Den traditionelle Sallingdialekt var markant vestjysk, mens købstadssproget i Skive var en lokal udgave af rigsmålet og adskilte sig tydeligt fra omegnens dialekt. Foruden i Skive bruges et standardnært talesprog med jysk intonation og enkelte jyske træk også i mange af de landlige dele af kommunen i dag.
I dialekten sagde man a om sig selv, det hed æ manj’ (manden), æ kuen (konen), æ lyw (livet) med foransat artikel, og der skelnedes ikke mellem to (eller tre) køn som i mere østlige egne, det hed både en bow’r (et bord) og en stu’el (stol).
Ved siden af rigsdansk stød brugte man et særligt vestjysk stød i ord som å’p (oppe), e’t (itte, dvs. ikke) og stø’k (stykke). Man sagde tikj (ti), bikjl (bil), huks (hus), mens der ikke som i standardsproget var stød på ord som kalk (kalk), hælst (helst) og hjælp (hjælp).
Sallingboerne sagde hjæm’ (hjem) med tydeligt h, og hwæm’ (hvem) med h og w, ligesom de brugte w i ord som wask (vask), men udtalte »vild« og »ven« med v.
Ord som »pige« og »koge« udtaltes med blødt g (ɋ). Man sagde mar (mad), e’t uren (ikke uden, dvs. kun), og rigsmålets bløde d (ð) var erstattet med j: stæj (sted). Man skelnede mellem l og ld, n og nd: bal’ (bal), men kalj’ (kald), væn (ven), men væ:nj (vende), og n var svundet i rn, så det hed bå’r (barn) og kow’er (korn). Svarende til langt e og o var der diftonger, fx bi’en (ben) og kuen (kone), eller videreudviklinger heraf: jæn’ (en) og kwone (koner).
De fleste af disse træk bruges i dag kun af midaldrende og ældre personer, mens de yngres talesprog blot med sætningsintonationen og ganske få andre træk røber den jyske baggrund.
