Moderne landbrugsbyggeri har i den sidste generation udvisket en egnsbestemt byggeskik. På Viborgegnen kunne den opmærksomme iagttager indtil 1960’erne se tydelige forskelle mellem hedebrugene syd og vest for Viborg og gårdbrugene i morænelandskabet med de brede ådale øst og nord for købstaden.
Det ældste landbrugsbyggeri, der kendes fra egnen, er Søgården – også kaldet Vinkelgården. Den antages at være Danmarks ældste bondegård. Gården lå oprindelig ved Vinkel, ca. 7 km sydøst for Viborg, men blev mellem 1928 og 1930 nedtaget og genopført på Frilandsmuseet Hjerl Hede. Gården er fra en tid, hvor der endnu var let adgang til godt tømmer på egnen. Egetømmeret i laden er dateret til 1546, og selve gården er opført i en højremskonstruktion.
I morænelandskabet i kommunens østre del var de klassiske bøndergårde tre- eller firlængede, de større brug med sammenbyggede længer. Især i landsbyerne langs Nørreådalen var gårdene sat i solidt sort eller brunt bindingsværk med røde tavl. De mindre brug stod ofte som vinkelbyggede ejendomme, de mindste i én længe.
Brændt tegl i bindingsværksbygninger og bygninger i grundmur vandt udbredelse fra 1830’erne. Nogle få af de gamle bindingsværksgårde findes fortsat i landsbyer ved Nørreå. I kommunens nordre del op mod Limfjorden var traditionen med pudsede og hvidkalkede bygninger meget udbredt. Gårdene her var oftest to- eller trelængede.
Syd og vest i kommunen, hvor heden tidligere var udbredt, lå hedebondens bygninger oftest nær vandløb. De tolængede gårde var sat i simpelt bindingsværk, væggene bestod af stampet ler iblandet lyng, og taget var lyng og rughalm. Ved næsten alle hedebrug lå »spændhuse«, der var små udhuse i »A-form«, rejst over spær på en græstørvsvold og beklædt med lyngtag helt ned til jorden.
I perioden mellem 1880 og 1920 blev byggeskikken mere ensartet. På de sandede jorder i syd og vest anvendtes dog ringere byggematerialer, end det var tilfældet østligere i kommunen, hvor stuehusene fik villastil i form af kviste, murbånd i cement og buestik. Indendørs blev malede stuevægge, bræddegulv og gipsloft udbredt. I perioden opførte lokale murermestre ganske mange udhuse i kløvede kampesten, som blev hentet på markerne eller i de gamle stendiger. Enkelte af disse udhuse findes fortsat.
