Horsens voksede i 1800-tallet til at blive en af de store jyske købstæder. Det betød en massiv indvandring fra oplandet af jysktalende landboer, der skulle omskoles til industriarbejdere. I takt hermed skete der en afslibning af de medbragte dialekter til et bysprog, der var et kompromis mellem standardsproget og jysk.
I vækstperioden var byen præget af stor sproglig variation, men fra anden halvdel af 1900-tallet blev variationen mindre. Dialekterne stod efterhånden svagere i Østjylland, så det sprog, de nye tilflyttere medbragte, var regionalt præget, men havde ikke mange traditionelle dialekttræk tilbage. I dag er forskellen mellem sproget i Horsens og oplandet endnu mindre. De fleste af indbyggerne i Horsens taler en regional udgave af standardsproget med københavnske indslag.
Kun få, herunder især ældre, i dette østjyske område kan finde på at sige a (jeg), møj’ (meget), manne (mange), jæn’ (en), daw’ (dag), men flertallet bruger stadig regionale former som væj (vej) og skåw (skov) uden stød og har i modsætning til rigsdansk heller ikke stød i ord som sywwne (syvende), ni:ene (niende), beta:l (betale) og fårlang: (forlange). Til gengæld siger man lör’da (lørdag), kæn’ner (kender) og la’wet (lavet) med stød.
Det bløde d er stadig kun lidt brugt. For kluð’, uð’ (klud, ud) siger man klu’j og u’j, og i datid er den typiske endelse -et, fx α:bαj’det (arbejdede) og syklet (cyklede). Det samme gælder participium hαr syklet (har cyklet), hvis det da ikke er et af de stærke verber på -en, fx ble:wen, kåmmen (blevet, kommet). Det hedder sårt (sort) og jå:rbær (jordbær) med å og ikke o, og fik rimer på gik. Ved siden af disse regionale træk hører man også, især hos yngre mennesker, en del oprindelig københavnske former som mαjjet (meget), trαt (træt), fårαtning (forretning) og fram’ (frem) samt flade a’er i ord som bagefter, klassen og købmand.
