I Gesta Danorum, den første Danmarkshistorie, nævner Saxo flere gange Viborg. Det var der, man havde tingsted, og byen dannede brændpunkt for tidens politiske begivenheder. »Viborg er den største by i Danmark,« skriver Ebbe Kløvedal Reich i romanen Festen for Cæcilie (1979). Viborgs betydning afspejles i litteraturen.
Hieronymus Justesen Ranch, der var præst ved Gråbrødre Kirke i Viborg, oversatte dramatiske tekster af de romerske digtere Titus Maccius Plautus og Seneca d.y. og skrev humanistiske skolekomedier, som blev opført af latinskolens elever på byens torv. Han skrev den første danske komedie, Karrig Niding, omkring år 1600. Den handler om en rig gnier, der grines ud som straf for det sulteregime, han havde øvet over for kone og tjenestefolk. På et tidspunkt går løjerne så vidt, at Karrig Niding næppe tror sine egne øjne, men må forsikre sig om, at han stadig er i Viborg, med disse ord: »Ah, staar der icke Domkircke Torne? Er det icke Byens Raadhuss?« Ranch spillede selv narren Krage, da hans stykke Kong Salomons Hylding opførtes på Viborg Landsting i 1584, som led i hyldningen af den senere Christian 4.
I danske historiske romaner er det ikke til at komme uden om Viborg, og kongehyldningerne er gerne et højdepunkt. I Prinds Otto af Danmark (1835) beskriver B.S. Ingemann en sådan kongehyldning, hvor kong Valdemar Atterdag, omgivet af en stor folkemasse, modtager »Stændernes Hylding paa Viborg Ting«. Og Thit Jensen beskriver i romanen Valdemar Atterdag (1940) jubelen, der møder »den unge Drot, da han rækker begge sine Hænder paa lange strakte Arme ud som vil han mødes med sit Folk i eet Favntag«.
Enevældens indførelse betød imidlertid en nedgangstid for Viborg. Måske nedgangen også forsurede de sociale relationer. Jacob Worm følte sig ustandselig forurettet og omsatte disse følelser i satirer. Da han i 1677 blev præst ved Gråbrødre Kirke, lagde han sig hurtigt ud med høj og lav i Viborg.
Trods nedgang lød der optimistiske toner i Christen Erichsøns Viborg Byes Beskrivelse (1727). Han erklærer således, at det højtliggende Viborg »er een saare Sund Stæd at leve udi«. Ved siden af Erichsøn talte Viborg omkring år 1700 digtere som: Tøger Reenberg, Henrik Gerner, Jacob Knudsen Schandrup og førnævnte Jacob Worm. Hertil kom provst Christen Lassen Tychonius, som i 1727, året efter en storbrand, ved rejsegildet for den bygning, der i dag huser Skovgaard Museet, digtede om byen, der rejste sig af sin aske.
Viborgs genrejsning er også et tema i St.St. Blichers fortælling »Fjorten Dage i Jylland« (1836). Blicher var født i Vium og var 1819‑25 præst i Thorning-Lysgård, så han kendte Viborgegnen ud og ind. I hans noveller, fx Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824), er det mest byer og steder omkring Viborg, der optager ham: Tjele, herregården Hald, Aunsbjerg, Hærvejen, heden.
Nedture kendte den fordrukne og vagabonderende Nis Petersen alt til. På husmuren i Store Sct. Mikkels Gade nr. 10 i Viborg er der opslået en mindetavle for ham. Han boede her, mens han arbejdede på hovedværket Sandalmagernes Gade (1931). Romanen er henlagt til Roms glansperiode, men selv levede Petersen på skyggesiden af Viborg, der var tætbefolket med præster, provster, officerer, dommere og skolemænd.
Viborgs kulturelle profil har givet anledning til en hel litterær tradition. I debutromanen Danskere (1896) lader Johannes V. Jensen en af personerne byen omtale som »en reaktionær Rede«, dog tilføjende, at »Byen saa saa dejlig ud«. Den slags forbehold finder man ikke i Carl Bangs Den tid den sorg (1991) og Peer Hultbergs Byen og verden (1992). Her er det sladder og snobberi, der styrer byens liv. I Sjov i Danmark (1928) skriver digteren Jens August Schade mere drillende om Viborg som »Skoleborg«.
Peter Seebergs blik på byen var ikke satirikerens, men han kommenterede de sociale skel lige så skarpt som Peer Hultberg. I At se på – Viborg – at være i (1978) skildrer han Sct. Mogens Gade, hvor bygningerne ligger side om side som hilsener fra middelalderen, renæssancen og enevælden med dens barok. Om den første, nordlige del noterer han, at den har »en borgerlig og samhyggevorn fællesnævner …«. Om den sydlige del konstaterer han: »Den søndre del kunne kaldes den utilnærmelige, her er de store huse og deres suveræne beboere.« Og om Sct. Mogens Gade som helhed konkluderer han: »Mogensgade i Viborg er berømt og besunget for sine arkitektoniske perler og for gadelængdens pryd, men noget kvarter udgør den ikke. Den er, som den altid har været, opdelt og dybt usolidarisk fra syd til nord«.
Peter Seeberg var i årene 1960‑93 museumsinspektør ved Viborg Stiftsmuseum, og herfra bidrog han aktivt til at sætte Viborg på det litterære Danmarkskort med essays, historieskrivning, antologier som Her i byen – stykker om Viborg (1974) og med fiktion som novellesamlingen Rejsen til Ribe (1990), hvor man finder et »Brev om bly. Skrevet paa Pladsen foran domkirken 18. søndag efter trinitatis A.D. 1247«.
Ida Jessen har siden 2001 udvidet det litterære landkort med fire romaner, bl.a. den prisbelønnede Børnene (2009) om den fiktive by Hvium, som har Viborg som nærmeste hovedby.
I 1971 flyttede forlaget Arena til kommunen, som tilbød økonomisk støtte, hvis det oprettede et Arkiv for Ny Litteratur, og i 1974 flyttede forlag og arkiv til herregården Hald, som siden har været et omdrejningspunkt for dansk litteratur.
