Langt op i 1900-tallet var der mange i Kerteminde, der talte en særlig bydialekt. Denne form for østfynsk havde tre køn som andet fynsk, og man brugte nasalvokaler, ikke kun i ordet ha˛ (han), men også fx dæ˛ˀ (j), ga˛ˀ (j), læ˛: (den, gang, længe).
I bydialekten blev visse vokaler udtalt anderledes end i de landlige dialekter, og det var ikke rigsmålsudtaler, men særlige bymålsformer. Man sagde fx sej’, pøj’s (se, pøs), ikke si’e eller se’e eller py’es (pøs). Man sagde heller ikke u’el eller o’el (ål), men o’l eller ow’l. Til gengæld hed det ikke skowle, mowr (skole, mor), men sku:le og mu:r.
Der var også forskel mellem dialekten på Hindsholm og i resten af kommunen, fx sagde hindsholmerne ga˛ˀ , ma˛ˀ (gang, mand), mens ord på ng og nd ellers blev udtalt med j dvs. som ga˛ˀ j eller gå˛ˀ j og må˛ˀ j. Både bydialekten og omegnsdialekterne er fortid, kun den livlige intonation og visse udtryk er tilbage.
