Kommunen som helhed byder på stor sproglig variation. De traditionelle dialekter i området var meget forskellige, da kommunen ligger på grænsen mellem øst- og vestjysk. Man var enige om at sige a (jeg) og vi, men war’m (varm) og hwæm’ (hvem), og man udtalte ord som vej, skov, hjælp, damp og kant uden stød. Men i de vestlige dele af kommunen havde man vestjysk stød i ord som kjæ’p (kæppe), flø’t (flytte), slo’k (slukke) og hin’t (hente), mens det mod øst hed kjæp, fløt, slok og hent. Mod vest sagde man også u’e (ud), gå:e (gade), mod øst derimod uj’ og gå:j eller den lidt yngre form ga:j.
Mest iørefaldende var nok forskellen mellem efterhængt artikel mod øst: dræng’en, pi:gen, bå’net (drengen, pigen, barnet) og foransat artikel mod vest, der var ens for alle ord: æ dræng’, æ pi:g, æ bå’n. Den østjyske (og rigsdanske) form er i tidens løb trængt længere mod nordvest, og der er opstået blandingsformer som bå’nen, med vestjysk køn og østjysk artikelplacering, eller man kunne sige en hus og henvise med den, men i bestemt form bruge intetkøn: huset.
I Silkeborg mødtes ikke blot forskellige jyske dialekter, men de tilflyttede arbejdere mødte samtidig middelklassens talesprog. De fleste aflagde ret hurtigt de mest påfaldende dialekttræk, men lød stadigvæk mere jyske end de i egen forståelse rigsdansktalende middelklasseborgere. Arbejderne havde et tydeligt jysk tonefald og kunne bruge jyske udtryk som bete (lille) og tvæ:ring (tvær person), mens det jyske for middelklassen indskrænkede sig til fx ved (hos), hans eller hendes (sin) og vandet ska ka (skal kunne) løbe fra.
I dag er spændvidden størst mellem de fortrinsvis ældre personer, især i de mest landlige dele af kommunen, der stadig har en del dialekttræk i deres dagligsprog, og de unge i Silkeborg med forstæder, der taler et standardnært sprog, i nogle tilfælde med københavnsk islæt som rat (ret) og fram’ (frem).
