I 1870’erne blev ligene af en midaldrende kvinde samt to mænd på hhv. 20 og 50‑60 år fundet gravlagt i den mægtige gravhøj, som ligger højt i landskabet nordvest for Borum omgivet af andre, mindre høje. De tre personer, som må have kendt hinanden og måske var i familie, var blevet gravlagt i kister fremstillet af store udhulede egetræsstammer, der er årringsdateret til ca. 1350 f. Kr.
Borum Eshøj har fra begyndelsen været udtænkt som en storslået gravhøj, hvilket bl.a. ses ved, at en større stensætning, nærmest et stengærde, har markeret stedet, hvor gravene blev placeret, og dernæst har kisterne og dele af stensætningen været indkapslet af et teknisk krævende højbyggeri. De enestående bevaringsforhold i højen betyder, at nogle af de ældste uldtekstiler fra det danske område er bevaret, heriblandt tæpper, kapper, en bluse, hårnet, huer og bælter. Gravfundet i Borum Eshøj vidner også om, at man i bronzealderen brugte sko, og at mændene barberede sig med rageknive i bronze. Omsorgen for de døde viser sig ved, at kisterne alle er foret med kohuder, og at de afdøde har fået gravgaver med i form af bronze- og trægenstande.
