Dialekten i Hedensted Kommune var på visse punkter mere vestjysk end østjysk, selv om området geografisk ligger i Østjylland. Det hed u’ð ikke u’j (ud), der var vestjysk stød (dog ikke gennemført): sno’p (snuppe), nø’t (nytte) og sna’ket (snakket), og man sagde æ manj’ (manden) og æ bå’n (barnet), men man havde som i østjysk både fælles- og intetkøn: en manj’ (en mand) og et bå’n (et barn).
Dialekten i Bjerre Herred ved Lillebælt skilte sig ud, fx sagde man etj (ikke) og u’n (vogn), og der var ikke stød i ord som grijs (gris), lyjs (lys) og heus (hus).
Sprogligt er egnen mere konservativ end området nord for Horsens, bl.a. sagde man længe a om sig selv. I dag er egentlige dialektformer sjældne, derimod er der mange regionale træk i sproget, fx manglende stød i »vej« og »skov« og i verber som »betale« og »fornemme«, datid på -et passet (passede), former som kommen, bleven (med -n, ikke -t), å i sårt (sort) og »forestilling« med o.
