Odder fik bypræg omkring 1850, og i takt hermed blev dialekten i omegnen udjævnet. Det skete tidligere end mange andre steder i Danmark. I dag har næsten alle i kommunen et dagligsprog, der er tæt på aarhusiansk og tættere på standardsproget end på den traditionelle dialekt.
Der bruges næsten ingen lokale dialektformer, men en del fællesjyske som betale og udtale uden stød. Dog udtales drejet og lavet med stød. Man siger er bleven og kommen med -en, og hoppet betyder både »hoppede« og »hoppet«. Det hedder sårt (ikke sort) og ofte stæ:di (ikke stæ:ði), og mange yngre bruger jyske former som å (også) og så’n (sådan) side om side med oprindelig københavnske udtaler som majet (meget) med åbent a og rat, fram’ (ret, frem).
Kun Gylling Næs bevarede længe sit sproglige særpræg. Her kunne en 58-årig i 1957 endnu sige en daw’ mu’e hon sku i bøj’n så sku a pas d j’ (en dag mor hun skulle i byen, så skulle jeg passe den) (red.: koen), dvs. med nasaleret vokal i ord med -n, der svarer til et gammelt -nd.
