Efter en klar og skyfri nat ligger morgentågen tungt over Gudenåen.
.
Hos hannen af grøn kølleguldsmed er bagkroppen udvidet bagtil, så den får den kølleform, der sammen med farvetegningen har givet arten sit danske navn. Den er ret aggressiv over for andre hanner, som den øjeblikkelig angriber, hvis de krydser dens territorium. Over for mennesker er den derimod sky og vanskelig at komme tæt på.
.
I 1869 malede Vilhelm Kyhn Randers set fra den gamle Laxegård, der viser udsigten til Randers med Gudenåen og en af de karakteristiske laksegårde i forgrunden. Det pittoreske landskab med kirken som dekor i horisonten samt antydningen af modlys er et eksempel på Kyhns egen udgave af nationalromantikken.
.

Pramfart på Gudenåen, O.V. Bruhn

.

Gudenå er med sine knap 160 km Danmarks længste vandløb og afvander nogle af landets mest afvekslende landskaber, lige fra hedearealer over skovklædte bakketoppe og fede landbrugsområder til flade, fugtige engarealer. Den løber ind i Randers Kommune ved Langå, hvorfra den fortsætter nordøstpå til Randersbro. Herfra løber åen ud i Randers Fjord, hvis inderste del frem til Uggelhuse har karakter af en stor flodmunding. Det øvre løb har tidligere haft flere forskellige navne, men navnet Gudenå, som betyder »den til guderne indviede«, har fra gammel tid været almindelig brugt om strækningen fra Silkeborg til udløbet.

Der er enge langs Gudenå, men mange af dem har tidligere været afskåret fra åens vand af diger. I de senere år har åen dog fået 328 ha af sine våde enge og rørsumpe tilbage, da Aage V. Jensen Naturfond erhvervede enge og vådområder på begge sider af Gudenå mellem Langå og Randers. Det drejer sig om tre adskilte ejendomme: Hornbæk Enge, Væth Enge og Vorup Enge, som Fonden tilsammen kalder for Gudenåengene.

Efter både national og europæisk målestok er vandplantefloraen i Gudenås nedre løb enestående. Den gør sig især bemærket ved sine store, bølgende bestande af vandaks, som er repræsenteret ved hele otte forskellige arter samt fire krydsninger. I rørskovene vokser desuden høj sødgræs, søkogleaks, dunhammer, rørgræs, brudelys, kalmus og gul iris. Den store, iøjnefaldende canadisk balsamin, som stammer fra Nordamerika og blev indført som prydplante i danske haver, har dannet bestande i rørsumpen mellem Kongensbro og Grund Fjord.

Gudenå er levested for en lang række hvirvelløse dyr, heriblandt mange insekter, som holder til langs åen og udnytter vandet som levested for deres larver og nymfer. Til sidstnævnte hører ud over vårfluer, døgnfluer og slørvinger også guldsmedene blåvinget og blåbåndet pragtvandnymfe samt grøn kølleguldsmed og alm. flodguldsmed, som alle er knyttet til strømmende vand.

Fuglelivet er især rigt i de genetablerede enge og vådområder. Det gælder ikke mindst om foråret og efteråret, hvor trækkende vandfugle raster på Gudenåengene i tusindvis. Odderen findes langs hele åen samt ved udløbet. Den forveksles tit med den langt mindre mink, som ses oftere. De mange insekter langs og over åen tiltrækker flere arter af flagermus, og både vandflagermus og damflagermus kan mange steder opleves, når de jager lavt over åen.

Gudenå er det eneste danske østvendte vandløb, som har haft en betydelig laksebestand, og tidligt har man anlagt såkaldte laksegårde i åen. I 1351 omtales en kongeligt privilegeret fiskegård i åen, men der har formentlig været fiskegårde før den tid. Den bedst kendte er Frisenvold Laksegård, som var en af de tre laksegårde, der med sikkerhed fik kongeligt privilegium til at spærre åen helt. Med opførelsen af vandkraftværket Gudenaacentralen eller Tangeværket i 1921 uddøde den oprindelige Gudenålaks, fordi værket spærrede for fiskenes adgang til gydepladserne længere oppe i åen. Siden 1990 er der årligt blevet udsat små laks i Gudenå, hvilket har betydet, at laksen i et vist omfang er vendt tilbage.

Der er registreret 38 fiskearter i Gudenå. I den nedre del af åen, som går gennem Randers Kommune, omfatter de ud over laksen også arter som grundling, skalle, rudskalle, brasen, suder, karpe, rimte, ørred, aborre, hork, sandart, gedde, knude og ål. De mange fisk gør Gudenå til en populær destination for lystfiskere, og om vinteren fanges der fx mange blanke havørreder på strækningen ved Randers.

Gudenås farvestrålende flodguldsmed

Fra sidst i juni til sidst i september kan man opleve den elegante grønne kølleguldsmed flyve lavt og hurtigt over Gudenås vande. Grøn kølleguldsmed hører til familien af flodguldsmede, og med sin grønne forkrop og de gule tegninger på bagkroppen er den let at kende.

Som familienavnet antyder, er guldsmeden knyttet til store vandløb, som samtidig skal være både rene, kølige og iltrige. I Danmark er grøn kølleguldsmed et rent jysk bekendtskab. Tidligere var den kun kendt fra Karup Å, Skjern Å, Varde Å, Storå og Gudenå, men er siden fundet i en række af de vandløb, som har udløb i Hjarbæk Fjord. Her foretrækker den voksne guldsmed åbne, solbeskinnede steder, men ses af og til også i skovlysninger længere væk fra vandet. Nymfen lever på bunden af vandløbet, hvor den tilbringer en del af tiden delvis nedgravet i sand og grus. Dens udvikling varer 3‑4 år. Både den voksne guldsmed og nymfen er rovdyr. Mens de voksne guldsmede jager fluer, hvepse, døgnfluer, sommerfugle, guldsmede og andre insekter i luften, lever nymferne af smådyr som snegle og forskellige vandinsekter.

I 2007 blev grøn kølleguldsmed ansvarsart for Randers Kommune; et ansvar, som deles med Holstebro, Herning og Favrskov Kommuner. Den er en af de tre fredede guldsmede i Danmark og må derfor hverken indsamles eller slås ihjel. Guldsmeden er desuden omfattet af EU’s habitatdirektivs bilag IV, hvilket bl.a. betyder, at dens levesteder ikke må beskadiges eller ødelægges.

Pramfart og pramdragning på Gudenå

Frem for en mere ressourcekrævende landtransport har Gudenå siden 1400-tallet været den foretrukne løsning, når varer skulle transporteres fra Randers til det indre Jylland. I forbindelse med anlæggelsen af Trækstien langs Gudenå i begyndelsen af 1800-tallet udviklede metoden med at stage og trække pramme sig yderligere, så prammene blev i stand til at sejle hele vejen mellem Randers og Silkeborg.

Over lange strækninger blev prammene trukket af heste eller pramdragere. Når vejret var til det, blev der rejst et sejl til hjælp. Det var hårdt arbejde at være pramdrager, da de lastede pramme skulle trækkes mod strømmen til Silkeborg. Nogle steder var strømmen så stærk, at man måtte bruge heste til arbejdet. De fladbundede, sorttjærede pramme eller kåg, som de også kaldes, var 10‑15 m lange, 4‑5 m brede og kunne bære 20‑25 tons.

Behovet for pramtransport voksede, da papirfabrikken i Silkeborg blev etableret i 1844. Prammene havde deres storhedstid frem til slutningen af 1800-tallet, hvor jernbanen overtog varetransporten.

På maleriet Pramfart på Gudenåen af O.V. Bruhn fra 1889 ser det hele idyllisk og fredsommeligt ud. Men pramdragerlivet var hårdt på trods af de smukke omgivelser. I dag kan man følge Trækstien fra Randers til Silkeborg og få et indtryk af den lange vej, pramdragerne måtte stage, sejle og trække deres tungtlastede pramme.

Videre læsning

Læs mere om Ferske vande i Randers Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Ferske vande

Eksterne links