Sankt Olai Kirke i Helsingør blev ved Helsingør Stifts oprettelse i 1961 indviet til domkirke. Kirken fremtræder som et helstøbt, basilikalt langhus på otte fag, men er et resultat af en lang række ombygninger.
Den oprindelige bygning fra ca. 1200‑1250 var af tegl og af samme type som områdets øvrige senromanske teglstenskirker, bl.a. Tikøb Kirke. Dele af den oprindelige kirke er bevaret i den nuværende kirkes nordre sideskib. Da byens befolkning voksede markant i senmiddelalderen, blev kirken udvidet; først, i tiden ca. 1400‑25, med en vestforlængelse, hvortil der før ca. 1450 blev føjet et vesttårn. I perioden 1454‑74 lod lensmand Johan Oxe tilbygge Trefoldighedskapellet, familien Oxes gravkapel, og det blev indledningen til kirkens mest omfattende ombygning. Nu blev der rejst nye mure til en væsentlig større treskibet bygning uden om den gamle kirke, mod øst og syd, og arbejdet med opførelsen af vestpartiet blev indledt. Indvielsen af den nybyggede kirke fandt sted i 1521 ved Roskildebispen Lauge Urne, men bl.a. nogle hvælvinger manglede, og byggeriet blev først helt afsluttet 1558‑59.
1614‑15 blev tårnet forhøjet og forsynet med et slankt, kobbertækket spir, kaldet »Helsingørs Jomfru«. Under en storm i 1736 styrtede det ned og knuste våbenhuset. Det stadig eksisterende våbenhus er opført i 1745, mens det nuværende spir er opsat så sent som 1897‑98.
Efter kirkens fuldendelse blev adskilligt inventar fra den nedlagte Esrum Klosterkirke overført til Sankt Olai. Heriblandt var klosterkirkens altertavle, en sengotisk tavle fra ca. 1510‑20, viet til den skotske helgen Sankt Ninianus. Altertavlen opbevares nu på Nationalmuseet, idet den i 1664 blev erstattet af en 11,5 meter høj barokaltertavle udført af Lorentz Jørgensen. Denne tavle, der udgør pragtstykket blandt kirkens rige renæssance- og barokinventar, er forsynet med et overdådigt billedskærerarbejde i form af 19 relieffer med scener fra Jesu liv.
