I en nedlagt kiselgurgrav ved Hollerup findes et profil, der gennemskærer tykke lag af søaflejringer. Lagene blev aflejret fra slutningen af istiden Saale til begyndelsen af sidste istid og strækker sig således over hele mellemistiden Eem fra 130.000 til 115.000 år siden.
Aflejringerne viser, at der her har ligget en åben sø, som gennem hele perioden hverken har været under tilgroning eller udsat for mosedannelse. De består nederst af et 4 m tykt lag af søkalk og kalkgytje, hvorover der ligger et 5 m tykt lag af kiselgur. Kiselgur er det samme som diatomit og er en blanding af kiselalger (diatoméer) og ler eller silt. Lagene af kalk og kiselgur dækkes til sidst af et 10 m tykt lag smeltevandssand fra sidste istid.
Søaflejringerne indeholder pollen fra de planter, som voksede i nærheden af søen. Analyser af pollenet har bidraget til vores forståelse af klimaets og skovens udvikling gennem Danmarks sidste mellemistid. De viser, at Eem havde en længerevarende varm periode, hvor sommertemperaturen lå lidt højere end i dag, og vintrene var milde. Det betød, at den tempererede egeblandskov var i stand til at etablere sig i området. Mod slutningen af Eem faldt temperaturen, og egeblandskoven blev erstattet af fyrreskov. På overgangen fra mellemistiden Eem til sidste istid forsvandt skoven helt. I stedet opstod et åbent landskab med lave bevoksninger af ene, dværgbirk og hedelyng.
Hollerup Kiselgurgrav er desuden berømt for nogle dådyrknogler, som blev fundet i søaflejringerne. I mange år mente man, at de var flækket af mennesker for at få adgang til den næringsrige marv. I så fald ville det være de ældste spor af mennesker i Danmark. Siden har undersøgelser dog vist, at bruddene ikke er menneskeskabte.
