Buderupholm, Støvring

Buderupholm nævnes første gang i 1268 som en borg under Valdemar-sønnernes ufredsår bestående af to lange stenhuse. Den nuværende trelængede hovedbygning er opført i 1731. I 1728 erhvervede Thøger Benzon Buderupholm som et afbrændt og øde sted, og han lod opføre nye borge- og ladegårde. Staten måtte i 1820´erne overtage Buderupholm og med udgangspunkt i godsets andel i Rold Skov påbegyndtes genrejsningen af landets største skov efter århundreders misrøgt. Buderupholm blev ombygget i 1828, og ved videresalget i 1842 undtoges Buderupholms skovdistrikt. Buderupholm tilhørte embedsfamilien Dahl fra Moesgård indtil 1914, og herregårdens store jordtilliggende blev udstykket, det sidste i 1933. Fra 1967 ejede købmand Vagn Larsen Buderupholm, og han fik iværksat tiltrængte sikrings- og restaureringsarbejder ved arkitekt Jacob Blegvad, og en moderne beboelse blev indrettet i østfløjen.

Buderupholm ligger ved Lindenborg Å, på kanten af Rebild bakker.Buderupholm er en trelænget bindingsværksgård i én etage med irregulært, sortopstolpet tømmer og hvidkalkede tavl. Bygningen står på en sorttjæret sokkel af kampesten og har et nyere helvalmet, ubrudt tag, hvori der sidder flere murede og hvidkalkede skorstenspiber med sokkel, krave og muret hvælv. De tre længer har centralt placerede gavlkviste samt opsprossede vinduer, af forskellige formater, med rødmalet karm og hvide rammer samt forsatsrammer. Der er gennemkørselsport i hovedfløjens midterparti. Under den ene længe findes en mindre kælder.

I det indre har Buderupholms tre længer altid været indrettet til beboelse. Det indre er kendetegnet ved en blanding af ældre og nyere overflader og indretning i øst for portrummet og en ældre rumstruktur og materialeholdning vest for portrummet, der viser sig i bevarede pigstensgulve, kalkede vægge, ildsteder, barokke enfyldingsdøre, støbejernsovne og fritliggende loftsbjælker. I portrummet sidder to tofløjede fyldingsdøre, modsat hinanden, med pilasterbeklædte portaler, dørgreb fra 1731 og overvinduer med radiære sprosser. Forstuen med trappe til loftet er kendetegnet ved marmorerede paneler og udskårne balustre i trappegelænderet.

Den miljømæssige værdi ved Buderupholm knytter sig til det trefløjede anlægs enestående beliggenhed i dalen ved Lindenborg Å, på kanten af Rebild bakker. Hertil kommer de fire gamle lindetræer, der afgrænser gårdspladsen mod syd, samt gårdspladsens knoldebro, som i høj grad bidrager til opretholdelsen af et helstøbt, historisk domineret kulturmiljø.

I Buderupholms ydre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til det velbevarede, senbarokke bindingsværksanlæg med gavlkviste, ældre vinduer, dobbeltfløjet barokport, dobbeltfløjet rokokoport og ubrudte valmede tagflader med traditionelle skorstene, hvoraf flere er med muret hvælv.

I bygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de mange velbevarede bygningsdele og -detaljer, herunder pigstensgulve, ildsteder, støbejernsovne, brystningspaneler, barokke enfyldingsdøre, gerichter og dørgreb samt bræddelofter med fritliggende bjælker. Hertil kommer de bevarede dele af det ældre rumforløb med korridorgange, portgennemkørsel og trapperum. Særlig trapperummet og trappen med udskårne balustre samt portgennemkørslens tofløjede fyldingsdøre med pilasterbeklædte portaler og overvindue med radiære sprosser samt dørgreb fra 1731, har meget stor kulturhistorisk værdi.

Endelig har vestfløjens knoldebrolagte tyendeafdeling stor kulturhistorisk værdi med bevaret ildsted og oprindelig plandisponering i mindre rumenheder med overkalkede bindingsværksvægge.

Arkitektonisk fremtræder Buderupholm som et sluttet og meget homogent, trelænget anlæg. Den arkitektoniske værdi knytter sig til det solide kampestensfundament og de meget levende bindingsværksfacader med skråstivere, dokker og en irregulær vinduessætning, samt den centrale portgennemkørsel. Hertil kommer de valmede og særdeles formfuldendte, ubrudte tagflader med de mange hvælvede skorstenspiber i rygningen samt de røde døre og vindueskarme mod nord og øst. Det er endvidere af stor arkitektonisk værdi, at der kun er ganske få tagrender på længerne, idet overgangen mellem tagflade og facade står skarpt, og at tagvandet drypper ned på båndet af pigsten langs soklen.

I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til bygningens mange velbevarede og meget autentiske rum, herunder portgennemkørslen, trapperummet samt længen med pigstensgulv, ildsted og synlige bjælker i loftet.

Læs videre om

• Albæk, Suldrup
• Nørlund, Ravnkilde
• Randrup, Skibsted

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen