Viborg Kommune ligger på Den Jyske Højderyg, der danner skel mellem østjysk og vestjysk. I den vestlige halvdel af kommunen talte man vestjysk. Man sagde æ manj’, æ kuen, æ bå’n (manden, konen, barnet) og havde vestjysk stød, fx i be’te (bitte, lille), ta’k (takke), hjæl’p (hjælpe). I den østlige del hed det man’en, kuenen, bå’net, og der var kun vestjysk stød i ordene e’t (ikke) og å’p (oppe). Andre jyske træk var man enige om, fx a (jeg), bi’en (ben), skuel (skole), lo’s (lås), venj’ (vind), wanj’ (vand) og hwæm’ (hvem), mens et ord som »mad« kunne udtales som mað, maj eller mar, alt efter hvor i kommunen man var.
De fleste af disse former hører fortiden til eller bruges kun af ældre mennesker. I den landlige del af kommunen taler midaldrende og ældre overvejende udtyndet dialekt, mens mange yngre taler standarddansk med få jyske indslag. De yngre har jysk tonefald og siger måske kamp, hals og kant uden stød, men har til gengæld stød i kæn’er (kender), dræj’et (drejet), låw’et (lovet) og å’p (oppe). Nogle unge kan anvende dialektord som fja:let (genert) og ræj’ (ræd, bange), men ofte bliver de sagt på en måde, der markerer, at det er humoristisk ment.
Talesproget i Viborg har en ganske anden historie. Allerede i middelalderen havde byen en anseelig størrelse. Som stiftsby fra 1000-tallet rummede den tidligt mange veluddannede indbyggere, og denne tendens er fortsat pga. de mange institutioner med højtuddannede ansatte.
Man har ingen beskrivelser af ældre viborgensisk, men der var et skarpt skel mellem land og by, og borgerskabet har nok langt tilbage i tiden talt rigsdansk med enkelte jyske træk. I nutiden kan man således høre hvis og vidst udtalt med i (hvor standardsproget har e), og man siger æ’g (æg) med blødt g, trå’r (tror) og gjå’rt (gjort). Udtalen kan følge jyske stødregler som fx ront (rundt), bekænt (bekendt), tiðsponkt (tidspunkt) og by:er (byer) uden stød. Det samme gælder udsagnsord som fortælle, aftale og underholde, der har stød i standarddansk, men optræder både med og uden stød i Viborg. I modsætning hertil hedder det oftest kæn’er (kender), læj’et (lejet) og pröw’et (prøvet) med stød, ligesom man siger ham’er (hammer), pew’er (peber) og å’p (oppe). Jyskprægede udtryk som hvem er det sin (hvis er det), ve (hos) og det er fin (uden -t) er ikke ukendte; det samme gælder ord som fja:let (genert), ska:w (skave, gnave) og et udtryk som gå i fiddivaw (komme i urede).
Der er en tendens til at sige er bleven og kommen (er blevet, kommet) og at udtale endelsen -et med -t (ikke som i rigsdansk med blødt d), både i participium har bygget og malet og i bestemt form hu’set (huset).
Hovedindtrykket af nutidens viborgensisk er således et standardsprog med jysk intonation og enkelte regionale træk og lokale former som stednavnet Borgvold udtalt med tryk på sidste stavelse. I kommunen som helhed er der stor sproglig variation fra nogle ældres dialektalt prægede sprog til det let jyskfarvede standardsprog, som mange (især yngre og unge) bruger, evt. med enkelte københavnske træk som rat (ret).
