Der afholdes ildfestregatta i Silkeborg ca. hvert tredje år, og højdepunktet er DM i festfyrværkeri. Her fra konkurrencen i 2017, hvor der i stedet blev afholdt EM i anledningen af, at Aarhus var europæisk kulturhovedstad.
.
Thorning Friluftsspil opfører Ronja Røverdatter på grundlovsdag i 2019. Her ses afslutningen på forestillingen.
.

I Silkeborg Kommune tilsiger traditionen, at årets studenter fejrer studenterhuen ved at danse rundt om en statue af Michael Drewsen på Torvet i Silkeborg. Til gengæld er den gamle valborgsaften d. 30. april, der samlede egnens unge ugifte piger og karle, for længst historie og erstattet af sankthansaften. Lunden i Silkeborg danner hvert år rammen om byens store bål med en tusindtallig deltagerskare. I Kjellerup er der et stort sankthansbål på Bjerget.

Hjejleselskabets erhvervelse af skibet Mågen i 1996 gav mulighed for en ny tradition: julemandens ankomst til Silkeborg med båd. Julemanden med følge ankommer således med Mågen til Silkeborg Havn, hvor børn og forældre i stort tal tager imod. I samlet flok går alle til Torvet, hvor borgmesteren venter, og ved fælles hjælp tændes byens store juletræ.

Den traditionsrige ildfestregatta har sørget for lys i mørket langs Remstrup Å siden 1899, hvor Silkeborg Turist- og Regattaforening blev oprettet. Foreningen har afviklet regattaen indtil 2017. I 2018 opsagde kommunen sit samarbejdet med foreningen, og festen forventes afholdt næste gang i 2021 med en anden arrangør. Ildfestregattaerne har været afholdt over flere dage, og hver aften blev afsluttet med et stort fyrværkeri. Med årene blev det en tradition, at danmarksmesterskabet i festfyrværkeri blev afviklet samtidig.

Hjejlebådene, Silkeborgsøerne og Gudenå (Remstrup Å) danner rammen om en anden årlig tradition, Riverboat Jazz Festival. Spillestedet Rampelys har tradition for julebal første juledag. Byens unge, og ikke mindst de, som er flyttet fra byen, og som er hjemme på julebesøg, mødes her til god, lokal rock sammen med jævnaldrende.

Traditionen med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj til markering af Besættelsens ophør i 1945 har sin særlige form i Vinding, hvor lysene sættes ud i haverne. Skikken spredte sig fra præstegårdens og lærerboligens haver, og de oplyste haver i Vinding har siden været en folkelig og levedygtig tradition.

Lokalsamfundene i Salten, Hauge og Mausing står hvert år bag store kræmmermarkeder, som trækker mange til fra nær og fjern. I Thorning samles lokalbefolkningen om det traditionsrige Thorning Friluftsspil. Silkeborgs SFO’er har deres årlige Gøglermarked i Lunden, mens det historiske værksted Høgdal afholder høstfest, og Museum Silkeborg et jernaldermarked. Forretningerne i gågaden i Silkeborg har taget nye initiativer i forbindelse med black friday og halloween, som måske også bliver traditioner med tiden.

Madkultur

I 1800-tallet var der livlig trafik på Gudenå, hvor pramdragere fragtede gods i deres kåge (lavbundede både). Det var et slidsomt arbejde at stage eller trække de tungtlastede pramme op mod strømmen, og måske er det den solide og enkle kost, som pramdragerne spiste, der har inspireret til retten pramdragergryde. Hvad denne ret traditionelt har indeholdt, er ikke til at sige, men i sin enkleste form er det en gryderet bestående af både okse- og svinekød, røget flæsk og rodfrugter. Efter sigende en spise, som pramdragerkroerne langs Gudenå altid havde snurrende på ilden. En anden ret, der er blevet opkaldt efter Gudenås fragtmænd, er pramdragerkål, der består af finthakket, flødestuvet hvidkål, serveret med sylte, rugbrød og en dram.

I dag findes ikke længere pramdragere, og der er også langt mellem de tidligere så talrige pramdragerkroer. Svostrup Kro, der blev kongeligt privilegeret i 1834, er dog en af de tilbageværende. Som med så mange andre egnsretter er pramdragergryden også blevet moderniseret.

Lige ned til Gudenå ligger Kongensbro Kro, der inspireret af åens fiskebestand har fx gedde og ål fra Gudenå på menukortet. Den tidligere ejer, Else Andersen, udgav otte kogebøger med kroretter og egnsopskrifter og medvirkede i flere tv-udsendelser. Sommerpensionatet Ludvigslyst ved Julsø blev et populært gæstgiveri for de mange besøgende til Himmelbjerget efter jernbanens etablering i 1871. I 2012 åbnede hotellet og restauranten efter en restaurering under navnet Traktørstedet Ludvigslyst.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Silkeborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger