Tidslinje over Danmarks oldtid
Tidslinje over Danmarks oldtid
Af .
Den store bronzekrukke, en såkaldt “amfora” fra Centraleuropa, indeholdt 11 små guldskåle med hank, da den blev fundet i Mariesminde Mose på Fyn i 1862.
/Nationalmuseet.

Bronzealderen er den periode i vor forhistorie, der har givet de bedste vidnesbyrd om kult og religion, ja bronzealderen er mættet med religiøs aktivitet og ritualer. Hellige genstande er således fundet i stort tal i moser og på tørt land: Solvognen, lurerne, prægtige guldkar, kæmpeøkser af bronze, importerede bronzekar udsmykket med skibe og sole, halsringe, smykker m.m. må have været benyttet ved indviklede ceremonier, før søer, moser og muldens mørke opslugte dem. Bronzealderen var desuden en periode, hvor der skabtes mængder af billeder – religiøs kunst – der kan fortælle os, hvorledes ritualerne med bl.a. lurer og kultøkser foregik, og om selve kernen i bronzealderens religion: hvad man troede på.

Mange steder i Norden finder vi helleristninger, dvs. billeder indhugget i klipperne eller på løse stenblokke. En del af disse helleristningsbilleder, især fra det vestsvenske landskab Bohuslän, er gengivelser af bronzealderens ritualer, f.eks. kan man se kultøkserne blive båret frem, og der bliver også blæst på lurer. De fleste af disse mere komplicerede helleristninger er fra yngre bronzealder, og det er fra samme periode, at de fleste religiøse billeder på bronzegenstande stammer. Den fine miniaturekunst på bronzerne er i langt de fleste tilfælde ikke afbildninger af ritualer, men derimod billeder af det, man troede på. Det er billeder af bronzealderfolkets forestillinger om solens daglige rejse over himlen, hvor den bliver hjulpet af skibe, fisk, solhest og slange. De bedste af denne type billeder findes på rageknivene, der således havde stor betydning som medie for "troens billeder", men halsringe og andre typer knive kan være udsmykket på denne måde. Desuden kan forskellige figurer af mennesker og dyr i bronze bidrage til forståelsen af bronzealderens religion, bl.a. Solvognen og Grevensvænge-fundet. Alle disse gengivelser fortæller om bronzealderens religion, tro og kult – de er ikke lavet for sjov eller alene som dekorativ pynt, men har haft en dybere betydning.

Solvognen

Solvognen
Solvognen
Af /Nationalmuseet.

"Solvognen" fra Trundholm Mose i Odsherred er det kendteste af alle kunstværker fra bronzealderen, ja nærmest fra hele Danmarks oldtid. Den er fremstillet i ældre bronzealder, ca. 1350 f.Kr., og er i sig selv et klart vidnesbyrd om bronzealderens trosforestillinger og verdensopfattelse. Den fortæller, at bronzealderens religion var en solreligion, hvor myterne om solens daglige og natlige rejse over himlen og gennem underverdenen var et betydningsfuldt element.

Solvognen fortæller også, at solens vigtigste hjælper og ledsager på denne mytologiske rejse var hesten, dengang formentlig det fineste og ædleste dyr. To små øskner hhv. i solskiven og på hestens hals viser, at de i bronzealderen har været forbundet med en snor, således at hesten kunne trække solen hen over himlen. Det har dog snarere været solen, der som den højeste magt kontrollerede hesten, end omvendt.

Når man ser på solskivens forgyldte side – den strålende sol – så trækker hesten solen fra venstre mod højre, dvs. i solens retning over himlen i løbet af dagen. Men vender man Solvognen om og ser på solskivens mørke, ikke forgyldte side, så trækker hesten solen fra højre mod venstre. Det må være solens rejse om natten, vi ser her. Solen er slukket og trækkes af hesten gennem underverdenen tilbage til udgangspunktet, hvor den kan stå op igen næste morgen, for vi må tænke os, at jorden i bronzealderen blev opfattet som flad. At både sol og hest er sat på et understel med seks hjul, er ikke en del af trosforestillingen. Sol og hest er sat på hjul, for at bronzealderens præster kunne bevæge dem og på den måde anskueliggøre og belære om solens gang over himlen.

Solhesten og skibet

Ragekniven fra Nedre Hvolris
Ragekniven fra Nedre Hvolris
Af /Nationalmuseet.
Ragekniven fra Vandling
Ragekniven fra Vandling
Af /Nationalmuseet.

Forestillingen om hestens og solens rejse over himlen kendes først og fremmest fra Solvognen (ældre bronzealder, ca. 1350 f.Kr.), men sådanne "solheste" findes også blandt helleristningerne og i den fine religiøse småkunst på fra rageknivene fra yngre bronzealder. Troen på solhesten må altså have eksisteret helt til bronzealderens slutning.

Den smukkeste af alle solheste findes på en ragekniv fra Neder Hvolris ved Viborg, hvor man samtidig kan se, at der også indgik skibe, "solskibe", i forestillingerne om solens rejse over himlen.

På denne ragekniv har solhesten netop hentet solen fra et prægtigt skib, hvis forstævn er formet som et hestehoved med krøllet mule. Solen i form af en dobbeltcirkel med en strålekrans, der næsten får den til at skinne, bliver af hesten trukket i en line mod højre, samme retning, som skibet sejler. Det er nu middagstid, og solen står højt på himlen.

En ragekniv fra Vandling i Sønderjylland fra ca. 900 f.Kr. fortæller elegant – som i en tegneserie -, hvad der i bronzealderens forestillingsverden skete, når solhesten overførte solen til det skib, der om eftermiddagen skulle hjælpe den videre.

På den højre halvdel af skibet ses en hest, der står på forbenene med bagbenene højt oppe, som om den var landet efter et ridebanespring. Solen ses til venstre for hesten. Der er ingen line mellem hest og sol, for hesten er jo lige landet og har overgivet solen til skibet.

Solhesten optræder også på helleristningerne, først og fremmest i det nordlige Bohuslän i Vestsverige. Herfra kan fremhæves én fra helleristningsfeltet Balken og en nylig opdaget fra et helleristningsfelt ved Kalleby ved Tanumshede

Den sidstnævnte står på et skib og er måske netop landet ligesom solhesten på ragekniven fra Vandling. Et stykke af skibet mangler, fordi klippens overflade her er forvitret bort.

Fisken og slangen

Ragekniv fra ukendt sted med motiv af solens rejse
Ragekniv fra ukendt sted med motiv af solens rejse
Af /Nationalmuseet.
Ragekniv fra Lolland
Ragekniv fra Lolland
Af /Nationalmuseet.

Ud over solhesten, hvis væsentligste "arbejde" som solens hjælper lå ved middagstid, indgik der også andre dyr i forestillingerne om solens evige rejse over himlen og gennem underverdenen. I forbindelse med skibene ses nemlig også fisk og slanger. Fisken var den, der om morgenen trak solen op fra det skib, som havde stået for den natlige rejse, til "morgenskibet". Slangen synes at hjælpe solen ned om aftenen, men den har nok også haft en funktion om morgenen ligesom fisken. Hovedsagen er, at slangen havde sit virkeområde omkring og under horisonten ved solnedgang og solopgang. Slangens domæne var således ved "jorden" i bred betydning.

En ragekniv fra et ukendt sted i Danmark viser det måske vigtigste tidspunkt i solens rejse og giver et godt indblik i denne særlige nordiske bronzealdermytologi.

Det nederste skib sejler mod venstre, det øverste mod højre – "dagskibet" befinder sig over "natskibet"; det første "over horisonten", det andet under. Mellem de to skibe ser vi en fisk, der trækker solen med strålekrans opad mod højre. Det må være den opstigende sol, der af fisken trækkes fra "natskibet" op imod det højresejlende "morgenskib", som så skal hjælpe solen videre om formiddagen.

Fisken får lov at være med på morgenskibet en stund, hvorefter den fortæres af en rovfugl – velsagtens et himmelsymbol. Det ser vi på en ragekniv fra Torupgårds Mark i Himmerland, hvor en rovfugl, der sidder på solskibets kølforlængelse, har fat i fisken.

Først når fisken er ude af billedet, kan solhesten begynde at gøre sig klar til at hjælpe solen videre over himlen på et mere fremskredent tidspunkt af dagen, omkring middag. På ragekniven fra Torupgårds Mark er solen stadig ombord på skibet, men seks meget solheste er nu parate til at overtage den.

Når solhesten senere på dagen er landet, er det igen et skib, der hjælper solen videre. Sent på eftermiddagen dukker slangen op i fortællingen om solens rejse. På en ragekniv fra Lolland er det en stor, kraftig slange med nakkekrølle og tunge, der overtager solen.

Den bevæger sig mod højre foran skibets forstævn og har solen under sig, så efter alt at dømme befinder vi os om aftenen nær solnedgang. Derefter kunne slangen eskortere solen gennem underverdenen, hvor det også var skibe, der hjalp den på vej. Slangen blev i bronzealderens forestillingsverden næppe opfattet som et ondt dyr, der spiste solen, men som et godt dyr, der fungerede som solens hjælper.

Solens rejse

De mange billeder på rageknivene fra yngre bronzealder gengiver tidens verdensbillede, forestillingerne om solens daglige gang over himlen – kernen i bronzealderens religion. Hver ragekniv synes at fastfryse et eller flere tidsrum på dagen, hvor solen havde bestemte mytologiske hjælpere eller følgesvende. Skibet er med på hele rejsen som formidler mellem de øvrige "solhjælpere": fisken, solhesten og slangen. Det er vigtigt at gøre sig klart, i hvilken retning solen og dens hjælpere bevæger sig. Når skibe og dyr bevæger sig mod højre, er det dag (solen bevæger sig jo fra venstre mod højre!), når bevægelsen går mod venstre, så har vi med natten at gøre, hvor alt skal tilbage under jorden til udgangspunktet om morgenen.

Hvor er guderne?

De to små figurer fra Grevensvænge er de eneste bevarede af en gruppe på oprindelig seks menneskefigurer. Fra gamle tegninger ved vi, at manden med den hornede hjelm og hans nu forsvundne “makker” begge bar en kultøkse i hånden.
/Nationalmuseet.

Ud fra den yngre bronzealders fine, religiøse kunst på rageknivene kan vi sammenstykke myten om solens evige rejse og genkomst, kernen i bronzealderens religion og verdensopfattelse. Solens døgnrejse afspejledes formentlig også i opfattelserne af årstiderne og årets gang. Selvfølgelig har der været variationer i dette billede, men hovedsagen er, at bronzealderens religion var en solreligion, hvor det centrale var en forståelse og tilbedelse af solens evige rejse.

Man kan her spørge: Hvor er guderne? Og svaret er, at der ikke var nogen guder i bronzealderen, hvis vi derved tænker på guddomme i menneskeskikkelse, sådan som de f.eks. kendes fra den langt senere nordiske mytologi. Vikingetidens mytologi har i det hele taget ikke meget med bronzealderens religion at gøre – bronzealderens religion er sin egen! Solen var her den højeste altfavnende guddom, og næsten alt i bronzealderens billedverden drejer sig om den. Man tilbad ikke alene den synlige sol, men også den magt og kraft, der lå bagved. Det var solen og andre naturmagter, der var i centrum, ikke en familie af menneskelignende guder. Nogle af de små bronzealderfigurer fra bl.a. Grevensvænge- og Fårdal-fundene skal ikke opfattes som guder, men som gengivelser af mennesker, der er i færd med at udføre ritualer i solkultens tjeneste.

De små figurer bærer kultøkser og hornede hjelme ligesom dem, vi kender i "naturlig" størrelse fra de arkæologiske fund. Gennem ritualerne med disse hellige genstande kom man nærmere det guddommelige og forsøgte derved at kontrollere de himmelske magter og solens kraft. Andre små kvindefigurer må betragtes som amuletter og ikke som gudinder. Hvis vi skal pege på et billede af "Guden" i bronzealderen, må det Solvognen, der afbilder den gyldne sol. Men vi kan også henvise til andre billeder af solen eller af skibet, der var symbolet på solens rejse og på det guddommelige i alle sfærer.

Solguden

Ragekniv, som formentlig er fundet i Sønderjylland, viser et skib, der bliver padlet frem af to menneskelignende figurer.
Ragekniv, som formentlig er fundet i Sønderjylland, viser et skib, der bliver padlet frem af to menneskelignende figurer.
Af /Nationalmuseet.

Selv om det er solen, der er bronzealderens "gud", viser nogle ganske få fund, at der hen imod periodens slutning var ved at opstå menneskelignende guder, men bestemt ikke i form af en rigtig "gudefamilie", sådan som det kendes hos de gamle grækere og i den nordiske mytologi. En ragekniv, som formentlig er fundet i Sønderjylland, viser et skib, der bliver padlet frem af to menneskelignende figurer.

Hvis vi kigger nøjere efter, er hovederne på de to skikkelser fremstillet ganske som de solbilleder, der kendes fra mange af rageknivene. Det må være den højeste guddom, solen, der har fået menneskelig skikkelse, hvor hovedet er solen. Men hvorfor er der to solguder – vi har dog kun én sol? Det er formentlig solens to aspekter, dagens og nattens sol, som er gengivet ved de to skikkelser med solhoveder. Dét er det nærmeste, vi kommer en bronzealdergud, og igen er det solen, som er det højeste væsen.

På en anden ragekniv fra Voel i Jylland ses også to menneskelignende figurer med hoveder, der må skulle forestille solen med strålekrans. I bronzealderens sidste del er der altså eksempler på, at den guddommelige sol har antaget menneskeskikkelse.

Solkult i Europa

Bronzespand fra Siem i Nordjylland
Bronzespand fra Siem i Nordjylland
Af /Nationalmuseet.
Amfora fra Mariesminde på Fyn
Amfora fra Mariesminde på Fyn
Af /Nationalmuseet.

Den nordiske bronzealder er særlig billedrig, og derfor er det muligt at sammenstille et meget detaljeret billede af solens mytologiske rolle i periodens tankeverden. I store dele af Mellemeuropa er den religiøse kunst ikke så varieret, men vi kan dog se, at det også længere mod syd var tankerne om solen som den højeste magt og dens rejse over himlen, der var et bærende element i troen. I yngre bronzealder nåede flere hellige bronzekar med motiver beslægtet med de nordiske til Danmark. De vigtigste er to bronzespande fra Siem i Nordjylland og amforaen fra Mariesminde på Fyn.

På disse tre spande, der formentlig er fremstillet i Ungarn eller Slovakiet, ses et stort symmetrisk skib, der bærer en mægtig sol. Skibets stævne er udformet som hovederne på svømmefugle, og det var altså dette skib, der længere mod syd var den væsentligste hjælper for solen.

Ligesom det i Norden var hesten, der var solens hjælper, var det i Mellemeuropa svømmefuglen. Formentlig blev den opfattet som et symbol på guddommelige naturkræfter, fordi den kan optræde i flere elementer: den kan være under vandet (underverdenen), den kan svømme på vandet og gå på land (menneskenes verden, jordoverfladen, horisonten), og den kan flyve (himlen). Svømmefuglene har således magt i alle verdener og har nok været tænkt som en slags formidlere mellem menneskene og det guddommelige. For at kunne hjælpe solen på dens daglige rejse over himlen og på dens natlige rejse gennem underverdenen er skibet udstyret med svømmefuglehoveder. På en ragekniv fra Nordtyskland ses et sådant svømmefugleskib, der ved hjælp af en line er ved at trække solen op (ved morgengry) og hjælpe den ned (ved solnedgang).

Billeder af svømmefugle uden skib er almindelige i mellemeuropæiske bronzealderfund, bl.a. som dekoration på smykker, og må forstås som et symbol på solens daglige rejse. Den fremmede fugl vandt også indpas i den nordiske kunst i yngre bronzealder, hvor vi ser den i forenklet form som skibsstævne på bronzegenstande og på helleristningssten. Den blev også til håndtag på mange rageknive, måske fordi en ragekniv i sig selv blev opfattet som billedet på et skib, og håndtaget da var en slags skibsstævn? Den fremmede fugl kunne dog ikke udmanøvrere den nordiske solhest. Skibet med hestehovedformet stævn forblev af stor betydning igennem hele den nordiske yngre bronzealder, side om side med fugleskibet. Hest og svømmefugl var symbol på det samme, nemlig solens rejse, og fremmed og hjemligt trivedes sammen i religionen og kunsten.

I alle tilfælde kan det ud fra det bevarede billedmateriale fastslås, at bronzealderens tro og religion i store dele af Europa var koncentreret om solens evige cykliske rejse. I Norden blev solen i yngre bronzealder hjulpet af (sol)hesten, fisken, slangen og ikke mindst skibet – i Mellemeuropa af svømmefuglen og skibet.

Alle de værdifulde kultgenstande, som blev ofret til højere magter i søer, moser og på tørt land Solvognen, kultøkser, guldskåle, hjelme, lurer og importerede bronzekar med billeder af solskibet) spillede, før de forlod menneskenes verden, en stor rolle i indviklede ritualer, som blev udført for at sikre, at solen – den højeste magt – fortsat kunne genopstå hver morgen, og at den hvert forår ville få stadig mere magt og sikre grokraft til jorden og livet.

Videre læsning

Læs mere om Bronzealderen

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links