Der er mere end 210 anerkendte foreninger i Hvidovre Kommune. I kommunen er både et kulturråd, musikråd, kunstråd og frivillighedsråd. Kommunen har to svømmehaller og tre idrætsanlæg: Avedøre Idrætscenter, Frihedens Idrætscenter og Hvidovre-Avedøre Stadion, der udgøres af to forskellige stadioner: Hvidovre Stadion og Avedøre Stadion. Hertil kommer foreningshusene Risbjerggård og Strandmarkens Fritidscenter samt Aktivitetscentret, der er brugerdrevet med mange frivillige tilknyttet.

HvidovreBibliotekerne har hovedbibliotek i Risbjerg, hvor også Hvidovre Medborgerhus med medborgersalen Kometen ligger samt en filial i Enghøjhuset i Avedøre. Kulturhuset BuQetten er et mødested for kvinder, hvor et frivilligt brugerråd arrangerer aktiviteter og udflugter. I Avedøre findes kulturhuset Bataillionen, der er en del af Hvidovre Produktionsskole.

Nærheden til Øresund har sat sit præg på fritidslivet. Den første sejlsportsforening var Hvidovre Sejlklub, der blev stiftet i 1922 (fra 1946 Hvidovre Sejlklub Suset). Efterfølgende er Hvidovre Kajakklub, Hvidovre Roklub, Hvidovre Bådelaug og Hvidovre Søspejdergruppe kommet til. I 1954 kom de første optimistjoller til Danmark, og skoleinspektør og sejlsportsmand P.G. Hansen oprettede herefter aftenskolehold i Hvidovre, hvor forældre kunne bygge optimistjoller til deres børn. Dette blev kendt i både ind- og udland, og optimistjollesejlads blev stort i Hvidovre Kommune. Igennem tiden har sejlere fra Hvidovre Sejlklub Suset markeret sig som vindere af VM og deltagere ved OL. Foreningen Hvidovre Vinterbadere blev stiftet i 2014 og fik etableret Søbadet, der havde Hvidovre Søbad fra 1928 (lukket i 1941) som forbillede.

Ved siden af havsportsforeningerne bør Hvidovre Idrætsforening (stiftet 1925) nævnes.

I løbet af 1960’erne så en lang række initiativer dagens lys, bl.a. Hvidovre Ishockey Klub (stiftet 1966), der blev startskuddet til curling- og skøjteaktiviteter. Hvidovre Kulturråd (stiftet 1967) har siden 1997 uddelt en Kulturpris til en person, institution eller forening som en anerkendelse af dennes frivillige arbejde. Hvidovres Ikke Partipolitiske Samling, HIPS, etablerede sig i 1969 og satte rammen om ungdomskultur og tidens musik.

Foreningen Hvidovre Skolers Feriekolonier blev stiftet i 1943 og var frem til 1974 drevet af frivillige. Især børn fra kolonihaveområderne ved Stranden og Præstemosen havde behov for at komme på ferieophold og få sund og ikke mindst nok mad. Det første hold var fra Strandmarksskolen i 1948. Siden 1974 har Hvidovre Kommune hvert år sendt op til 400 børn fra 2. til 8. klasse på feriekoloni.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Hvidovre Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige