Frederiksberg kan betragtes som en relativt ung by, oprindelig med en vis social spredning og med en særlig beliggenhed tæt på og efterhånden omsluttet af København. Skønt der langt op i 1900-tallet boede en del arbejdere på Frederiksberg, ser der ikke ud til at have været mange, der talte et udpræget arbejderklassesprog. Boligstandarden i flere af de frederiksbergske arbejderkvarterer var højere end på broerne. Det har øjensynligt tiltrukket folk fra den bedre stillede og mere ambitiøse del af arbejderklassen, som har signaleret dette ved at tale et relativt konservativt middelklassesprog med kun få arbejdertræk. Som i ovenstående prøve fra 1973 med en håndværkeruddannet mand, født på Frederiksberg i 1888 og opvokset og bosiddende næsten hele sit liv i et kvarter, der blev bygget af en arbejderbyggeforening fra 1898.
Dialekter i Frederiksberg Kommune
Dialektprøve fra 1973
Det er overvejende ældre middelklassesprog, sprogbrugeren taler, hvilket er tydeligst i vedkommendes a-udtaler. Sprogbrugeren siger jylansvaj’ (Jyllandsvej) med samme a-kvalitet foran n og j, og bruger også dette a i ord som anerle:ðes (anderledes) og ander (andre), mens det åbne a dukker op i glasmα’r (glasmager), og vedkommende har blødt g i ta:ge. Ældre former som be’ (blev), vȧrgli (virkelig), kerkegåren (kirkegården), tørkerne (tyrkerne) og ortekræmmer (urtekræmmer), som holdt sig længst i mere beskedne sociale lag, er de enestemulige arbejdertræk.