Et medlem af vinterbadeklubben De Dragør Vandhunde tager en dukkert på en frostklar dag i marts 2018. Vinterbadeklubben holder til på den offentligt tilgængelige badeanstalt Dragør Søbad, der er inddelt i hhv. en herre-, dame- og fællesafdeling.

.

Friluftslivet i Dragør Kommune er især koncentreret i Kongelunden og langs kysterne. Omkring Dragør, Store Magleby og Søvang findes dog også flere motionsstier, hvoraf Dragør Nord-ruten på 4,1 km og Vængekvarter-ruten på 3,6 km ligger inde i selve Dragør. Den 3,2 km lange Kirkevejsruten løber mellem Dragør og Store Magleby, mens den 5 km lange Hjertesti strækker sig langs kysten mellem Dragør Havn og Søvang. Den længste motionssti er Rundturruten, som på 9,3 km går gennem hele den sydøstlige del af kommunen.

Vandsport har også fået mange tilhængere, og bl.a. lystsejlads og windsurfing er vidt udbredt langs kysten. Desuden er det lavvandede kystområde sydvest for Hestefælled blevet et populært område for kitesurfing. På den lange kyst findes en række velbesøgte badesteder som Sydstranden og Sydvestpynten ved Kongelunden. Lige syd for Dragør Havn finder man også den børnevenlige Mormorstranden samt Dragør Søbad, der har åbent maj-august.

I samarbejde med DGI ønsker Dragør Kommune at gøre Kongelundsfortet til et center for udvikling af friluftsliv.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Dragør Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv