Gennem hele bronzealderen foregik der en livlig udveksling af råstoffer, færdigvarer, idéer og teknisk viden over hele det europæiske kontinent. Også Danmark modtog talrige impulser fra fremmede kulturområder, både fra nærtliggende områder som Nordtyskland, men også fra fjernere egne som Central-, Øst- og Vesteuropa. Disse fremmedforbindelser kalder man ofte "handel", men en handel i moderne forstand, dvs. med benyttelsen af et fælles udvekslingmiddel som penge, var der ikke tale om. Skal man forstå bronzealderens vareudveksling, må man ty til studiet af vareudvekslingen blandt nulevende, såkaldt "primitive" folkeslag, der ikke har en markedsøkonomi. I bronzealderen har f.eks. bronze, rav, guld og sikkert også tekstiler og mange andre varer næppe været anvendt som betalingsmidler i vor forstand. De blev snarere udvekslet i forbindelse med forskellige sociale foranstaltninger som f.eks. brudekøb, gavegivning og indgåelse af alliancer mellem fjerntstående befolkningsgrupper.
Allerede tidligt i det 2. årtusinde f.Kr. krydsede de første bådlaster med metal Østersøen. Bådene satte ud fra Østersøens sydlige kyster, hvorfra der på det smalleste sted ikke var mere end 25 km til de øer, der i dag hører til det danske område.
Hovedparten af de fremmede bronzegenstande, som kom til Danmark kom fra det mellemtyske område, hvor der i tiden efter 2000 f.Kr. udviklede sig en rig bronzealderkultur, den såkaldte Aunjetitzkultur, hvis rigdom hvilede på lokale metalforekomster i bl.a. Harzen og de böhmiske bjerge. I tiden efter ca. 1600 f.Kr. voksede en bronzealderkultur frem, som strakte sig gennem hele det centraleuropæiske område fra Rhinen i vest til Karpatherne i øst. Man kalder den højgravskulturen efter den gravform, som var fremherskende: begravelse af ubrændte lig i gravhøje. Det var navnlig fra denne vidt udbredte kultur, at impulserne til dannelsen af den nordeuropæiske bronzealderkultur udgik.
Omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. havde tilførslerne af bronze til Danmark nået et sådant omfang, at et selvstændigt bronzehåndværk kunne udvikle sig. Man stadig var man afhængig af tilførslerne udefra. Hovedparten af de fremmede genstande kom fra Sydtyskland og Tjekkiet, medens Lüneburgområdet og Slesvig-Holsten indtog pladsen som formidler mellem nord og syd.
Midten af det 2. årtusinde f.Kr. var også det tidspunkt, hvor et internationalt net af fremmedforbindelser blev opbygget. Det nordiske ravs udbredelse til middelhavslandene er et af de mest fascinerende eksempler herpå. Det ældste nordiske rav, vi med sikkerhed kender fra Grækenland, er fra ca. 1600 f.Kr.
