Sankt Olaigade 51-53

Helsingør by bliver nævnt i kilderne første gang i 1231 og beskrives som et lille fiske- og færgeleje. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande en afgift, den såkaldte Øresundstold. Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og for at sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 fik Krogen sit nuværende navn, Kronborg. Erik af Pommern udlagde også Helsingørs byplan, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne var lette at opdele i gode byggegrunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. Den grundmurede hjørnebygning blev opført i årene 1827-28 for kaptajn og buntmager Werner. På stedet havde tidligere stået en bindingsværksgård, der udgjorde Sankt Olai Kirkes kapellanbolig. De nye bygninger havde oprindeligt bindingsværk til gården, men det må være omsat i grundmur på et senere tidspunkt. Der hvor tilbygningen på ti fag i dag ligger, lå tidligere et nabohus, som var en 12-fags bindingsværksbygning i én etage. Den nye tilbygning, som blev opført i 1921-22, blev i det ydre fuldkommen til tilpasset hjørnebygningen fra 1828.Fra ældre fotografier ses det, at havemuren har haft en markeret port i hvert fald op til 1945. Det ses også, at blændingsfelter og hjørnefaget har været kalket hvidt.

Hele bebyggelsen består af den lange længe mod kirkepladsen, det rundede hjørne, længen mod Kirkestræde med den tilhørende sidebygning samt havemuren. Ejendommen ejes og anvendes af Sct. Olai kirke til administration, mødelokaler og beboelse.Hjørnehuset er i to etager med udnyttet tagetage, der omkring et rundet hjørnefag har ti fag mod kirkepladsen og ti fag mod Kirkestræde. Der er også en med forhuset sammenbygget vinkelbygning på seks fag, der ligger inde i den tilhørende have. Bygningen beskriver således en asymmetrisk U-form. Over en lav sokkel af granit, står bygningen grundmuret og pudset med en refendfuget underfacade, og en profileret kondongesims mellem stue og første etage, samt vandrette, tilbagetrukne blændingsfelter. Op mod taget er murene afsluttet af en klassisk gesims med svungne konsoller. Hjørnefaget er trukket en kvart sten tilbage i forhold til den øvrige facade. Taget er et heltag med røde vingetegl, med to skorstene med sokkel og udkragning, samt en række taskekviste, både mod gade og gård. Mod gården står murene overpudsede og kalket med jernvitriol med en hvidmalet, profileret trægesims. Vinduerne er overalt hvidmalede dannebrogsvinduer med en eller to ruder i nederste ramme, mens taskekvistene er torammede med tre ruder i hver ramme. I det rundede hjørnefag er karmene knækket for at følge rundingen med seks rammer, hvor de nederste rammer har to ruder. Mod kirkepladsen er to ens, traditionelt udførte, mørkegrønne, tofløjede hoveddøre med tre fyldinger og dobbelte slaglister. Der er et todelt overvindue over hver dør. Dørene er formentlig nyere og stammer måske fra opførelsen af de syv østligste fag i 1921-22. Mod haven er en meget ny, hvidmalet, tofløjet dør med tre fyldinger og et lavt overvindue. Den vestligste hoveddør giver adgang til en række stuer i den oprindelige del af bygningen, som strækker sig fra det rundede hjørne og ned langs Kirkestræde. Hoveddøren fører ind til en klinkebelagt forstuegang med udgang til gården. Rummene er karakteriseret ved fløjdøre med indstukne hængsler og tilhørende indfatninger, paneler, som mod gaden er fuldpanellerede, hulpostvinduer med lysningspaneler og skodder, kaminindfatning, samt store loftgesimser, som må være fra opførelsen i 1827. Gulvene og enkelte døre er fornyede, ligesom vinduerne er fornyet og har koblede rammer. Bagest i fløjen ind mod haven er alle overflader nyere, og der indrettet køkken og bryggers her. Under fløjen er en kælder med jordgulv og delvis stenlægning, væggene er murede og hvidkalkede, og der er enkelt kampestene i væggene. Her er også det store, murede skorstensfundament. I anden etage, er der fra det rundede hjørne og hen langs Kirkestræde en lejlighed med ældre paneler, vinduer, lofter, gulve, fløjdøre samt enkeltdøre og kaminindfatninger, alt formentlig bevaret fra opførelsen 1828. I fløjen mod haven er en måske oprindelig, treløbs køkkentrappe i overgangen mellem forhuset og vinkelfløjen. Herfra er fløjen indrettet til køkken og baderum, alt med moderne overflader.I tilbygningen fra 1921-22 på ti fag langs kirkepladsen er alle overflader, lofter, vægge og gulve samt døre og vinduer nye, men traditionelt udført. Bag tilbygningens mørkegrønne hoveddør, som ligger østligst, er der en traditionel toløbstrappe med en dekorativ, drejet mægler i mørkt, lakeret træ. Gulvfladerne er dækket af linoleum, vægge og undersiden af løbene af filt og væv. På førstesalen er i tilbygningen mod kirkepladsen en række kontorer på begge sider af en midtergang; alle overflader, gulve, vægge, lofter og døre samt vinduer er traditionelle materialer, men udført i 1921-22. Tagetagen er indrettet i alle fløje til en lang række rum med vægge til kip eller hanebånd, ældre gulve, og et enkelt nyere badeværelse. I tagetagen ses hanebåndene og enkelte kopbåndlignende led i gulvhøjde.

Den miljømæssige værdi ved Sct. Olai Gade 51-53 knytter sig til hjørnehusets beliggenhed på hjørnet af Sct. Olai Gade og Kirkestræde, hvor bygningen er med til at indramme to vigtige gadeforløb i den ældste del af Helsingør op mod domkirken. Bebyggelsens proportioner og klassicistiske stiludtryk passer fint ind blandt kirkens øvrige bebyggede omgivelser fra forskellige tidsperioder.

Sct Olai Gade udgjorde den midterste af de øst-vestgående gader, der angav hovedlinjerne i Erik af Pommerns grundlæggelse af byen. I en periode var gaden kendt som Mellemgaden, men i denne ende af gaden var navnet Brøndstræde, fordi den store offentlige brønd lå ved det nuværende Sct. Olai Gade 45. På dette sted var der dengang blot en sti over byens daværende hovedkirkegård, Sankt Olai Urtegård, men da den fik status som offentlig vej omkring 1830erne, fik gaden omgående navnet, Sct. Olai Gade. Det var her håndværksmestre af forskellig slags byggede deres huse.

Den kulturhistoriske værdi ligger i, at Sct Olai Gade 51-53 er et fuldgyldigt eksempel for stilperioden, klassicismen, som har været fremherskende i den indre by. I Helsingør gør en særlig håndværkerklassicisme sig positivt gældende. Det er ofte mindre byhuse i to etager over en kælder, som i Sct. Olai Gade 51-53. Håndværkerklassicismen kommer til udtryk i de pudsede og ofte refendfugede underfacader, og afsluttet med en udkraget tandsnitgesims under taget, eller som her, en konsolbåren gesims, samt i vinduerne med større rammer forneden end foroven det såkaldte dannebrogsvindue. I det indre knytter forhusets kulturhistoriske værdi sig til hjørnehusets delvist oprindelige planløsning med stuerne mod gaden og køkkener placeret mod gården. Hertil kommer de oprindelige bygningsdetaljer, herunder køkkentrappen, vægpaneler, fløjdøre og en-fløjede fyldingsdøre samt indfatninger, vinduer med lysningspaneler og skodder, samt loftsgesimser, der alt sammen er med til at skabe interiører, som vidner om bygningens alder. Bygherren, buntmager Werner, var kendt som ophavsmand til den berømte helsingørske hue, der var udfærdiget i russisk stil af lamme- og fåreskind og solgtes i stort tal til søfolk og endog sendtes til Amerika.

Bebyggelsen på pladsen omkring kirken består hovedsagelig af huse i to etager, og der en vis ensartethed i det oprindelige byggeri. Det er en bebyggelse skåret over en jævn og gedigen læst. Sct. Olai Gade 51-53s arkitektoniske værdi ligger i det ydre i hjørnehusets enkle bygningskrop med diskrete reliefvirkninger i refendfugerne og de tilbageliggende, vandrette felter uden dekoration, samt den fine konsolgesims under taget. Det rundede hjørne markeres med et kvartstensspring tilbage fra den øvrige murflugt en lille detalje med en raffineret virkning. Det overordnede udtryk er roligt og afbalanceret med en enkel, samlende farvesætning og få fine bygningsdetaljer. I det indre ligger den arkitektoniske værdi særligt og næsten udelukkende i rummene i den oprindelige del af bygningen fra hjørnefaget mod Kirkestræde, hvor flere af stuerne har fuldpanellerede vinduesvægge, loftgesimser, fløjdøre, som forbinder rummene en suite, samt vinduer, hvoraf en del har karme, poste og beslåning og skodder fra opførelsestidspunktet i 1827-28. Samlet skaber det helstøbte interiører.

Læs videre om

• Hellebækgård
• Helsingør Station
• Strandgade 45, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen