Birkerød, der i 1800-tallet havde fire teglværker og en vis arbejderbefolkning, blev tidligt urbaniseret og udgjorde en samlet bymæssig bebyggelse allerede i 1945. Siden da er befolkningen mere end fordoblet. Der er mange tilflyttere, men man vil blandt ældre indfødte i Birkerød kunne træffe en vis nordsjællandsk bevidsthed og høre enkelte lokale former. Alt i alt må sproget dog beskrives som københavnsk standardsprog, ikke som sjællandsk. Den gamle Søllerød Kommune blev endnu tidligere urbaniseret og blev betragtet som en forstad til København fra 1950.
Socialt set er Rudersdal Kommune en velhavende, borgerlig kommune med højt uddannelses- og indkomstniveau, og det standarddansk, der tales, har for nogles vedkommende decideret højkøbenhavnske, sprogligt konservative former, mest markant i Søllerød. For eksempel kan ord som »koste« og »Holte« udtales med et a-agtigt å. De lyder dermed næsten som »kaste« og »halte«, idet de samme sprogbrugere samtidig har bevaret et tilbagetrukket og åbent kort a, så »Lassen« kan opfattes som »Larsen«. I moderne københavnsk standard har akvaliteten derimod i løbet af 1900-tallet nærmet sig æ. Det gælder både det lange a i ord som »hane« og »mase« og det korte i »Hanne« og »masse«.
Det modsatte gør sig gældende i ord som »lege« og »plejet«, der i moderne københavnsk har en ret tilbagetrukket a-lyd, mens de udtales med lyst a i (især ældre) højkøbenhavnsk og af mange i de nordlige forstæder, dvs. markeret anderledes end traditionelt københavnsk arbejdersprog, der har samme åbne og tilbagetrukne a-kvalitet i »seje« og »reje«. Ordet »meget« udtales typisk som ma:ð. En del ældre har også bevaret udtaler som sikel (cykel) og påwse (pause).
