Kobberstik af Hans Knieper fra ca. 1582 af Helsingør. Yderst th. ses Kronborg på pynten helt ud til Øresund. Umiddelbart tv. herfor ligger den gamle toldbod, hvor passerende skibe skulle erlægge told.
.

Bebyggelsen i den nuværende Helsingør Kommune opstod sent og lå spredt, og der kom først en udvidelse af det bebyggede areal i højmiddelalderen, hvor der bl.a. voksede fiskerlejer frem. Fra midten af 1300-tallet blev området hårdt ramt af pesten og den senmiddelalderlige krise, og fra begyndelsen af 1500-tallet hærgedes området af sandflugt.

I løbet af 1200-tallet opstod Helsingør. Kongemagten anlagde siden Krogen, det senere Kronborg, og herfra blev der fra 1429 opkrævet Øresundstold.

Administrativ inddeling

Den nuværende Helsingør Kommune består af de nordligste fem sogne af det gamle Lynge Herred, der i senmiddelalderen mestendels lå under Krogen Len. Mindre dele af området lå dog under det mindre Gurre Len. Fra 1200-tallet lå herredet under Try herredsting. Her drejede det sig muligvis om et rent gejstligt provsteting, der lå under dekanatet i København. I gejstlig henseende lå den nuværende kommune derudover i Sjællands Østersyssel, der hørte under Roskilde bispestol.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

I det nuværende kommuneområde er kun Sankt Olai Kirke i Helsingør og Tikøb Sognekirke, begge opført af teglsten omkring år 1200, fra højmiddelalderen, mens de resterende sogne først blev udskilt som selvstændige sogne med egne sognekirker fra Tikøb Sogn efter Reformationen. Dette vidner om en sen og spredt bebyggelse i Helsingørs opland, der går tilbage til den højmiddelalderlige bebyggelsesudvidelse med rydning og kolonisering af det skov- og vandrige Nordsjælland i 1100- og 1200-tallet.

Området blev ligesom resten af landet hårdt ramt af pesten og den senmiddelalderlige krise. Alene fra Tikøb Sogn kender man over ti højmiddelalderlige bebyggelser, der er forsvundet i senmiddelalderen, mens det i Hornbæk Sogn drejer sig om mindst to bebyggelser ud over fiskerlejet Ræveleje, der var i funktion op til midten af 1600-tallet. Sandflugten begyndte i 1500-tallet også at hærge området, hvorfor en del bebyggelser måtte opgives.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv

I ældre middelalder var hele området mellem Esrum Sø og Øresund dækket af et kæmpemæssigt skovområde kaldet Ørwith (Ørved). Det bestod af krat og andet buskads afbrudt af ældre højskov med et sandt mylder af moser, damme og søer. Det var en almindingskov, der ikke var underlagt nogen ejendomsret og derfor kunne udnyttes efter behov. Omkring år 1200 begyndte den udflytningsproces, hvor torperne blev dannet. En del af disse landsbyer, fx Horserød, blev anlagt på ryddet skovjord. Stednavne som Øerne og Holmene illustrerer tillige landskabets prægning af de vidtstrakte vådområder, ligesom landsbynavnene Borsholm og Havreholm fortæller om bebyggelse beliggende som »øer« omgivet af vådmark. Efterhånden som nybyggerne etablerede sig, og de ubebyggede almindinger blev mindre, blev skove som Ørved og Gribskov værdifulde, og begge skove blev »kongelev«, kronens embedsgods.

De største landsbyer, heriblandt Horneby, Saunte, Borsholm, Horserød, Plejelt og Tikøb, etablerede sig i områdets vestlige del. Det øvrige område var før dræningen for sumpet og ufremkommeligt til større bebyggelse, hvilket ledte til dannelsen af det skovrige, men relativt øde Tikøb Sogn, der tidligere var blandt Sjællands største.

Området var i middelalderen kendetegnet ved en sammensat økonomi, der var bygget på en mangfoldig udnyttelse af naturressourcer. Langs kysten udviklede der sig i løbet af høj- og senmiddelalderen en række fiskerlejer som Hornbæk og Boderne, hvorfra man fangede især sild og torsk, der udgjorde en væsentlig bestanddel af den lokale økonomi. Således betalte bønderne i Tikøb Sogn ifølge Roskildebispens Jordebog fra 1370 deres kirketiende i sild. I senmiddelalderen blev fiskerlejet ved Hornbæk til en mere permanent bebyggelse, hvor befolkningen ikke blot fiskede, men også drev handel med bl.a. træ fra de nordsjællandske skove. Ifølge Esrum Klosters Jordebog fra 1497 betalte indbyggerne i Hornbæk deres landgilde i fisk. Arkæologiske undersøgelser af det nu forsvundne fiskerleje Ræveleje i Hornbæk Plantage har vist, at det fulgte denne udvikling, idet det opstod som en sæsonfiskeplads, men ændredes til helårsbebyggelse efter midten af 1400-tallet.

Ud over at fiske dyrkede bønderne hovedsagelig rug, byg og havre, men holdt også kvæg og producerede smør. Fårehold samt fjerkræ og æg udgjorde ved reformationstiden ligeledes en vigtig del af indtægtsgrundlaget for landbefolkningen.

Den første bebyggelse ved Helsingør har sandsynligvis været et fisker- og færgeleje. Ved byen anlagde kongemagten borgen Flynderborg, et ældre borganlæg, som lå ca. 500 m syd for den gamle bykerne. Flynderborg blev siden afløst af Krogen, det senere Kronborg, der blev opført omkring år 1400 af kong Erik af Pommern for at kontrollere indsejlingen til Sundet og demonstrere unionskongens politiske, økonomiske og militære magt.

Helsingør blev købstad i 1426, og i 1429 indførte Erik af Pommern Øresundstolden, der skulle erlægges på Krogen. Borgen har således muligvis skullet tjene som Kalmarunionens politiske og administrative center, men blev dog snart overskygget af København.

Gurre Slot fungerede i 1300-tallet som kongeligt administrationscentrum, men i 1400-tallet overtog Krogen efterhånden rollen som lensslot. Ved Gurre Slot blev der i senmiddelalderen hvert år omkring d. 25. juli afholdt et landmarked, der blev nedlagt i 1562.

Helsingør fik i senmiddelalderen tre klostre: i 1420 franciskanerklosteret Sankt Anna, i 1430 karmeliterklosteret Sankt Mariæ og i 1441 dominikanerklosteret Sankt Nikolaj. Også klostrene i Esrum og Æbelholt havde besiddelser i byen.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Øresundstolden

Øresundstolden blev indført i 1429 af kong Erik af Pommern. Alle fremmede skibe, der gik igennem sundet, skulle betale told på slottet Krogen, det senere Kronborg, i Helsingør. Kravet blev bakket op af kanonerne fra borgen Kärnan i Helsingborg og den danske flåde. Omkring år 1500 blev det skik, at tolderne opkrævede 1/30 af al vin fra passerende skibe, og også skippere, der havde salt i lasten, måtte af med nogle tønder. I 1548 måtte skipperne fra Skotland, England og Portugal af med 1 % af værdien af deres last; i 1567 introducerede man læstetolden, der fastsatte tolden efter skibenes størrelse. Øresundstolden blev hurtigt en af kongemagtens vigtigste indtægter. I 1497 opkrævedes ca. 4.700 dalere, i 1560 24.000 dalere og efter indførelsen af læstetolden 133.000 daler. Under Christian 4. steg toldindtægterne til nye højder og androg i 1639 ca. 620.000 rigsdaler.

Med den øgede samfærdsel i 1800-tallet opstod der utilfredshed med tolden. USA erklærede, at man fra 1856 ikke længere ville underkaste sig Øresundstolden. Danmark og de vigtigste søfarende nationer forhandlede om dens afskaffelse. Som erstatning skulle Danmark modtage 33,5 mio. rigsdaler, hvad der svarede til 12 års toldindtægter, og i 1857 blev Øresundstolden ophævet. Selve toldregnskaberne er bevaret fra 1497, 1503, 1528, 1536‑1548 og fra 1557 uafbrudt indtil 1857 og er i dag tilgængelige i digitaliseret form.

Videre læsning

Læs mere om historie i Helsingør Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder

Eksterne links