tegltaget er omlagt i 1983 og i 2003. J.W. Frohne byggede også nabovillaen, Vodroffsvej 8, og den i 1968 nedrevne Emiliegade 6. Atelierbygningen i haven er tegnet af arkitekt Johan Schrøder (1836-1914) for maler og billedhugger Laurits Tuxen (1853-1927) i 1882. Tuxen var svoger til ejendommens daværende ejer Professor W. Scharling. Bygningen er istandsat i 1987, og murdekorationen mod syd blev udført i forbindelse med Kulturby 96.Haveplanen findes på den oprindelige situationsplan, og dens grundlæggende struktur er bevaret til i dag. Der er naturligvis sket forskellige ændringer i årenes løb, f.eks. blev buksbomhækkene, der omkransede bedene og diverse kirkegårdstræer fjernet af havearkitekt Ejgil Kjær i 1940-erne. Johnny Mürsch (1896-1968) fik også arkitekttegnet en lilleby til børnene (de nuværende ejere). Den blev opført i schweizerstil lige som have- og gårdskuret mod nordskellet. Lillebyen fik navnet Bittebo og var indrammet af birkestolper og med egen indgangslåge. Lillebyen bestod først og fremmest af et legehus med græstag, dueslaget og kaninhuset, som stadig er bevaret, men der var også en overdækket sandkasse, en lille brønd med hejseværk, gynge, vippe og overdækket fuglefoderbræt. Den ikke-fredede garage mod syd blev opført i 1936.

Den fritliggende, kvadratiske villa er beliggende i en stor fredet have, der spænder fra Vodroffsvej til Svineryggen langs Sankt Jørgens Sø. Villaen ligger tilbagetrukket fra vejen med grusbelagt indkørsel og forhave. Villaen er indrettet til tre boliger. Villaen er opført i rød blank mur i to etager over en høj kælder med pudset sokkel. Pyramidetag belagt med blådæmpede tegl afsluttet foroven med prydspir. I tagfladerne ses fire grønmalede kviste af forskellig udformning, tre skorstenspiber i blank mur samt enkelte ovenlysvinduer. Mod gaden er indgangspartiet fremhævet ved en let, fremspringende pudset indfatning med trekantfronton, oprindelig mørk grønmalet fyldingsdør med diagonalt opsprosset overvindue og oprindelige grønmalede korspostvinduer, hvis underrammer er opdelt med en spinkel jernsprosse. Den egentlige hovedfacade orienterer sig mod haven og søen med en italiensk renæssance inspireret facadekomposition med tre store rundbuede vinduespartier med pudsede indfatninger og dekorationer og fremspringende midterparti med altan foroven og trekantgavl. Grønmalede overvejende oprindelige vinduer. Gavlene fremstår med enkelte vinduesåbninger, der er en nedgang til kælderen mod nord og en lille blomsterkarnap på 1. sal mod syd. I det indre er den oprindelige plan bevaret i kælder og de to hovedetager. Stueetage og første sal er i hovedtræk indrettet med tre store stuer en suite mod haven, hovedtrappe, køkken og værelse mod gaden samt hall og mindre værelser placeret i midten af huset. Trapperummet med den oprindelige trappe har ved indgangen terrazzogulv samt linoleum på trin og reposer, pudsede og limfarvede vægge, ådrede oprindelige døre og oliemalet træværk. Interiøret i lejlighederne er gennemgående præget af oprindelige fyldingsdøre og andet snedkerinventar, pudsede lofter med gesimser, plankegulve og andre ældre overflader. Køkkenet står meget velbevaret i stueetagen. Bagest i haven ud mod Svineryggen ligger en atelierbygning opført i blank gul mur med dels fladt tag beklædt med pap og zink og dels tagflade med hældning beklædt med skifer. En skorsten med sokkel. Gesimser er af formsten og terrazzofliser med mønstre, og de fire hjørner er fremhævet med en slags pinakler med en støbt kugle foroven. Vestgavlen har foroven en stor murblænding og volutdekoration samt et lavere, kantet indgangsparti med en tofløjet trefyldingsdør med indfatning og trekantfronton og et enkelt vindue siddende dybt i muren. Mod nord er der store ateliervinduer i facade og tag samt tre revleporte og mod øst tre murblændinger og volutdekoration. Sydsiden er pudset med sort indfarvet mørtel og dekoreret med stilelementer inspireret fra bygningens facade i indfarvet sandfarvet puds. Det indre blev ikke besigtiget, men det er oplyst fra ejer, at det står i ét rum med støbt gulv med profileret fodpanel, pudsede vægge og lofter. I loftet er monteret afrundede profiler i felter i hvert kryds er en opsatsagtigt roset med en krog i. Ved profilernes møde med væggene sidder tilsvarende rosetter uden krog. Den fredede have er indrettet med slynget, grusbelagt sti, uregelmæssig formet græsplæne, store træer, busketter, blomsterbede, køkkenhave, en omfattende rosensamling med historiske roser samt en lille afdeling under træerne mod nord indrettet til børnene med sortmalet legehus med græstag, grønmalede skodder og hvide udskårne vindskeder, kaninbur på stolper samt dueslag. Forhaven er anlagt med grus og fliser samt bede med lav bevoksning og enkelte store takstræer.

Den miljømæssige værdi knytter sig til villaens beliggenhed tilbagetrukket fra vejen i en stor have, der med sin frodige bevoksning grænser op til den offentlige park mod nord, Svineryggen mod Sankt Jørgens Sø og villaen Vodroffsvej 8 mod syd. De to villaer, bygget af den samme arkitekt, viser tilsammen et billede af den ældste bebyggelse på Vodroffsvej.

Frederiksberg var det sted, hvor den nye boligform, villaen, for alvor fik sin debut og udviklede sig, da det blev moderne at flytte uden for byen. Vodroffsvej 10 er en velbevaret repræsentant for dette tidlige villabyggeri, der blev målrettet bygherrens specielle ønsker og behov. Den historicistiske stil var slået igennem, og villaen på Vordroffsvej blev opført med inspiration fra de italienske renæssancevillaer med Palladio som den førende arkitekt. Samspillet mellem villaen og den store have understreges af, at den fine facade netop vender sig mod haven. Facaden mod vejen er mere enkel, men stadig symmetrisk og herskabelig. De to sider mod nord og syd er derimod uden detaljer, lukket mod indkig fra naboen og med vinduer og døre placeret efter funktion fremfor æstetik. I det indre viser planløsningen den store vægt, man lagde på samspillet mellem villa og omgivelser ved at placere de fine stuer en suite med udsigt over have og sø. De mange detaljer og det fine håndværk i interiørerne er ligeledes af kulturhistorisk værdi. Det velbevarede køkken med inventar fra opførelsen er en sjældenhed. Atelierbygningens kulturhistoriske værdi knytter sig til den pittoreske stil med anvendelse af mange formsten, frisesten og støbte ornamenter. De store vinduer og portene afspejler funktionen som atelier og understreger sammenhængen med haven. I det indre er loftet med kroge til ophængning af værker ligeledes af kulturel værdi. Det var populært i tiden med pavilloner, havehuse og atelierbygninger – på Vodroffsvej lå bl.a. også Gottliebs atelier, der blev nedrevet i forbindelse med Bikubens byggeri, og Kyhns atelier. Tuxens atelier har gennem årene været benyttet af flere forskellige malere og billedhuggere, en fotograf, grafiker, træskærer m.fl. Nr. 10 er den eneste tilbageværende villa på Vodroffsvej, der har bevaret haven i den oprindelige udstrækning og som viser, hvor herskabeligt de tidlige villaer var placeret. Havens kulturhistoriske værdi står beskrevet i Danmarks Havekunst bd. II: Denne oase af en byhave, den svungne gang, græsplænen med sine ornamenttræer- og buske, det indhegnede buskads af blomstrende buske og den omfattende rosensamling giver i dag et overbevisende rumligt billede af havekunsten i anden halvdel af 1800-tallet.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til villaens sluttede bygningskrop, det blanke rødstensmurværk, den symmetriske facadedisponering med fremhævede midterpartier og pudsede indfatninger og gesims, korspostvinduerne med den karakteristiske smalle og spinkle jernsprosse samt pyramidetaget med sin prydspids. Karakteristisk er den store forskel mellem den nedtonede gadefacade, hvor kun indgangspartiet er fremhævet, og den egentlige hovedfacade mod haven, der er inspireret af den italienske renæssance. De lyse dekorationer og de mørkmalede vinduer og døre står i fin kontrast til de røde mure. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig navnlig til den bevarede planløsning med det oprindelige trapperum, de fine stuer mod haven med stuklofter, panelerede vægge og fyldingsdøre med gerichter. Atelierbygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den sluttede og kompakte bygningskrop, der lukker sig mod øst og syd, men åbner sig med de store porte og ovenlysvinduet ind mod haven. Den lukkede form brydes op af de mange dekorative elementer som blændingsfelter, pinakler, volutter, glaserede bånd og gesimser af formsten, der forkrøpper sig rundt om bygningens små fremspring.

Læs videre om

• Allégade 8 A, Frederiksberg
• Bakkehuset, Frederiksberg
• P. Andersens Vandtårn, Frederiksberg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen