Øster Jølby er med en befolkning på 636 kommunens næststørste by. Byen, der har et areal på 63 ha, ligger i et naturskønt bakket morænelandskab med vid udsigt mod øst og syd. Hovedgaden, Præstbrovej, er den gamle landevej fra Nykøbing M til Vilsund, men i dag slår A26 et sving syd om Øster Jølby og er hovedvej for trafikken til og fra byen. Frimenigheden har præget byens udvikling, bl.a. med Ansgarskirken, forsamlingshus, friskole og efterskole.

Det centrale Øster Jølby, 2017. Hovedgaden er Præstbrovej på landevejen mellem Nykøbing M og Vilsund, hvor supermarked, frisør og pizzeria ligger i området ved Ansgarskirken. Øster Jølby Skole ligger i byens nordligste del sammen med sports- og fritidscenter og længere mod nord Galtrup Musik- og Idrætsefterskole. Øster Jølby Friskole ligger i byens sydlige del vest for Udvejen, mens læge, apotek og Morsø Afklaringscenter ligger øst for Udvejen.