Faktaboks

Flemming Lassen
Født
23. februar 1902, København
Død
18. februar 1984, Hellerup
Titel
Arkitekt
Virkested
Danmark

Biografi

Flemming Lassen havde en solid byggeteknisk uddannelse. Sine færdigheder som arkitekt erhvervede han ved ansættelse på flere gode tegnestuer. Han indledte tidligt et samarbejde med sin kammerat Arne Jacobsen. De havde en kort periode været på tegnestue sammen hos Københavns stadsarkitekt, hvor L. tegnede på den nye kødby, der er et af dansk funktionalismes pionerarbejder. Sammen deltog L. og Arne Jacobsen i konkurrencen om Fremtidens hus, der blev opført som model 1:1 på byggeudstillingen i Forum i 1929, og her introducerede de den internationale modernisme et år før den fik sit nordiske gennembrud på den berømte Stockholmudstilling. L. søgte ofte samarbejde med en kollega.

I 1938 vandt han sammen med Erik Møller konkurrencen om et bibliotek i Nyborg. Her gav de modernismen et regionalt præg, der i 40rne blev et ideal for mange danske arkitekter. Sammen med Arne Jacobsen vandt han i 1939 1. præmie i konkurrencen om et rådhus i Søllerød, en bygning som repræsenterer den klassicistisk prægede modernisme, inspireret af Gunnar Asplunds udvidelse af Göteborgs Stadshus. Alene stod L. for en række arbejder i 60erne, bl.a. det store Randers Kulturhus fra 1969, med kunstmuseum, hovedbibliotek og mødelokaler. Den kvadratiske betonbygning i 3 etager åbner sig mod en central lysgård, mens gadesiderne domineres af vinduesløse facader.

I de følgende år samarbejdede L. med sønnen Per L., der efter hjemkomsten fra et længere ophold i Japan viste sig som en moden og velkvalificeret samarbejdspartner. De bygninger, L. og sønnen projekterede i 70erne, f.eks. Stadsbiblioteket i Lund, Centralbiblioteket i Herning, bibliotek og medborgerhus i Hvidovre samt kommunebiblioteket i Hobro er formet i en kraftfuld, kubistisk arkitektur, undertiden med et lidt råt ydre, men alle med fint formede rum med en mild og varm stemning. L. bidrog, især i 30rnes slutning og begyndelsen af 40rne, til fornyelsen af dansk møbeldesign, bl.a. med utraditionelle kurvemøbler. Hans møbler er, ligesom hans andre bidrag til kunsthåndværket, præget af stor enkelhed og klar form.

Genealogi

Lassen, Flemming, 1902-1984, arkitekt. *23.2.1902 i Kbh., ?18.2.1984 i Hell., begr. på Søllerød Kgrd. Forældre: Dekorationsmaler, senere kaffebrænderiejer Hans Vilhelm L. og maleren Ingeborg Winding. ~28.12.1926 i Hejnsvig med Irene Constance Christine Christensen *8.5.1903 i Kbh., ?16.5.1991, datter af rejsepræst, senere sognepræst Christian C. og Rosine Anna Hellmuth.

Uddannelse

I murerlære; Tekn. Sk., Kbh. Ansættelser: Forskellige tegnestuer, bl.a. Therkel H. Hjejle; Niels Rosenkjær; Thyge Hvass; Stadsark. Kbh.; deltog i opmåling af Vitskøl Kloster for Nat.mus., Kbh.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links