Til trods for kommunens store arealmæssige udstrækning er dialekten ret ensartet, da der altid har været livlig trafik nord-syd. Rent sprogligt er vestjysk moderne, således at forstå, at dialekten har fjernet sig mere fra olddansk, end rigssproget har. Kun vestjyderne har således helt opgivet det oprindelige system med tre grammatiske køn, så det nu hedder både en stor gård, en stor hus og (med foransat artikel) æ mand, æ kone, æ hus (svarende til olddansk mandinn, konen, huset). Dermed træder skellet mellem genstands- og stofbetegnelser tydeligere frem: en/den hus, flere huse over for noget/det sand, mere sand (og sågar det, mere hus om beboelsesareal, det roer = den roemark, vi har).
Substantivernes genitiv blev stort set erstattet af efterstillet ejendomspronomen (hans, hendes – for dyr og genstande: sin): de æ æ præst hans kuen hinne cykel sin løg’el (= det er præstens kones cykelnøgle).
Det gennemførte svind af udlydende -e (så møl og mølle, læs og læsse lyder ens) er en fællesjysk udvikling, men i vestjysk bliver færre af den slags ordpar ens end længere østpå, idet mange oprindelige tostavelsesord udtales med stød. Det hedder håp (hop), men hå’p (hoppe), hat (hat), men ha’t (hatte), hjælp (hjælp), men hjæl’p (hjælpe), slork (slurk), men slor’k (slurke).
Brugen af stød afviger en del fra rigsdansk. Der er ikke stød på ord som »bil«, »sy«, »hus«. De udtales i stedet med en indskudt k-lyd: bikl, syk, huks.
Som i resten af Nørrejylland syd for Limfjorden bruger vestjyderne w foran bagtungevokaler, men v foran fortungevokaler: wanj’, wos (vand, os), men vi, væj (vi, vej). Dog bruges der altid w, hvor det er i kombination med anden konsonant: hwæm’ (hvem, med hørligt h som i hjæm’ (hjem)).
På andre punkter er dialekten langt fra skriften, fx udtales -d i mange ord som r: mar, u:r (mad, ude), og en del stofbetegnelser bruges i flertal, fx dem fløde og mange grøder (den fløde, meget grød).
Vestjyden siger a om sig selv, og bruger ord, der ikke er kendt i mange andre egne, fx støw’t (en form for trillebør, egl. »styrte«), fja:le (genert); de æ mæ, dæ æ manj’ i æ bra’k (det er mig, der er mand i huset, egl. »barakken«, hytten); de æ da en båw’n be’te bå’n (det er da et velnæret lille barn); kunj do e’t sæ:r å gyer e (kunne du ikke sanse, egl. »sæde«, at gøre det?). I nogle tilfælde opleves et ord som mere specielt, end det egentlig er; hjøli (le) er fx blot sammensætningen hø-le.
Denne traditionelle dialekt blev brugt af flertallet til ind i 1960’erne. De fleste talte dialekt eller dialektnært sprog; kun byboere, tilflyttere og folk med lang boglig uddannelse talte rigsdansk.
I dag kan man især høre vestjysk blandt de ældre, mens de yngre overvejende taler rigsdansk med jysk intonation og enkelte jyske træk, fx n-former som kommen og bleven (kommet, blevet).
