Faktaboks

Felix Pedersen
Født
10. marts 1946, Skive
Titel
Maler
Virkested
Danmark

Biografi

Felix Pedersen har fra starten været eksperimenterende og benyttet mange kunstneriske udtryksformer. I 1968 deltog han i mødet i Galleri 101 i København, hvor Eks-skolen skulle genoplives, og samme år debuterede han på KE med malerier. Men på Festival 2000 i 1969 udstillede han en sofa, som var oversået med karse, helt i tråd med tidens happenings og oprørstendenser. Det førte ham direkte til Slump 1, hvor Bjørn Nørgaard havde foreslået, at nogle udvalgte personer skulle opbygge en alternativ bystruktur på en bondemark og selv bo der et stykke tid. Siden har P. aldrig helt sluppet ideen om menneskets kontakt med naturen. I sommeren 1970 var P. i Frøstruplejren i Thy, bosatte sig i Jylland og var en tid tilknyttet Verdensuniversitetet. P. er meget produktiv og har sat præg på Viborgområdet med mange udsmykninger. I Merkurkollegiet fra 1992 ses klassiske græske guder skildret i ekspressionistiske farver på store vægflader, indrammet af udskårne søjler. La Primavera fra 1993 er en parafrase over Botticelli. Men også den nordiske mytologi optager P., som projektet Et levende Norden, 1994. Nornetråde fra 1994 har lodret virkning med lette farvede penselstrøg og linier på en mørk baggrund. Hans billeder fra 1995 viser en stilændring til vandrette brede og massive farveflader, hvor der er indridset eller malet linier og slyngninger og opnået en dybdevirkning. Som noget nyt har nogle af dem påskrevet tekst. Hans monumentale tegninger kan fremhæves for deres styrke. P.s seneste installationer, f.eks. Parkens anatomi og Den lange søvn, har alle tilknytning til naturen, både rituelt og som symbol på nedbrydning og forvandling.

Genealogi

Pedersen, Alex (Felix), *1946, maler. *10.3.1946 i Skive. Forældre: Møbelfabrikant Jens Thomsen P. og Gudrun Elisabeth Jensen. ~20.10.1984 i Viborg med socialrådgiver Kirsten Metz, *3.12.1946 på Fr.berg, datter af gross. Erling Ludvig M. og Tove Borring.

Uddannelse

Som maler autodidakt; stud. kunsthist., Kbh. Univ. 1966- 68.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links