Varde er en gammel købstad, men af beskeden størrelse, så den sprogudvikling, der i løbet af 1900-tallet er sket i kommunen i retning af rigsdansk, skyldes almindelig samfundsudvikling i højere grad end påvirkning fra det lokale bysprog i Varde.
Den traditionelle dialekt besad alle de markante vestjyske træk. Det hed en stor gård og en stor hus, og i bestemt form æ gård, æ hus. Brugen af stød afveg fra rigsdansk. Det hed hjælp, kalk, damp og kanjt (kant), men hjæl’p, kal’k, dam’p, kanj’t (hjælpe, kalke, dampe, kante) med stød. Der var ikke stød på verber som betale, fortælle, aftale og afregne, men derimod på kender, drejet og gravet. Nogle vokaler var diftongeret: bi’en (ben), kuen (kone) og jæn’ (en), kwone (koner), eller rundet: hå:ð, gång’ (havde, gang). Man skelnede mellem fenj: (finde) og fein: (finne) og mellem kalj’ (kald) og kal’ (kalv) og udtalte h i hjem og hvem.
Sådan er der ingen, som taler mere. De fleste taler rigsdansk med jysk intonation; de ældre med jyske træk, de unge evt. med lokale, men ikke direkte dialektale, indslag, foruden former fra moderne københavnsk. De kender en del dialektformer, og de kan godt finde på at bruge dem, men aldrig som umarkeret sprogbrug, altid med et særligt formål, fx at latterliggøre noget. For de unge er dialekten ikke længere et dagligsprog, som den var for tidligere generationer, men et stilistisk virkemiddel.
