I Næstved, som hører til de ældste købstæder på Sjælland, har man i ældre tid talt en købstadsdialekt, der adskilte sig klart fra omegnens dialekt, selv om den havde sjællandske træk, bl.a. flere stød end i rigsmål.
I landsognene talte man sjællandsk dialekt, dvs. det udlydende -e blev sjældent udtalt: flest, lyes (fleste, løse). Man sagde fiˀeð, guˀe, stowˀr og dawˀ (fed, gå, stor, dag) som i det meste af Sjælland og udtalte »sidde« og »midt« med i som i side, mit. Man brugte mange og kraftige stød. Det hed kåkkpiˀi, hæˀsten, æˀtter (kokkepige, hesten, efter), og man sagde huˀus, nuˀu og diˀi (hus, nu, de).
Den kraftige vækst i befolkningstallet i Næstved og urbaniseringen af landdistrikterne med massivt byggeri fra 1960’erne fik også sproglige konsekvenser. Generationen født omkring 1970 sagde som EFG- eller gymnasieelever ikke fiˀeð og guˀe og havde ikke stød i »hesten« og »hoppet«, men en del sagde stadig huˀus, nuˀu, duˀu, viˀi og diˀi (hus, nu, du, vi, de). Halvdelen sagde nåw: (noget), en mindre del også maj: (meget), ikke nå:ð, ma:ð, og sjællandske udtaler som kræðˀs (kreds) og »sidde«, »midt« med i som i side, mit blev stadig brugt. Egentlige dialektudtryk brugte de tilsyneladende slet ikke, med en enkelt undtagelse: »ikke uden« i betydningen »kun«. Der var ikke synderlig forskel på eleverne fra Næstved og fra omegnen, men der var flere drenge end piger, der holdt fast i de sjællandske former.
I 2007 var en del holdt op med at bruge stød i »nu«, »i« og »de«, og især de tidligere nævnte gymnasieelever havde markant færre sjællandske træk, end de havde haft 20 år før. Og det fortsatte: I 2010 var de 15‑20-årige i Næstved næsten holdt op med at sige sið: og mit og var gået over til seð: og met (sidde, midt). Samtidig brugte de flere københavnske former som bramse og rat (bremse, ret), ikke de sjællandske brems og ræt.
