Bronzealderens gravskik

De store kuplede gravhøje, der gerne ligger som rækker højt i landskabet, er det mest karakteristiske træk ved den ældre bronzealders gravskik. På nogle få hundrede år, fra ca. 1500-1100 f.Kr., blev der opført i tusindvis af høje, hvoraf kun en brøkdel i dag er bevaret. Højene er som oftest omkring 3 m høje, men kan være op til 8-9 m, ligesom diameteren kan variere mellem ca. 15 og 35 m. Der er imidlertid blevet pløjet hen over mange af de bevarede gravhøje, så deres konturer er blevet mere udflydende.

Bronzealderhøjene er omhyggeligt opbygget af græstørv – til hver eneste høj er store arealer landbrugsjord blevet "skrællet af". De kan være omgivet af en kreds af store sten, et stengærde, eller der kan være spor efter et hegn af træstolper. Sædvanligvis finder man midt på højens bund den såkaldte "central-" eller "primærgrav", som højen oprindelig er rejst over. Derudover indeholder højene i reglen adskillige andre begravelser fra både ældre og yngre bronzealder og somme tider også fra jernalderen. Det afhænger dog af den anvendte udgravningsteknik, hvor mange af disse grave man finder. I den tidlige del af ældre bronzealder (periode I-II) er den døde altid begravet ubrændt, mens der i den senere del (periode III) også forekommer brandgrave. Gravformen er dog i hovedsagen den samme: en mandslang (2-3 m) kiste dannet enten af en udhulet egestamme, af træplanker eller af store sten.

Som regel er stenkisterne brolagt i bunden, dækket med store stenblokke eller -fliser og omgivet af en stenpakning. I nogle stenkister er der fundet spor af en indre trækiste, og man ved ikke, om det har været almindeligt, for kister af træ er normalt helt forsvundet. I nogle få tilfælde har stammekister, de såkaldte egekistegrave, og deres indhold været næsten fuldstændig bevaret, men ellers finder man ved udgravninger kun det leje af sten, kisten oprindelig har stået på. Som oftest har egekisterne været dækket af en stendynge. Kister bygget af egeplanker har også været anvendt, men er i reglen ikke bevaret som andet end et rektangulært rum inden for en stensætning, evt. med nogle svage trærester.

Fra egekistegravene ved man, at den døde blev begravet i sin klædedragt, dækket af et uldent tæppe, og til sidst blev den kohud, som kisten var foret med, foldet sammen om liget. Der er da også fundet rester af skind og tekstil i mange grave. Ud over dragttilbehøret (bøjlenål, bælteplade, bæltekrog m.m.) kunne den døde – afhængig af sit køn – være udstyret med smykker, våben, toiletsager, ekstra klædningsstykker, et ler- eller trækar med en drik og i sjældne tilfælde en klapstol. Undertiden har man sammen med det ubrændte lig fundet små portioner brændte knogler, der formentlig skal tolkes som en menneskeofring i forbindelse med begravelsesceremonien.

Da de første egentlige brandgrave dukker op i den sidste del af ældre bronzealder (periode III), foregår gravlæggelsen på omtrent samme måde: de brændte knogler er sammen med våben og smykker blevet svøbt ind i tøj og skind og lagt i en træ- eller stenkiste, som havde været stor nok til at rumme et ubrændt lig. Efterhånden indskrænkes kisternes størrelse, og også mængden af gravudstyr falder. I slutningen af ældre bronzealder har man i enkelte tilfælde anvendt urner som beholdere for de brændte ben.

Størsteparten af gravene fra ældre bronzealder findes i gravhøje, der er opført inden for samme periode, men der er også eksempler på, at man har benyttet og evt. udvidet gravhøje fra stenalderen, foretaget begravelser inde i jættestuer og anlagt grave under flad mark.

I den yngre bronzealder (ca. 1100-500. f.Kr.) blev alle døde brændt, og de fleste af dem bisat i eksisterende gravhøje fra stenalderen eller den ældre bronzealder. Højene indeholder ofte mange grave fra nogenlunde samme tid, så man skal nok forestille sig, at de har udgjort en slags "familiegravsted". Selv om det var sjældent, blev der dog også opført nye storhøje, bl.a. den mægtige Lusehøj på Sydvestfyn. Først i slutningen af bronzealderen begyndte man igen at bygge gravhøje i større stil, ikke monumentale anlæg som tidligere, men små lave høje med én eller flere grave og undertiden samlet til hele gravpladser. Der er ingen tvivl om, at eftertidens agerbrug har været hårdt ved den type anlæg, og det er derfor umuligt at få et reelt billede af det oprindelige antal. Grave direkte under markoverfladen kendes fra hele den yngre bronzealder, om end ikke i noget stort omfang. De findes gerne på bakketoppe eller -skråninger, og måske har de netop været dækket af sådanne lave – helt bortpløjede – høje?

I løbet af yngre bronzealder bliver gravene efterhånden mere uanselige i såvel størrelse som udstyr. Sten- og egekister, som de kendes fra ældre bronzealder, blev stadig brugt i begyndelsen af perioden, men som regel er de kun omkring 1 m lange. Ligesom tidligere kan de være tætnet med tang og omgivet af en stenpakning, og man har somme tider fundet spor efter skind eller tøj, som knoglestumperne fra ligbålet har været indsvøbt i, da de anbragtes i kisten. Også små trækasser eller -æsker kan være anvendt til gemme for de brændte ben.

Langt størsteparten af gravene fra yngre bronzealder er imidlertid urnegrave, hvor et lerkar fra husholdningen har fungeret som beholder for den dødes jordiske rester. Urnerne er som regel lukket med et keramiklåg, en flad sten, en mindre skål eller bunden af et ituslået lerkar. De urner, som findes uden låg, har sikkert været dækket af en træplade eller et klæde. Urnerne er gerne omgivet af en stenpakning eller sat ned i en ganske lille kiste af flade sten. I nogle tilfælde er der tale om dobbeltgrave med to urner anbragt tæt sammen. Blandt urnerne er der en del, der er dekoreret som et ansigt med næse og øjne, samt nogle få stykker, der skal efterligne et hus eller en hytte med tag og dør. Der ligger uden tvivl religiøse forestillinger bag udformningen, og disse to typer lerkar har ikke været anvendt i husholdninger, før de blev gravurner.

Samtidig med at gravenes størrelse reduceres fra den ældre bronzealders mandslange kister til de små stensætninger omkring urnerne, bliver også gravgaverne mere sparsomme og mindre varierede. Kun i den tidlige del af yngre bronzealder fik en mindre gruppe af mænd f.eks. deres sværd med i graven. Det erstattes derefter af det symbolske miniaturesværd, der sikkert er et tegn på, at den døde i levende live havde ret til at bære våben. I størsteparten af gravene, især blandt de seneste, finder man slet ingen gravgaver eller kun en enkelt lille bronzegenstand. I de rigt udstyrede mandsgrave er et toiletsæt bestående af ragekniv, syl og pincet nærmest standard. Kvinderne har sjældent fået andet end et par simple ringsmykker med. Knapper og nåle, der har hørt til klædedragten, finder man hos begge køn. En markant undtagelse fra dette generelle billede er den før omtalte Lusehøj, der var opført over to stormandsgrave med et overdådigt udstyr af bl.a. bronze- og guldgenstande.

Læs mere om Bronzealderen

Læs videre om

• Bronzealderens huse og boliger
• Bronzealderens klædedragt
• Bronzealderens hest og vogn
• Bronzealderens handel og fremmedforbindelser
• Bronzealderens religion
• Bronzealderens helleristninger og ritualer
• Bronzealderens musik

Se alle artikler om

• Oldtiden
• Fundsteder fra bronzealderen
• Fredede Fortidsminder

• Guder & Grave
• Fund & Fortidsminder