Mountainbiken suser ud ad en lille skovvej ved Dalby på vejen mod Dalby Mølle, hvorfra der fortsættes op forbi i fjorden og videre gennem byen langs Kolding Å. Her løber vandre- og cykelruten Den Grønne Ring, som langs Kolding Å, Dalby Møllebæk, Vonsild Å og Seest Mølleå fører såvel vandrere som mountainbikere og andre cyklister hele vejen rundt om midtbyen i Kolding.
.

Den store variation i landskabet og naturen giver gode muligheder for at dyrke friluftsliv. I naturområderne findes velafmærkede stisystemer for både cyklister og gående. Eksempelvis findes der stier i mange af ådalene, og de hænger ofte sammen, så man kan vandre fra en ådal til en anden. Rundt om Hejls Nor er der etableret en 10 km lang vandrerute, som giver mulighed for at opleve landskabet og det rige plante- og fugleliv, og i de senere år har kommunen arbejdet med stier og vandreruter omkring Donssøerne og ved Skamlingsbanken. For dem, der ønsker at overnatte i naturen, er der opført en række sheltere langs kysten, i ådalene og ved søerne.

En væsentlig del af friluftslivet knytter sig til kysten. Således er Lillebælts strømfyldte farvand et mekka for dykkere, mens fjorden, de beskyttede vige og bæltet især tiltrækker badegæster og kajakroere. Der er badestrande ud mod både fjorden og Lillebælt, og på 13 strækninger føres der tilsyn med badevandskvaliteten.

For lystfiskere byder kysten året rundt på et fint ørredfiskeri, og i sommerhalvåret er der mulighed for at få hornfisk og makrel på krogen. Også de ferske vande kan byde på et godt fiskeri. Havørredfiskeriet i Kolding Å er i særklasse, mens Donssøerne giver mulighed for at fange store gedder og karper. Der er frit fiskeri i Ferup Sø, Marielundsøen og et par mindre bynære søer, hvilket betyder, at man ikke behøver fiskekort, men her som på kysten kan nøjes med det statslige fisketegn.

Kommunen driver tre naturskoler,som tilbyder undervisning og naturvejledning til skoleklasser og dagtilbud. Kommunens naturvejledere, Naturpark Lillebælt og enkelte andre aktører udbyder også forskellige offentlige ture. Blandt de sidstnævnte er Naturgruppen Skovtrolden særlig aktiv og arrangerer hvert år talrige natur- og kulturhistoriske ture i lokalområdet.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Kolding Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv