I 1850 bestod Farsø af ca. 25 gårde og huse med ca. 150 indbyggere. Hovederhvervet var landbrug, og bebyggelsen var spredt. En apoteker flyttede til byen, og kort efter blev der bygget præstegård (1870). Byen udviklede sig herefter langs den nye amtsvej fra Nibe til Hvalpsund. I 1870’erne kom butikker, kro, sparekasse m.m. til. Med bl.a. andelsmejeri (1888), amtssygehus (1894), forsamlingshus (1897) og missionshus (1898) tegnede konturerne sig af en lille, driftig stationsby, og i 1910 fik byen da også en station på Aars-Hvalpsund-banen. I 1915 var der 173 gårde og huse med i alt 788 indbyggere.
Som stationsby udviklede Farsø sig især med forretninger på hovedgaden, Søndergade-Nørregade, syd og nord for banen, men var ellers præget af en beskeden byudvikling. Anlægget ved søen blev skabt i 1920’erne, og kommunekontoret opførtes 1940-41. Med banens lukning i 1969 blev stationen nedlagt, og med Kommunalreformen i 1970 blev byen administrationscentrum i den nyetablerede Farsø Kommune.
Indbyggertallet i Farsø steg betydeligt fra 1.845 i 1970 til 3.054 i 1990; derefter voksede det kun svagt til 3.216 i 2006. Et nyt rådhus blev taget i brug i 1989. Stationsbygningen blev nedrevet i 1977, og baneområdet omdannedes til et nyt bycentrum. Ved Strukturreformen i 2007 indgik Farsø i Vesthimmerlands Kommune.
