I Vesthimmerland er dialekten blevet brugt længere end mange andre steder, også uden for privatsfæren, og der er stadig mange dialektformer i omløb, omend de ganske unge næsten kun har et nordøstjysk tonefald tilbage.
Blandt de livskraftige træk er, at det hedder de ska ka klare sig selv (ikke ku = kunne), og at præpositioner har stærktryk langt oftere end i standarddansk: gå lige ud ’efter osten (hent lige osten), han købte den ’for et par kroner (men: han købte den for ’to kroner). Den traditionelle dialekt er østjysk med to køn og efterhængt artikel, men med en række nordjyske træk, fx udtalen af -et: såw’ne (sognet); danse, feske (dansede, fiskede; men også: danset, fisket).
Vesthimmerland har også en række vestjyske træk: stød i hå’p, læ’t, sæ’k (hoppe, lette, sække); ord som »bi«, »by« og »ud« kunne udtales med konsonant i stedet for stød (ligesom i vestog nordjysk: bik, byk, uk); ord på –ld blev udtalt med -lj: vilj’, fulj’ (vild, fuld), og ord på -nd kunne udtales med nasaleret vokal + j: lãj’, ẽj’, rõj’ (land, ind, rund). Blandt de almindelige jyske træk er a for »jeg«.
Til de lokale udtryk hører en bown mand (en holden mand), skræbe (græde), og almindelige ord som »hyrde«, »færdig«, »fjorden« er blevet næsten ukendelige pga. lydovergangen -rd > -ð: hjo:ð, faðe, fyw’ðen.
