Det mest iørefaldende ved traditionelt nordvestsjællandsk var de meget kraftige stød, de mange ord med diftong, fx si’e, ri’en, fry’e, sy’eð, lu’e, bu’el (se, ren, frø, sød, lå, bål), samt de tydelige bløde d’er, der ikke blot hørtes i bað, mað (bad, mad), men også i deð (det), kræð’s (kreds).
De kraftige stød har været mere sejlivede end diftongerne. På Holbækegnen sagde man nu’, du’, di’ (nu, du, de), og man kunne drikke du’s. Man brugte også stød i flere ord, end tilfældet er i standarddansk. Eksempelvis hed det ikke kun at αwta’l, men også en αwta’l, ikke en αwta:l (aftale), og man sagde køkkenhα’w (køkkenhave) og realsko’l med stød. Derimod var der ikke så mange særlige ord, som ikke kendes i rigsdansk.
Endnu i 1970’erne var lokalpræget så stærkt, at mindre børn, der flyttede fra København til Holbæk i et nyt parcelhuskvarter, tillagde sig en del af disse stød og fx sagde börn:hα’w (børnehave). Det skete ikke 30 år senere, og i dag bruger meget få unge mennesker i Holbæk de sjællandske stød. Man skal derfor uden for byen og til en ældre aldersklasse for at høre noget, man vil kategorisere som sjællandsk dialekt. Yngre mennesker kan dog også have sjællandske udtaler som siðð (ikke seðð (sidde)) og rens, brems (ikke räns, bräms (rense, bremse)), og de kan bruge ordstillinger som vi var bange for at ikke vi skulle nå toget (ikke: for at vi ikke skulle nå toget).
Man behøver heller ikke at lægge ansigtet i alvorlige folder, fordi der fortælles om en, der er gået bort. Vedkommende er blot gået en tur i byen.
