Fairy Hill, Tikøb

I forbindelse med udskiftningen af Landsbyen Nyrup i 1700-tallet, blev der udlagt jord til en række husmandssteder. Christian Olsen opførte en trefløjet gård på en af grundene. Allerede få år efter blev stedet opkøbt af den engelske generalkonsul, Nicolas Fenwick, der opførte en hovedbygning i bindingsværk. Få år efter i 1794 måtte han fæste gården. Hans søn Charles Fenwick, som var engelsk generalkonsul i Danmark, boede i Helsingør. I krigen mod englænderne i starten af 1800-tallet flygtede han til Helsingborg, men kom senere tilbage til Danmark og overtog Fairyhill i 1814. I årene 1820-24 byggede han landejendommen om efter engelske standarder og kaldte stedet for Fairyhill.

De nye bygninger blev bygget med en særlig lerstampningsteknik, der stammede fra de engelske cobhouses. Cob var et bygningsmateriale af ler, sand og strå. Byggemetoden indebar, at man fyldte ler i aflange støbeforme, der svarede til mures brede, hvorefter det blev stampet ned, og når leret var tørret flyttede man kasserne oven på. Oplægningen af støbekasser foregik i forbandt i hele huset længde. Murene blev med denne metode ret tykke, mellem 50-100 cm. Efterfølgende blev murene pudsede. Teknikken var særlig udbredt i Nordsjælland, hvilket muligvis skyldtes, at de førende udenlandske købmandsfamilier fra Helsingør tog byggemetoden med hjem fra rejser til England og Frankrig, og herfra stammer betegnelsen fra det franske ord pisé. Fordelen ved piséhuse var blandt andet, at brandfaren var mindre end i et traditionelt bindingsværkshus, samt at man kunne spare tømmer. Teknikken blev ikke kun anvendt på større landsteder som Fairyhill, men blev også almindelig ved opførelsen af landarbejderboliger, hvilket nok skyldes, at metoden tillige var billig og nemt kunne udføres uden den store håndværksmæssige kunnen. Fairyhill er i dag Danmarks største og fornemste eksempler på denne byggeteknik.(Cf: S. Risom). Hovedbygningens midterfløj blev sandsynligvis i forbindelse med ombygningerne i 1820erne skalmuret med ler udenpå det oprindelige bindingsværk. Efter ombygningerne i 1820erne beskrives Fairyhill i brandtaksationen med en grundplan, der næsten svarer til den nuværende. I 1840 blev de nordlige udlænger tilbygget, og den nuværende, grundmurede garage blev opført. Tidligere lå der fritliggende udlænger mod nord, men disse er i dag revet ned. Disse udlænger i form af lade og svinestald skabte et ekstra gårdsrum mod nord, som i dag er væk. Kun den lave mur af laden står tilbage i dag.

Familien Fenwick solgte Fairyhill i 1840, hvor efter blandt andet Frederik Kirch og hans søn lensbaron Reedtz-Thott ejede bygningerne i en del år, hvor Fairyhill blev drevet som landbrug.. I 1919 købte Jon Krabbe ejendommen. På daværende tidspunkt var bygningerne meget forfaldne og de måtte derfor restaureres. I 2003 hærgede en omfattende brand efter lynnedslag desværre Fairyhill, og en stor del af tagetagen blev ødelagt. Denne blev dog efterfølgende genopført.

Fairyhill, der er omgivet af en større have med høje træer, ligger syd for Helsingør ved landsbyen Nyrup mellem Gurre og Kvistgård. Fairyhill er et landsted, som består af en række sammenbyggede længer omkring en langstrakt gårdsplads, der åben sig mod øst. Hovedbygningen, der ligger i anlæggets vestlige ende, består af en række sammenbyggede fløje. Den midterste fløj har et fremspringende midterparti med helvalmet tag mod gården, og mod haven er en bræddebeklædt gavlkvist. Den midterste fløj flankeres af to sidefløje, der mod haven fremstår ens, mens de mod gården er forskellige, idet den sydlige sidefløj har en kort sidebygning og den nordlige sidefløj har en lang sidebygning. Efter denne lange sidebygning følger to sammenbyggede bygninger, herunder endnu et sidehus og en grundmuret garage langs gårdrummets nordlige side, mens der mod syd ligger en fritliggende udlænge. De tre udlænger er ikke omfattet af fredningen, og er derfor kun kort beskrevet i det følgende. Alle hovedbygningens fløje er opført i én etage med pudsede, sorttjærede sokler og pudsede, gulkalkede mure. Tagene, der alle er heltage med forskellig hældning, er belagt med røde vingetegl. De stejle tagflader brydes kun af få kviste mod gårdspladsen og et stort ovenlysvindue i den nordlige sidefløj. I tagryggene ses i hovedbygningen i alt fem gule skorstenspiber med sokkel og krave. Hovedbygningen er delvist opført i bindingsværk med skalmuring, og delvist i ler, i en teknik der kaldes pisé. Gavlen på den sydlige sidefløj og sidebygning er pudsede, mens de øvrige er bræddebeklædte. I det fremhævede midterparti findes et indgangsparti, som består af en smal, rødmalet, indfatning, der omslutter en ældre, rødmalet, tofløjet fyldingsdør med glas i den øverste del. På hver side af døren findes en rundbuet niche, hvor der står en skulptur. Der findes endvidere to havedøre, en mod vest, der er en traditionel, trefløjet dør med glas i den øverste del, og en mod syd, der er en ældre fyldingsdør. Begge døre er grønmalede. Bygningernes vinduer er grønmalede og oprindelige, men varierer i størrelse og antal af rammer og sprosser. Alle otte stuevinduer i den midterste fløj, og fire ud af seks vinduer i sydfløjen, samt fem i nordfløjen mod gårdsiden, er udført som engelske skydevinduer (sash windows), med blylodder indbygget i karmene til at lette hejse- og sænkefunktionen. Midterfløjens og nordfløjens skydevinduer har tillige de oprindelige grå træindfatninger og grønmalede træsålbænke, mens de øvrige vinduer har skifersålbænke. Kældervinduerne varierer mellem traditionelle tre- og torammede vinduer samt etrammede støbejernsvinduer. Kælderen, som er opført i kampestensfundament, er delt i to. Der er adgang til den nordlige kælder fra den nordlige sidefløjs nordgavl, mens adgangen til den sydlige kælder sker via en skråtstillet træluge i den sydlige sidefløjs østgavl.

Hovedbygningen har en ældre grundplan. Bag ved indgangspartiet findes et vindfang og en forstue, der giver adgang til begge sidefløje. I stueetagen rummer den midterste fløj samt nord- og sydfløjen en lang række stuer. Fra en stor spisestue længst mod nord er adgang til et køkken i den nordlige sidebygning. I forstuen findes en ældre treløbstrappe til tagetagen, som rummer en gang og en række soveværelser. Fairyhill fremtræder indvendigt med ældre og traditionelle overflader, herunder bræddegulve, bræddevægge eller pudsede vægge og pudsede lofter. Der er bevaret mange ældre bygningsdetaljer, herunder revledøre, fyldingsdøre med profilerede gerichter og ældre låsekasser, indbyggede skabe og paneler samt bemalede vægge udsmykket med påmalede mønstre med dyre- og bladmotiver samt gipsrelieffer. Der er tillige flere ældre støbejerns- og kakkelovne. Tagkonstruktionen er nyere men traditionel, og der er fast undertag af brædder. I kælderen findes flere ældre overflader, herunder støbte gulve, pigstensgulve, pudsede- og kalkede kampestensvægge samt bræddelofter. I den nordlige kælder findes spor efter et stort ildsted og køkkenhylder, som udgjorde en del af det gamle køkken i kælderetagen.

Fairyhills miljømæssige værdi knytter sig til placeringen i det frodige, ubebyggede, grønne landskab, hvor den er omgivet af haven, de høje træer, en mindre sø mod vest og de åbne, vidtstrakte marker mod Krogenberg Hegn og Nyrup Hegn. Alt dette skaber tilsammen en landlig idyl, der afspejler Fairyhills oprindelige funktion som landsted. Hertil kommer den lange allé fra øst, der forbinder Gurreholmvej med gårdspladsen, og med sine store trækroner danner en fornem ankomst til Fairyhill. Den miljømæssige værdi relaterer sig tillige til hele bygningskomplekset, hvor hovedbygningen og de tilhørende udhusbygninger tilsammen skaber et særdeles unikt og komplekst anlæg, der elegant former sig om den langstrakte gårdsplads. Den ensartede materialeholdning sørger for, at anlægget er naturligt sammenhængende, og sammen med gårdspladsens delvist bevarede pigstensbelægning fremstår Fairyhill med en utrolig høj autenticitet.

Fairyhills kulturhistoriske værdi ligger i bygningsanlæggets fremtræden som et landsted, der har bevaret sin oprindelige, statelige fremtræden. Placeringen vidner om, at der i løbet af 1700-tallet og 1800-tallet voksede et stort antal landsteder frem uden for København og Helsingør, hvor overklassen, efter det franske ideal om et maison de plaisance, ønskede at flytte fritidslivet ud i det smukke og afvekslende landskab som supplement til boligen inde i byen. Bygningernes velbevarede fremtræden giver et billede af datidens romantiske opfattelse af livet på landet samtidig med, at de er et vidnesbyrd om den for Danmark usædvanlige byggeteknik med piséhuse. At teknikken på opførelsestidspunktet var særlig anvendt i England vidner sammen med de mange karakteristiske og enestående, engelske skydevinduer om, at det var den engelske familie Fenwick, som opførte Fairyhill. Forskydningerne i taghældning og højde mellem hovedfløj og sidefløj. I det ydre fremtræder landstedets historiske funktioner intakte, idet bygningernes hierarkiske udtryk er bevaret. Den midterste fløj fremstår med det markante og høje indgangsparti, den tofløjede dør og vinduernes indramning med en langt mere herskabelig fremtoning end de to sidefløje, der på grund af størrelse og taghøjde skiller sig ud fra de mindre prætentiøse udhuse, stald- og garagebygninger. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den bevarede ældre planløsning, der understreger Fairyhills oprindelige indretning med en herskabsafdeling og en tyendeafdeling. Særligt de mange sydvendte stuer med adgang til haven afspejler tidens interesse for naturen. Hertil kommer at havestuens placering, i den nordlige sidefløj hænger naturligt sammen med økonomifløjen i de nordlige sidebygninger, samt det oprindelige køkken i kælderen. Rumdelingen afspejler den tidligere opdeling med anretterkøkken, køkken i den nordlige sidefløj, spisekammer, pigeværelse og en lang gang, der forbinder anretterværelse med køkken og de tidligere stalde og udhuse. Kælderens bevarede ildsted og køkkenhylder samt den oprindelige opgang fra kælderkøkkenet til stueetagen, der stadig findes i kælderen vidner endvidere om, at der under englændertiden var indrettet køkken i kælderetagen. Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig i det indre til de ældre bygningsdetaljer, som ses i de enkle 1800-tals fyldingsdøre med en bred fylding i midten af to smallere, profilerede gerichter. Hertil kommer messinggreb, låsetøj, beslagværk, fodpaneler og kakkelovne samt revledørene på førstesalen. De mange detaljer danner sammen med den traditionelle materialeanvendelse i form af bræddegulve, pudsede vægge og lofter et helstøbt interiør, der vidner om bygningens alder og får Fairyhill til at fremstå som en tidslomme, der er både unik og velbevaret.

Fairyhill optræder som et arkitektonisk komplekst anlæg, på grund af de mange mindre bygningsvolumener, der trods spring i murhøjder, vinduessætning, taghældninger og taghøjder samt mange kviste og skorstenspiber samles til et homogent anlæg. De enkelte bygningsvolumeners adskilles dog nemt fra den samlede form, hvilket især skyldes de stejle tagfladers skiftende højder. Opfattelsen af, at dette er et homogent anlæg skyldes især den ensartede materialeholdning med gulkalkede facader, sorte sokler, rødmalede døre og grønmalede vinduer samt røde tagflader med gule skorstenspiber. Farveholdningen skaber visuelle forbindelse mellem alle bygningsvolumenerne og er derfor et vigtigt arkitektonisk træk, der i særdeleshed sørger for at Fairyhill fremtræder formfuldendt. Midterfløjens engelske skydevinduer. Hertil kommer, at hovedbygningens høje midterparti fungerer som fikspunkt for aksen gennem gårdrummet, hvilket også underbygger midterpartiets funktion som hovedindgang. Midterfløjens symmetriske opbygning styrkes endvidere af de to sidefløje, hvis symmetri især opfattes på havesiden. Hovedbygningens overordnede symmetri adskiller sig fra de øvrige bygningers mere asymmetriske og prunkløse facader. Hovedbygningens store, engelske vinduer har tillige stor arkitektonisk værdi, idet de sørger for en utrolig let og åben facade både mod gården og haven. I det indre betyder vinduernes størrelse at deres overkarm næsten flugter lofter og dermed sørger for et bemærkelsesværdigt stort lysindfald. I hovedbygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig endvidere til de fornemt dekorerede stuer, hvor samspillet mellem den traditionelle materialeholdning og de ældre bygningsdetaljer og bemalinger skaber et herskabeligt og stemningsfuldt interiør. Især farvepaletten med lyse pastelfarver underbygger de lyse rum og opfattelsen af, at dette er et landsted. Hertil kommer, at stuernes placering en suite med døre en filade sørger for en visuel kontakt mellem stuerne.

Læs videre om

• Fairyhill, Trap Danmark

Læs også om

• Bøssemagergade 30 A-B og 32 A-B, Hellebæk
• I.C. Tegners Gård, Helsingør
• Sankt Olaigade 51-53

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen