Gentofte Kommunes beliggenhed har betydet, at den lokale dialekt tidligt optog københavnske træk. Nutidens talesprog er dog ikke resultat af en jævn udvikling af denne dialekt, men et storkøbenhavnsk, der afspejler den sociale sammensætning af befolkningen i det forstadskvarter, som begyndte at vokse frem allerede i 1800-tallet, men for alvor tog form i perioden 1920‑60.
Før urbaniseringen var den væsentligste sproglige forskel i kommunen, at fiskerne i Skovshoved skilte sig ud fra bønderne, bl.a. ved deres sætningsintonation. Ligesom beboerne i de allernordligste nordsjællandske sogne havde skovserne en sætningsintonation med stigende tone i sætningsafslutningen. Skovserdialekten holdt sig et stykke ind i 1900-tallet.
Gentoftebønderne i 1600-tallet talte sjællandsk. Deres omgangsform og sprog var upoleret, og hænderne sad løst, både på mænd og kvinder. Sproget var præget af direkte udtryk, der i dag virker grove, som et vidneudsagn i tingbogen viser: »så tog hun selen fra hende, og Karen Saxes faldt tilbage på røven. Så stod Karen op igen og slog pigen med en kæp, så stødte Niels Persen Karen med en plovstav, så hun faldt omkuld på møddingen.«
Bønderne på dette tidspunkt sagde hyre (hyrde) og myre (myrde), harre (harve) og forsøllet (forsølvet). De havde mange former uden blødt d, fx uskåren (udskåren), nøj (nød) og Persen (Pedersen), og nogle københavnske former som taft (tabt), dræft (dræbt) og kjøft (købt).
Nutidens talesprog i Gentofte Kommune har intet med denne dialekt at gøre og kan i det hele taget dårlig kaldes en dialekt, idet talesproget ikke er geografisk bestemt, men i højere grad socialt relateret. I den udstrækning folk taler anderledes i Gentofte Kommune end i fx Hvidovre Kommune, kan det forklares med forskelligt uddannelsesniveau og socialt tilhørsforhold.
Flertallet af Gentofte Kommunes borgere er veluddannede og velstillede og signalerer dette ved at tale et standarddansk med middelklassepræg, og for nogles vedkommende med former, der tydeligt lægger afstand til arbejderklassens udtale. Det gælder udtaleformer som ma:ð (meget) og sajlǝ (sejle), som kontrasterer stærkt med lavkøbenhavnsk mα:ð og sαjle. Nogle udtaler også mappe og tak med samme a-kvalitet som matte og hat samt ord som golf og op med et meget a-agtigt å til forskel fra det lavkøbenhavnske tilbagetrukne å (samme lyd som i Rolf og strop).
Disse udtaler kaldes ofte hellerupske. De er dog ikke specielle for Hellerup, men signalerer, at taleren hører til de velbjergede. Det såkaldt flade (æ-agtige) ȧ, som tidligere karakteriserede arbejdernes sprog, har derimod bredt sig til de yngre sociale lag, også i Gentofte Kommune.
