Kolding Kommune ligger lige på grænsen til Sønderjylland. Denne grænse var ikke kun en administrativ grænse og en toldgrænse, men også en dialektgrænse. Før 1864 brugte man i hele kommunen to køn. Det hed (med foranstillet kendeord som vestpå) både æ bøj’ og æ la’nj (byen, landet), men en bøj’ hhv. et la’nj. Dialekten i den nordlige del af kommunen adskilte sig ikke meget fra Vejleegnens. Men sydpå, i det gamle Tyrstrup Herred, hed det: A tru’e snå’e vi sga te’n å jæm’ … ku i i:tj sæj mæ va dæn he’e bøj’ hi’e? di svå:e åljer et u’e (jeg tror snart, vi skal til (den) og hjem … kunne I ikke sige mig, hvad den her by hedder? De svarede aldrig et ord).
Tyrstrupdialekten havde både sydøstjyske og sønderjyske træk. Man kunne fx både høre stød og østslesvigsk musikalsk accent. Til de sønderjyske træk hørte, at man ikke brugte w-; man sagde ikke bare vi, men også va, vos, svå:e (var, os, svarede) og hjem, hvem hed (med stumt h) jæm’, væm’.
Mest påfaldende var de meget snævre vokaler i ord som sni’, vi:e, dy’, bly:e, ku’, u’e (sne, hvede, dø, bløde, ko, ord), som hverken kendes fra sydøstjysk eller sønderjysk i almindelighed, men minder mest om udtalen i Angel (Sydslesvig). Det er formentlig ældre former, der har overlevet i denne udkant af Slesvig.
I de otte sogne af det nuværende kommuneområde, som efter 1864 kom til at ligge nord for rigsgrænsen, er dialekten også præget af den efterfølgende ensidige påvirkning nordfra. Og det samme kan man sige om nutidens talesprog i kommunen. Kolding hører til det østjyske vækstområde, og talesproget har fulgt det almindelige østjyske mønster. De fleste midaldrende og ældre taler rigsdansk med østjysk intonation og enkelte jyske indslag. De unge taler endnu mere standardnært, evt. med jysk tonefald, men også med en del indslag fra moderne københavnsk.
