Landskab nær Over Fussing af . Begrænset anvendelse

Randers Kommunes landskaber

Kort over de overfladenære jordarter i Randers Kommune. Størstedelen af kommunen er dækket af højtliggende moræne- og smeltevandsaflejringer, som blev afsat under sidste istid. I de lavtliggende, flade områder langs Kattegatkysten og Randers Fjord findes aflejringer fra både Littorinahavet og nutidens hav. At disse gamle havbunde i dag er land, skyldes den landhævning, som er foregået siden sidste istid.
.

Geologisk tidslinje for Randers Kommune

.

Tre store ådale gennemskærer Randers Kommune: Gudenådalen, Nørreådalen og Skalsådalen. De to førstnævnte løber sammen lige vest for Randers og fortsætter mod øst i dalen med Randers Fjord, mens Skalsådalen slynger sig gennem den nordvestlige del af kommunen. Under sidste istid var de smeltevandsdale, og på nogle strækninger måske tunneldale. De er fyldt med sand og grus fra sidste istid og med ler, sand og gytje fra det senere Littorinahav. Og endelig kom der vest for Randers områder med ferskvandsaflejringer.

I de kystnære egne mellem Mariager og Randers Fjorde er der udbredte, lavtliggende sletter med aflejringer fra Littorinahavet.

Landskabets dannelse

Skrivekridt fra Kridttiden, slam- og bryozokalk fra Danien og ler fra Paleocæn, Eocæn og Oligocæn udgør kommunens prækvartære aflejringer. Ved Gassum skyder en saltdiapir op i undergrunden. Saltdiapiren, som består af salt fra Perm, er flydt op mod overfladen og derfor vokset i tykkelsen. Saltets bevægelse har løftet det overliggende skrivekridt godt 500 m op mod overfladen, så det ligger som en cirkel midt i danienkalken.

Saltdiapirens bevægelse opad påvirker også fordelingen af de palæogene lerbjergarter, da der rundt om den opstigende saltdiapir sker en indsynkning. Ved Asferg ligger en meget lige, 6 km lang dal oven på Gassum-saltdiapiren. Den er muligvis dannet ved indsynkning, som skyldes bevægelserne i undergrunden.

En forsvindende bæk

Ådalen med Borup Møllebæk går forbi Borup, hvor der sker det besynderlige, at bækken pludselig forsvinder. I Koldkilde ved Flegbæk længere nede ad dalen dukker bækken dog op igen.

Forløbet af ådalen er buet og følger afgrænsningen af skrivekridtet, der er skubbet op af Gassum-saltdiapiren. Kridtet træder frem på overfladen i dalsiderne ved Kousted Å omkring Råsted.

Den mest sandsynlige forklaring på, at Borup Møllebæk forsvinder, er, at den løber ned i sprækker og forkastninger i den overfladenære kalk. Vandet bevæger sig videre gennem kalken for så at komme frem i Koldkilde igen.

Lerbakkerne i syd

Den store lergrav ved Hinge i Ølst Bakker ligner i dag et månelandskab med fedt ler i brune, røde og blå farver. Af leret produceres Leca® letklinker, som er små, brændte lerkugler. Kuglerne anvendes bl.a. som fundamentblokke, isoleringsmateriale, beton og dræn i potteplanter. I baggrunden ses Hingeværket, der tilhører Leca Danmark A/S.

.

I Lysnet Bakke på grænsen til Favrskov Kommune ligger paleocænt og eocænt ler tæt på overfladen, mens bakkerne ved Ølst også rummer ler fra Oligocæn. Bakkernes fede ler kan inddeles i Holmehusler, Ølst Formationen, Røsnæs Formationen, Lillebæltler, Søvindmergel og Viborg Formationen.

Alle lerbjergarterne er aflejret i havet. Ølst Formationen og Røsnæs Formationen indeholder desuden askelag, som man også kender fra det jævnaldrende moler i Limfjordsområdet omkring Mors. Lerbjergarter udgør resterne af en gammel randmoræneryg, der strækker sig ned mod Mols Bjerge. De er blevet foldet og skubbet ind over sig selv ad flere omgange, og den gamle randmoræne er efterfølgende overskredet af is under sidste istid, hvilket har afrundet bakkerne.

Ud over i Lysnet og Ølst Bakker kan samme lerbjergarter også findes tæt på overfladen ved Dronningborg.

Istidslandskabet

Istidslandskabet er hovedsagelig formet af hovedfremstødet under sidste istid for 23.000‑20.000 år siden, hvor en gletsjer fra nordøst bevægede sig ind over den nuværende Randers Kommune, som blev helt dækket af is.

Smeltevand under gletsjeren strømmede ud mod isranden og eroderede sig ned i underlaget. Derved opstod tunneldale som Kastbjerg og Tvede Ådale. Derudover kan man i området omkring Hvidsten og Spentrup finde aflange terrænformer, som ligger i retningen nordøst-sydvest. Det er en såkaldt bundstribning, som er skabt af isens bevægelse hen over landskabet, og som viser, i hvilken retning gletsjeren har flydt.

Under fremrykningen har smeltevandet skyllet store mængder sand og grus ud på en hedeslette foran isen. Efterfølgende har isen bevæget sig hen over sandet og gruset, som i dag kan genfindes i grusgravene mellem Randers og Assentoft. Denne lagpakke kaldes Tebbestrup Formationen efter en grusgrav ved Tebbestrup.

Efterhånden som isen smeltede tilbage, rykkede isranden mod øst. Historien om isens gradvise tilbagesmeltning kommer tydeligt til udtryk i landskabet mellem Dyrby og Hald. Her markerer randmoræner israndens beliggenhed på forskellige tidspunkter under tilbagetrækningen.

Skals Ådal, dalen ved Helstrup, Nørreådal og Gudenådalen er alle en del af Gudenådalsystemet og er skabt af smeltevand fra to forskellige isfremstød under sidste istid: Hovedfremstødet og Det Østjyske Isfremstød. Under tilbagesmeltningen af Hovedfremstødet for ca. 20.000 år siden løb smeltevandet først op til Lovns Bredning og siden til Hjarbæk Fjord. Smeltevandet skiftede retning under Det Østjyske Isfremstød for 19.000 til 18.000 år siden og løb i stedet ud gennem Randers Fjord. De forskellige smeltevandsløb kan i dag erkendes i dalterrasserne, som ligger i forskellige niveauer. Eksempelvis er dalen ved Helstrup dannet under et ældre smeltevandsløb og ligger derfor højere end både Nørreå-og Gudenådalen.

Littorinahavet

De lavtliggende, flade sletter på begge sider af Randers Fjord er gammel, hævet havbund fra Littorinahavet. Bagerst hæver det istidslandskab sig, som i stenalderen udgjorde Littorinahavets kyster.
.

Gammel, hævet havbund fra såvel Littorinahavet som nutidens hav udgør det flade, lavtliggende område i den nordøstligste del af Randers Kommune. De tidligere kystskrænter langs Littorinahavet træder frem i landskabet i kanten af istidslandskabet. Her ligger den gamle havbund op til 5 m over nuværende havniveau, hvilket betyder, at landet har hævet sig 5 m, siden havet nåede sit højeste niveau for ca. 7.000 år siden.

Littorinahavets kystskrænter kan følges fra de lavtliggende områder omkring Overgård, ned forbi Demstrup og ind i Randers Fjord. Da vandstanden i Littorinahavet nåede sit højeste niveau, strakte fjorden sig næsten helt ind til Viborg i Nørreådalen. Dengang var både Bjerre og Sødring, som ligger på de marine flader mod nordøst, øer i det vidtstrakte hav. Ved Sødring kan man stadig se den gamle littorinakystskrænt mod øst, ligesom der er vokset strandvolde ud mod nord og syd. Efter istidens afslutning er der på den hævede havbund øst for Sødring dannet et klitområde.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Randers Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber